Den sidste rejse!

Den sidste rejse!

De sidste par uger har du kunnet læse små uddrag af dagbogsnotater, jeg har lavet under de sidste par behandlingsforløb. For ikke at blive helt skør i hovedet, begyndte jeg så småt at skrive mine tanker ned og holde lidt styr på forløbet. Det gav mig en ro at få mine tanker ud og det var rart for mig at kunne læse tilbage, når jeg lige mistede overblikket i behandlingsforløbene.

På nuværende tidspunkt har vi været igennem 4 inseminationer, én ægudtagning der resulterede i 10 blastocyster hvoraf vi har været igennem 4 ægoplægninger.

Det er nu oktober 2019 og vi skal igang med endnu en behandling.

 

 

Grundet det bragende resultat fra vores ægudtagning tilbage i juni 2019, har vi stadig mange æg (blastocyster) på frys – 6 styks for at være helt præcis. Efter et par forsøg i min egen cyklus, mente lægen nu, at det var tid til at påbegynde hormonbehandling igen.

Hormonbehandlingen indeholdte denne gang Østradiol – et østrogenlignende præparat og Crinone, som er et progesteron præparat. Planen var denne gang at overtage min cyklus og forhindre min naturlige ægløsning. Østradiol præparatet er er nogle små piller, jeg skulle tage 3x dagligt og crinonen er en vaginal creme, jeg skulle tage 2x dagligt.

Jeg var glad for at være sluppet af med Gonal-F indsprøjtningerne, men jeg fik vidst glædet mig lidt for hurtigt. Denne behandling gav mig simpelthen så mange bivirkninger, at det blev nogle rigtig hårde uger. Østradiol-pillerne fik mit følelsesregister helt ude af kurs, og jeg præsterede flere gange at hyle, når vi var til opfølgende scanninger på klinikken. Lægen fortalte, at mange kvinder reagerede kraftigt på lige netop dette hormon, og det var derfor, de gerne ville prøve noget andet først, men nu var vi her. Jeg blev forsikret om, at alle mine reaktioner var helt normale følger af Østradiolen, og personalet var meget forstående og omsorgsfulde.

Crinonen var heller ikke noget at råbe hurra for. Det er sådan lidt pest eller kolera, når man skal på et progesteron-præparat. Der findes, så vidt min viden rækker, to præparater. Det ene hedder lutinus og er vaginal piller, det andet hedder crinone og er en vaginal gel. Sort på hvidt, så skal du vælge om du vil have vandigt udflåd, som om du tisser lidt i bukserne hele tiden – til gengæld er det hurtigt ovre og nemt lige at klare med et trusseindlæg, eller grynet udflåd, der er svært at “få ud” og i øvrigt kan være rigtig træls under sex.
– Værs’ god og vælg!

Jeg ønskede at få crinonen denne gang. Jeg var træt af lutinus pillerne og synes det var klamt, at man skulle bruge samme indføringshylster til alle pillerne i pakken. Desuden fik alle de kvinder, jeg fulgte på instagram, crinone i deres fertilitetsbehandling, så det ville jeg også have. Meget mærkelig grund, det er jeg klar over.

Men altså, jeg blev udstyret med recepter for begge præparater og en tid til hvornår, jeg skulle komme til ægoplægning. Jeg kan se i min kalender, at den sidste tid vi havde inden testdagen, var onsdag d. 17 oktober. Så det må have været der, at ægoplægningen foregik.

 

“Jeg sad bare der uden at sige noget og kunne mærke at min grænse var overskredet. Jeg begyndte at ryste og få tårer i øjnene. Jeg rev desperat fat i trøjen på farmand og gemte mig i hans arme, mens jeg græd. Som i virkelig græd! Jeg kunne slet ikke kontrollere det.”

 

Jeg var helt skrøbelig og udkørt da vi kom til klinikken den dag. Østradiolen havde virkelig fået sit tag i mig og jeg følte mig helt hormonel og ude af mig selv. Vi sad og ventede i venteværelset, indtil en bioanalytikker kom ud fra laboratoriet med vores papirer og kaldte mit navn. Farmand har fortalt mig, at da hun kom ud af rummet og sagde mit navn, havde han fået en fornemmelse af at “Nu var det nu!” og, at vi ville få en pige.

Inde på stuen var der mange mennesker i det lille rum. Jeg glemmer altid hvor meget personale, der skal være til stedet ved ægoplægning. Normalt er konsultationen kun med lægen. Men ved ægoplægning er der også en sygeplejerske, som bliver på stuen, en bioanalytikker, som går ind i det andet rum ved siden af, og åbner en låge ind til denne stue, når hun har hørt mit cpr-nummer. Denne gang var der også en medicinstuderende – en ung fyr. Jeg blev helt overvældet og kunne slet ikke koncentrere mig om det ting de sagde til mig.
Det, som virkelig pressede mig var den medicinstuderende. Det ikke fordi jeg som sådan har noget imod medicinstuderende. Jeg har mange fantastiske veninder fra min tid på medicinstudiet. Men jeg ved også godt hvordan jargonen er i fredagsbaren og på studiet generelt, og derfor frabeder jeg mig altid studerende på forhånd. Det bare lidt for grænseoverskridende for mig.
Denne gang fik jeg ikke sagt det på forhånd, for jeg var faktisk ikke klar over, at der kunne komme studerende med. Jeg har så meget pli, at jeg bare sad der uden at sige noget og kunne mærke, at min grænse var overskredet. Jeg begyndte at ryste og få tårer i øjnene. Sygeplejersken bemærkede det, og var meget omsorgsfuld. Det fik bare mine tårer til at flyde frit og jeg rev desperat fat i trøjen på farmand og gemte mig i hans arme, mens jeg græd. Som i virkelig græd! Jeg kunne slet ikke kontrollere det.
Jeg fik fremstammet i hans øre, at jeg ville have, at den medicinstuderende skulle gå ud.

