Den positive graviditetstest!

Den positive graviditetstest!

Fortsættelse af Den sidste rejse!

 

 

Efter ægoplægning, går der omkring 14 dage til, at det er testdag og der skal tages blodprøve for at finde ud af om behandlingen er lykkedes – altså om vi er gravide.
d. 28. oktober var dagen, hvor vi skulle tage en graviditetstest og have taget blodprøve på hvidovre hospital.

 

 

Dagene fra ægoplægning til testdag er nogle meget bizarre dage.
En kvinde, jeg har lært at kende over instagram, som også er i fertilitetsbehandling, introducerede mig til begrebet PUPO – en forkortelse for “Pregnant until proven otherwise“. Det er egentlig meget sigende for den periode, der forløber mellem de to respektive dage. For selvom, at dagene kan føles ekstra lange, når man går og venter på at skulle tage en graviditetstest, så er der også en chance for, at man er gravid og den tanke er dejlig at gå rundt med. Især i starten kan jeg huske, at jeg virkelig var spændt i denne periode. Jeg nussede maven og sendte så meget positiv energi og kærlighed afsted efter den lille celle, der forhåbentlig ville blive hængende og udvikle sig til et barn. Dengang kunne jeg næsten have lyst til at lade være med at tage testen, bare fordi, så længe jeg ikke havde testet, kunne det jo ikke være et negativt resultat. Så var der stadig en chance!

Efter et hav af negative graviditetstest og skuffelser, blev det sværere for mig at have den samme glæde i denne periode. Nogle gange glemte jeg helt, at vi var i behandling, fordi vi jo ikke gik på klinikken i de her dage.

Denne gang var anderledes end de andre. Jeg var stadig på hormoner, og hormonerne gjorde, at jeg følte mig helt depressiv. Jeg kunne ikke mærke på min krop, at vi var i fertilitetsbehandling, ligesom jeg kunne de andre gange. Jeg følte mere, at jeg havde fået en depression og, at jeg ikke rigtig magtede livet omkring mig. Det var meget underligt.
Alle andre gange havde jeg kunne mærke kvalme, brystspændninger, træthed og oppustet mave – nok på grund af ægløsningssprøjten. Denne gang mærkede jeg ikke rigtig noget.

Helt dybt inde i mit hjerte, kunne jeg godt mærke, at der var et lille håb efter, at behandlingen var lykkedes. Men jeg turde ikke rigtig sige det højt. Selvom farmand var rigtig positiv og håbefuld denne gang, så delte jeg ikke mit håb med ham. Jeg smilte bare hver gang han udtrykte sin glæde, og glædede mig over at have sådan en dejlig mand, at gå igennem det her med.

 

Endelig testdag!

 

Da det endelig blev testdag var jeg i rigtig dårligt humør!
For første gang i al den tid vi har gået i behandling, havde jeg ikke fået min menstruation før testdagen. Jeg havde heller ikke fået den der velkendte følelse i kroppen og murren i underlivet, som jeg ellers altid mærker i dagene op til. Så jeg havde ikke den fjerneste anelse om, hvad graviditetstesten ville vise. Jeg kunne slet ikke overskue at se testen med den ene lyserøde streg, der viste at testen var negativ. Jeg havde virkelig ikke lyst. Så længe jeg ikke testede kunne jeg stadig få lov til at have håb inden i. Jeg have ikke lyst til at det lille håb skulle tages fra mig, ikke allerede.

Vi skulle have taget blodprøver samme dag, og selvom vi ville få svar på blodprøverne om eftermiddagen besluttede vi os for, at vi skulle nå at teste inden. Hvis nu testen var negativ, så ville det være rart at vide det på forhånd, så vi kunne reagere og få det ud af systemet, inden vi sad i telefonen med sygeplejersken fra klinikken.

