Bonusmor, Fars kone eller bare Alex…?

Bonusmor, Fars kone eller bare Alex…?

Jeg blev ikke E’s bonusmor sådan “over night”. Det er en titel jeg med tiden er vokset ind i.

Ikke en ny mor

 

Fra starten af var jeg meget bevidst om, at jeg ikke skulle være “den nye mor”, når E var hjemme hos farmand og jeg. For hun havde en mor. Og jeg havde ikke i sinde at skulle gå ind og overtage hendes plads. Jeg ønskede bare, at vi kunne være en familie sammen, når vi alle tre var på matriklen, og den familie hed Far, Alex og E. Vi skulle ikke prøve at være noget, som vi ikke var, og E og jeg skulle ikke tvinges ud i en kunstig relation for, at vi kunne kalde os en kernefamilie. Vi skulle være det, som vi havde brug for at være, og som var realistisk.

Jeg omtalte mig aldrig som E’s Bonusmor. Når jeg snakkede om hende, så sagde jeg altid, at hun var min bonusdatter, eller min kærestes datter (sådan omtalte jeg hende helt i begyndelsen). Men jeg omtalte aldrig mig som bonusmor. Bonusmor indeholder ordet “mor”, og det er meget betydningsfuldt for mig.
Så jeg følte, det var grænseoverskridende for mig, hvis jeg skulle kalde mig bonusmor. Også fordi jeg på det tidspunkt slet ikke følte mig som en ekstra mor for E, men nærmere som en ekstra voksen. En voksen, som kom i tredje række, efter mor og far.
Jeg følte også, at jeg bevægede mig ind på mors territorium, og det ville jeg bestemt ikke.

Så når vi var nogen steder, præsenterede jeg mig som “Alexandra, E’s fars kæreste”, og for E var jeg bare Alex.

Sådan stod det til i rigtig lang tid.

Det er faktisk først inden for det seneste år, at jeg er begyndt omtale mig selv som “E’s bonusmor”.
Vejen dertil har involveret flere trin.

 

Dels skyldtes det, at E begyndte at erfare over fra skolen, at de andre kalder deres “ekstra voksne” for papmødre og papfædre. Det fik hende til at begynde at sætte en titel på mig.

Efterhånden havde vi også knyttet så tæt et bånd, at hun selv var begyndt at sætte ord på, at hun følte, at jeg var som en ekstra mor for hende. I lang tid havde hun opfattet sig selv som et barn med tre forældre, men nu begyndte hun, at give mig mor-rollen, når hun var hos farmand og jeg.

Fra fars kæreste til bonusmor 

 

En dag hvor E og jeg var ude og gå en tur sammen, spurgte hun mig, om hun egentlig gerne måtte kalde mig for bonusmor over i skolen.

Jeg følte selv, at nu var vi nået til et sted, hvor omtalen som “bonusmor” passede til den relation vi havde. Jeg elskede E, som var hun min egen, og jeg følte, at jeg udfyldte mor-rollen for hende, når hun var hos os. Så det føltes egentlig okay inde i mig, at hun nu begyndte at kalde mig det.

Af respekt for mor, spurgte jeg hende, om det var i orden med hende, hvis jeg præsenterede mig som “E’s bonusmor” frem for “E’s fars kone” (vi blev i mellemtiden gift). Det var i orden med hende, og sådan gik jeg så fra, for 5 år siden, at være “E’s fars kæreste” til i dag at være “E’s bonusmor”.

 

I dag er hun min datter

 

I dag er realtionen mellem E og jeg så tæt at det føles som det tætteste på et mor/datter-forhold, som man kan komme, når man er bonusmor og bonusdatter.
Hun skriver søde breve til mig, hvor hun erklærer mig kærlighed.

I starten fik jeg virkelig dårlig samvittighed overfor E’s mor, over al den kærlighed E viste mig og var nervøs for hvad hun ville sige til det.
Men jeg har over tid lært ikke at have dårlig samvittighed, men at tænke, at det er E, det handler om. Og jeg har gjort mit bedste for at vise min respekt overfor E’s mor hele vejen, og give hende sin plads. Nu øver jeg mig i bare at slappe af i relationen og lade mit hjerte og min kærlighed til E føre vejen.

 

 

 

Tak fordi du læser med!

Kh Alexandra