Farmand er meget beskyttende og fik videreformidlet mit ønske, bedre end jeg selv ville kunne have gjort. Lægen beroligede mig med, at han ikke skulle være herinde i rummet, han skulle ind ved siden af – hos bioanalytikkeren på den anden side af lågen.

Når man tænker på, hvor travlt lægerne har, hvis man er på hospitalet eller til egen praktiserende læge, så er de altså virkelig gode til at give sig tid til patienterne her på Fertilitetsklinikken på Hvidovre Hospital. Jeg fik lov til at blive siddende i farmands arme, mens personalet langsomt gjorde tingene klar og omsorgsfuldt tjekkede op på mig og talte mig til ro. Vi skulle ikke nå noget. Først da jeg var klar og havde fået tørt øjnene, tog de initiativet til at gå videre i programmet.

Lægen var som altid meget rolig og satte mig ind i situationen. Han forstod fuldt ud min reaktion og var helt indforstået med, at jeg var meget følsom på grund af hormonerne. Det var tid til, at jeg skulle klæde mig af og lægge mig op på briksen. Med et klæde hen over mig, fik jeg lov til at ligge der lidt, mens jeg faldt til ro. Jeg havde farmand i den ene hånd, som gav mig masser af kys og omsorg, og sygeplejerske på den anden side, som hele tiden aede mig på skulderen, og forsikrede mig om, at jeg klarede det godt.
Lægen talte roligt og var optimistisk. Han fortalte, at nu håbede vi på, at det ville lykkes og, at det var en rigtig fin blastocyst, som var klar til at blive lagt op.

Så åbnede bioanalytikkeren lågen, der giver adgang mellem de to rum. Og der var den medicinstuderende igen! Jeg gik igen helt i panik. For jeg synes, der var rigeligt med personer til, at jeg havde lyst til at lægge her helt afklædt og blottet.
Jeg blev ved med at hviske i farmands øre “kigger han herover?”, og farmand forsikrede mig, at han kiggede væk. Sygeplejersken opfangede det og fortalte, at han skulle holde øje med en skærm ude i laboratoriet, så han ville ikke kigge herover. Det var sødt af hende, men det hjalp ikke. Jeg var helt stresset i mit hoved og tårerne løb igen. Dog uden hulken denne gang.

 

 

“Jeg var bare helt smadret. Inde i mig selv tænkte jeg, at jeg havde ødelagt det hele ved at blive så stresset og ked af det.”

 

Det hele foregår lidt mere klinisk og operationsagtigt ved ægoplægning end ved scanningerne. Proceduren er noget anderledes og der er masser af kontrol. Igen skulle jeg oplyse navn og CPR-nummer, og der blev tjekket, at det var den helt korrekte prøve.

Denne gang gik det ret smertefrit med at få lagt æg op. For første gang gjorde det faktisk ikke ondt, og jeg fik heller ikke kramper i min livmoder efterfølgende, som jeg plejede. Det var den gode del af behandlingen. Resten var bare et stort kaos – inde i mig. For farmand og resten af personalet, har det jo nok bare været, som det plejer.

Bagefter fik vi et stykke papir med en dato for hvornår, jeg skulle tage en graviditetstest og hvornår, jeg skulle ind og have taget blodprøve. Hvis prøven var positiv skulle jeg fortsætte med hormonerne indtil jeg var 10 uger inde i graviditeten.
Det var sådan en lidt ambivalent følelse. Jeg kunne ikke rumme tanken om at skulle fortsætte sådan her i 10 uger mere. Jeg var helt udkørt og nedbrudt. Men samtidig ville det jo betyde, at vi endelig var gravide og, at al den her hormon-behandling ikke var forgæves.

Efter behandlingen kunne vi køre hjem. Jeg var rigtig træt. Følelsesmæssigt.
Men for en gang skyld havde jeg ikke ondt i hele mit underliv. Det var rart.
Farmand var så optimistisk! Specielt efter hans stærke mavefornemmelse.
Jeg var bare helt smadret. Inde i mig selv tænkte jeg, at jeg havde ødelagt det hele ved at blive så stresset og ked af det. At min krop sikkert ikke ville blive gravid, nu hvor den var fyldt med stresshormoner og jeg var så hormonel af den behandling jeg fik. Men jeg kunne ikke vide det. Jeg måtte bare vente til testdagen, d. 28 oktober.

 

 

 

Fortsættes…

Kh Alexandra