Jeg kan ikke huske hvad tid vi vågnede den morgen, men jeg kan huske, at jeg var rigtig træt og, at det virkede lidt uoverskueligt for mig at skulle tisse på den pind. Især fordi farmand var SÅ spændt og SÅ glad, og jeg var så bange for at skuffe ham. Jeg havde aldrig set ham så håbefuld. Hans ansigt var så glædesfuldt og lyste op af glæde og spænding, og jeg havde ikke lyst til at være den, som skulle taget det fra ham.

Jeg gik ud på toilettet, for at tage den pokkers test. Jeg var træt og i rigtig dårligt humør, men prøvede at holde en nogenlunde neutral mine overfor farmand. Jeg kunne godt se på ham, at han trippede af spænding og han have svært ved at skjule sin iver for at komme med ud på toilettet. “Vil du gerne være herude, når jeg tager testen?”, spurgte jeg ham. “JA!, må jeg?”.
– Åh min søde, søde, optimistiske mand. Lad mig ikke være den, der tager glæden fra dig nu.

Jeg tog en dyb indånding og gik så ellers til sagerne. Jeg har aldrig taget en positiv graviditetstest før, så jeg havde ingen ide om hvordan det ville foregå. Jeg havde en ide om at testfeltet ville få en streg før kontrolfeltet, fordi det jo ligesom lå først. Så det var jo der urinen ramte først. Det virkede da meget logisk? Sådan foregår det dog ikke. Det ville jeg ønske jeg havde vidst. For da jeg så alt farven i feltet løbe lige forbi testfeltet og hen til kontrolfeltet, som ved alle de negative tests, blev jeg så ked af det! “Den er negativ”, snerrede jeg, og nærmest lukkede døren i hovedet på farmand, da jeg bare ville have ham ud af badeværelset nu!! Jeg var ked af det og sur og skulle i øvrigt stadig tisse.

Jeg sad stadig med testen i hånden, og da jeg kiggede ned igen var der en lyserød streg i testfeltet, som kun blev mere og mere tydelig. Forsigtigt åbnede jeg døren ud til farmand, og sagde “øøøh, jeg tror faktisk den er positiv”. Farmand kom ind og kiggede på testen og blev mega glad. Han kyssede mig og krammede mig og faldt på knæ med armene omkring mig og hovedet i mit skød, og så begyndte han at græde. Jeg lagde mine arme om ham. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tænke eller føle, og jeg var i øvrigt heller ikke færdig med at tisse…

 

En tom glæde

“Hvad føler du?”
– Vi sad på trappen og farmand havde stillet mig det her spørgmål rigtig mange gange de sidste 10 minutter. Mit svar var hele tiden “Jeg ved det ikke”. For jeg vidste det virkelig ikke. Jeg følte, at alting stod stille og jeg kunne slet ikke mærke mig selv. Jeg følte, jeg svævede uden tyngdekraften, som en astronaut i rummet. Helt langsomt. Mit hoved var tomt. Ingen tanker. Ingenting.
Det var  mærkeligt!

Jeg havde forestillet mig denne dag i så mange år nu, og nu var den her. Og så reagerede jeg sådan her?

De første 10 uger af graviditeten var rigtig svære og jeg var meget bange. Faktisk helt indtil jeg begyndte at mærke lillebror sparke i maven, var jeg bange.
Jeg turde ikke give mig helt hen til glæden og virkelig tro på, at nu var det vores tur. Jeg var nok bange for at lade mig føle alt det, jeg havde inden i mig, hvis det hele pludselig skulle blive taget fra mig. Lige da jeg blev gravid var der rigtig mange af dem, jeg talte med på instagram, der oplevede aborter eller, at det var en biokemisk graviditet. Hvorfor skulle det samme ikke ske for mig?

Jeg lukkede for den instagramkonto, som jeg havde lavet under fertilitetsbehandlingen. Hvis nogen talte om aborter eller andre frygt-historier lukkede jeg også af for det.

Vi valgte at få en tidlig tryghedsscanning i uge 6-7 stykker, fordi jeg havde så svært ved at tro på det. Vi så hjerteblink og hørte hjertelyd. Det var en rigtig vild følelse, men det var ikke nok til helt at overbevise mig. Kun for resten af den dag.

