Den største eksamen i livet!

Den største eksamen i livet!

Forløbet i fertilitetsbehandling starter med en masse undersøgelser – primært af kvinden. Jeg har studeret hele mit liv, men at skulle have svar på de prøver føltes som den største eksamen i mit liv!
Hvad fejlede jeg? Og hvad hvis dommen lød, at jeg ikke kunne få børn? Farmand havde jo allerede et barn fra et tidligere forhold, så det kunne vel ikke være ham, der var noget galt med?

 

Vores forløb startede hos en gynækolog på Amager med tilknytning til Copenhagen Fertility Center, så her skulle vores behandling foregå.

Det var med følelserne helt ude på tøjet, at vi sad i venteværelset. Ingen af os var rigtig klar til det her med fertilitetsbehandling. Tanken om, at vi ikke kunne lave en baby på egen hånd, og at processen skulle involvere fremmede personer, var grænseoverskridende for os begge. Men vi ønskede det her barn så inderligt, og var begge nok godt klar over, at det ville kræve hjælp, selvom det bestemt ikke var det, vi havde lyst til.

Her sad vi så, i venteværelset. Farmand var som altid meget rolig og beskyttende. Jeg følte mig forvirret og meget skrøbelig, men fandt stor tryghed i ham.

For mig, var det meget udfordrende at skulle involvere et fremmed menneske i en så intim ting. Ikke alene at skulle tale om underliv og sædprøver og hvor længe, vi havde prøvet på egen hånd, men også det at skulle undersøges og scannes så mange gange. For slet ikke at tale om den tarvelige position, du indtager, med benene i bøjlerne og et andet menneske imellem dem, med frit udsyn til alt, hvad du hele livet har lært er så privat! Jeg synes det var enormt grænseoverskridende, og selvom jeg med tiden vænnede mig mere og mere til det, så følte jeg mig altid meget skrøbelig, når vi efter et besøg på klinikken sad sammen i bilen bagefter. Det var egentlig ikke fordi, der var noget galt. Det var bare altid sådan en følelsesmæssig rutsjebanetur for mig, og jeg havde altid lyst til at krybe sammen under dynen bagefter.

 

“Blodprøvesvaret var lidt af en mavepuster. Jeg kunne ikke få fat i farmand, så jeg løb ud på bagtrappen og sad og græd mens tankerne kørte i mit hoved”. 

 

Ved opstart hos gynækologen var vi til en samtale hvor vi besvarede en masse spørgsmål. Det var hovedsageligt mig, det handlede om og fokus var især min menstruationscyklus, tidligere prævention, familiesygdomme og alt inden for den kategori.

Af undersøgelser var jeg både igennem en gynækologisk undersøgelse, screening for celleforandring, screening for sex sygdomme som klamydia og for urinvejsinfektion. Jeg fik foretaget en undersøgelse for passage i æggelederne (HSU), Av!
Sidst men ikke mindst fik jeg taget blodprøver. Det foregik sådan lidt i trin. Så hvis de første undersøgelser ikke viste noget, så rykkede vi videre til de næste.

Farmand skulle aflevere en sædprøve, og så var vi ellers igennem det hele.

Alle undersøgelser kom tilbage med fine resultater – faktisk mere end fine.
Der var intet at finde på mine undersøgelser og jeg havde utrolig gode ægreserver – som en 20-årig, sagde gynækologen. Farmands sædprøve var langt over middel, så nu ventede vi faktisk bare på blodprøverne, så kunne vi gå i gang.

 

 

Blodprøvesvaret var lidt af en mavepuster!

Det viste sig at mit stofskifte var ude af balance.

Jeg var i praktik og stod og skulle til at have en klient om 5 minutter, da gynækologen ringede. Jeg kunne ikke få fat i farmand, så jeg løb ud på bagtrappen og sad og græd mens tankerne kørte i mit hoved.
Jeg vidste, at stofskifteproblematikker kunne gøre det rigtig svært at blive gravid!
Men det, som påvirkede mig mest var, at jeg nu havde den samme sygdom som min mor – Lavt stofskifte grundet den autoimmune sygdom Hashimothos. Ingen andre af min søskende var ramt af det. Kun min mor. Og nu mig.
Min mor var meget syg på det tidspunkt hvor jeg fik nyheden, og jeg var så inderligt bange for, at jeg skulle blive lige så syg. Jeg have i en længere periode haft det rigtig dårligt og var godt klar over, at mit energiniveau var langt under normalen. Men jeg havde også utrolig lavt blodtryk og en lang historie bag mig med besvimelser, og jeg tilskrev nok min udtalte træthed til den problematik.
Godt kørende på energidrikke og viljestyrke, kunne jeg jo presse mig selv til det meste og formåede altid at præstere langt over middel, i alt jeg kastede mig ud i.

Efter at have tudet igennem i armene på farmand, og lige rundet hele situationen med min kusine, som jeg har delt meget af forløbet med, fik jeg lidt håb.
Hvad nu hvis jeg faktisk fik det bedre af at blive medicineret?

Jeg vidste ikke så meget om stofskifte og stofskiftemedicin, men det kom jeg til!

At behandle et stofskifte var ikke så lige til som jeg havde forestillet mig. Kravet for at opstarte fertilitetsbehandling er et TSH-niveau under 2,5 og lige nu lå min omkring 7.
Jeg blev opstartet på medicin og skulle til blodprøvekontrol hver 8.uge. Så fertilitetsbehandlingen blev sat på pause, inden vi overhovedet var nået at starte.

Jeg kan ikke huske hvor mange måneder, der gik før vi kunne opstarte behandling.
Men efter hvad, der føltes som en evighed kunne vi endelig opstarte første behandling.

 

 

Fortsættelse følger… 

 

 

Tak fordi du læser med!

Kh A