5 tips til mere frilæsning i hverdagen!

5 tips til mere frilæsning i hverdagen!

Alle, som har børn i  indskolingen kender til de obligatoriske 20 minutter, som skolerne ønsker, at børn skal læse hver dag.
20 minutter lyder ikke af meget, men hvis man har mere end 1 barn, hvoraf de to skal have hjælp og den tredje skal til gymnastik kl 17:00, så bliver det hurtigt til endnu en “den tager vi i morgen“.
Derfor vil det være godt givet ud, at vække dit barns læselyst, så den daglige læsning, bliver en hyggelig stund og ikke en kamp.

TIP
Hvis dit barn er helt nybegynder med læsning, vil jeg anbefale jer, at starte her.

 

Efter E knækkede læsekoden var det ikke noget problem at få hende til at læse de 20 minutter hver dag. Hun skulle bare mindes om det. I starten havde hun brug for støtte, og hen ad vejen kunne hun godt læse selv.
Nogle gange sad hun på køkkenbordet og læste højt for mig, mens jeg lavede mad. Jeg må ærligt indrømme, at jeg sjældent kunne høre alt hvad hun læste, for al den anden larm, fra køkkeninstrumenterne, men E syntes, at det var en fest at sidde på køkkenbordet og læse højt, og pludselig var de 20 minutter gået, og så var der i øvrigt mad.

 

 

Både farmand og jeg er rigtig glade for at læse, og har begge to være nogle rigtig bogorme som barn. Jeg husker selv, at jeg fik lov til at være med i en bogklub for børn, og hver måned fik jeg sendt en pakke – med MIT NAVN på og en spændende ny bog. Det var store sager, når man ikke var ældre, og ellers kun fik post til fødselsdage.
Det er mit ønske at videregive denne læselyst til E, og vise hende hvor spændende det kan være, og hvor hyggeligt det er, at blive opslugt i bogens univers og leve sig ind i en rigtig god historie.

Så jeg har prøvet mig frem, med forskellige tiltag, der kunne inspirere hende til at læse mere. Og jeg må sige, at det har været en stor succes!
E læser i gennemsnit 5 bøger på en uge, når hun er hos os, og jeg siger ikke en eneste gang, at hun skal sætte sig og læse!

 


“Det handler om at finde ud af, hvad der fanger dit barns interesse.”

Det jeg har gjort er, at jeg først og fremmest har fundet ud af hvad, der interesserede hende at læse om. Jeg har fundet ud af det både ved at spørge hende, men også ved at holde øje med hvilke bøger, hun læste ihærdigt og hvilke bøger, hun var længe om at komme igennem, eller som hun lod stå for at påbegynde en ny.
I den alder hun er, kan det være svært at skulle forklare hvilken genre, der er interessant, eller i det hele taget bare at skulle reflektere over, hvad man gerne vil læse om. Der er jo så mange muligheder!
Så med et vågen forældre-øje er det nemt lige at se hvad, der falder i god jord.

Jeg har så lånt bøgerne på biblioteket. Jeg bestiller gerne 20 bøger hjem på en gang. Så er der både til frilæsning, til højtlæsning og lidt at vælge i mellem.
Jeg låner både nogle bøger, som jeg ved vil interessere hende, og nogle bøger, som jeg tænker hun måske vil kunne lide. Nogle gange fanger de hende, og så har vi åbnet for en ny verden.

 

“Gør frilæsningen til en del af de hverdagsrutiner, der allerede er etableret”

Når jeg har lånt bøgerne placerer jeg dem forskellige steder, hvor jeg tænker der er sandsynlighed for at E vil kigge i dem. Typisk hvor hun sidder stille i længere tid. Det har været mit bedste træk i forhold til frilæsningen, og E får virkelig læst mange bøger på den her måde!

Her får du mine 5 bedste tips til hvor du kan sætte bøger, så dit barn får læst:

1. Toilettet
E bruger virkelig lang tid på toilettet. Både fordi hun leger, mens hun sidder der, men også fordi, at sådan er hendes tarmsystem nu engang indrettet :).
Jeg satte en en kurv derud med forskellige frilæsningsbøger, og det har nok været det bedste træk! E læser i hvert fald 1-2 bøger om dagen (på størrelse med “K for karla” serien), alene på den tid, hun bruger på toilettet. Ofte bliver hun så opslugt af bøgerne, at hun tager dem med ind på værelset for at læse dem færdig.

2. Bilen
Jeg har sat 2-3 bøger ud i lommen på det sæde hvor E sidder. Vi har en god køretur til hendes skole, så her får hun også læst af og til.
Hvis vi kører langt så sker ofte at jeg “glemmer” hendes ipad, men i stedet har jeg pakket nogle gode bøger til hende.

3. Som pause
Nogen gange hvis vi har haft mange gæster på en gang eller hvis vi er ude hos noget familie med små børn, kan E godt få brug for at trække sig, når hun får brug for ro.
I stedet for at give hende ipad’en er jeg begyndt at give hende en bog, og lave et lille “helle” til hende, fx i soveværelset, hvor hun kan få ro og ikke bliver forstyrret.

4. Før sengetid
Det der med at børn skal køres trætte før sengetid, er ikke noget vi har praktiseret herhjemme.
Vi kender selv det energiboost vi kan få efter en sen træning, der gør det svært at sove. Så ligesom at voksne ikke anbefales at træne lige inden sengetid, ville jeg personligt heller ikke anbefale at tage børnene ud og løbe rundt før sengetid. I stedet praktiserer vi herhjemme en rolig stund, hvor lyset bliver dæmpet og en halv time før vi putter, sidder E i sin seng med natlys og læser frilæsning. Det er en god måde at få hende til at falde til ro i hele kroppen, inden jeg kommer ind og putter hende.

4. Fælles eftermiddagsstund
Børn gør som vi gør, ikke som vi siger.. Det udsagn, har man efterhånden hørt mange gange. Men det bliver udsagnet ikke mindre sandt af. For børn kopierer de voksnes adfærd. Derfor er den bedste måde, at få sine børn til at læse, at gøre det sammen med dem.
Vi har haft mange stunder hvor vi har lavet te og så har vi alle tre siddet i sofaen med dyner og læs i vores bøger. Farmand læser som regel noget relateret til sit arbejde, jeg læser som regel bøger om selvudvikling og familieliv og E læser sine frilæsningbøger. Hun er rigtig glad for K for Klara serien.
Nogle gange læser vi sammen – så læser E højt for os, eller jeg læser højt for hende og Farmand. Sådan står det til lige nu, hvor vi læser hunde-bøger. Vi skal nemlig snart have hund, og så har vi gjort det til et fælles projekt at lære om hunde sammen.

TIP
Hav altid en bog med i tasken. Så er der rum til frilæsning alle steder – fx i venteværelset hos lægen eller hvis toget er forsinket.

Jeg håber de her 5 tips, kan være med til at sætte skub under frilæsningen hjemme hos dig.
Jeg vil rigtig gerne høre hvordan det er gået eller hvis du har andre tips til frilæsning, som du synes andre skal have glæde af.

Tak fordi du læser med!

Kh A