I mit hoved satte jeg hele tiden små delmål. Når vi havde været til scanning på fertilitetsklinikken, så ville jeg nyde det. Men nej, jeg var stadig bange. Så var det nakkefoldscanningen, men jeg var stadig ikke overbevist. Heller ikke efter jordemoder besøg. Jeg var stadig bange. Glad, men bange.
Da vi i uge 15 skulle til kønsscanning, delte jeg for første gang med jer, at vi havde været i fertilitetsbehandling og hvor bange jeg egentlig stadig var for om noget skulle gå galt. Ved hver scanning var jeg nervøs for, om de ville fortælle at babyen var død. At der ikke var hjerteblink.

For hver gang vi fortalte nogen, at jeg var gravid, tænkte jeg, at det var én mere, vi skulle konfronteres med, hvis det blev en abort. Selv da jeg delte nyheden med jer, på instagram efter vores nakkefoldscanning, var jeg faktisk ikke selv helt overbevist.

Jeg var ret skuffet over mig selv. Vi havde kæmpe for det her så længe. Hvorfor holdte jeg mig så meget tilbage? Hvorfor nød jeg det ikke lige så meget som farmand?
Jeg bekymrede mig hele tiden. Jeg var glad men alligevel så ked af det, over min egen reaktion. Det var jo meningen at det her skulle være det største. At vi nu skulle være ovenud lykkelige og føle at alle de år i behandling havde været det hele værd.

 

 

Det første spark

Om natten, da jeg var 21+3 mærkede jeg for første gang hans spark uden på maven. Jeg havde mærket liv før, men kun bobler og en prikken bag maveskindet. Denne gang sparkede han så hårdt, at jeg fik et lille chok. Men nu var der ingen tvivl. Jeg mærkede liv! Jeg mærkede ham! Min lille søn.
Dén nat. I dét øjeblik, begyndte mit hjerte at heles efter alle de år i fertilitetsbehandling. Jeg fik den bedste følelse indeni og for hver gang han sparkede, mærkede jeg hvor glad, jeg blev og hvor tryg, jeg blev. Det var som om, at alting bare vendte nu. Alting blev godt.

Hver dag siden da, har jeg følt mig gladere og gladere. Jeg er i uge 25 nu, og selvom jeg stadig er mere træt end hvad godt er og kaster relativt meget op, så føler jeg mig flyvende på en eller anden måde.
Hver eneste dag, flere gange om dagen, mærker jeg ham sparke og jeg bliver så taknemmelig og så glad. Det er den bedste følelse!
Jeg sagde engang til farmand, at jeg ville ønske, at jeg havde en lille låge i min mave, så jeg kunne kigge ind til ham og se, at han var okay, så jeg ikke skulle være så bange hele tiden. Nu fortæller han mig, på sin helt egen måde, at han er okay.

Jeg elsker de øjeblikke hvor farmand og jeg ligger sammen og farmand holder på min mave for at mærke lillebror sparke. Jeg føler mig så taknemmelig og så heldig, at jeg får lov til at opleve det her. At jeg er så tæt på at får min egen lille familie med min absolut drømmemand. Jeg føler mig lykkelig helt indtil knoglerne!

Vores vej til ønskebarnet var kringlet og fyldt med udfordringer. Men lige om lidt, holder vi vores baby i armene og han vil vokse op og vide at han var så ønsket, at han mor og far kæmpede med alt hvad de havde i sig, for at bringe ham til verden. Han er vores guld.

 

 

Tusind tak fordi du har læst med så langt!

Tak for alle jeres søde beskeder, som jeg modtager på baggrund af disse blogindlæg.

Tak til alle jer, der betror mig med jeres rejse, og fortæller at mine skriverier hjælper jer.

Tak for alle jeres lykønskninger og kærlige ord.

Tak!

– Og til min højt elskede mand. Far til min kommende søn:
Tak for kampen skat!

 

Kh Alexandra