Vores første inseminationsbehandling – del 2 (den frisky del hvor vi snakker om sædprøver og morgensex!)

Vores første inseminationsbehandling – del 2 (den frisky del hvor vi snakker om sædprøver og morgensex!)

Fortsættelse af Vores første inseminationsbehandling

 

Copenhagen Fertility Center ligger i samme bygning som Nørrebro bycenter. Vi har færdes på den vej mange gange, men aldrig bemærket, at der lå et center for fertilitetsbehandling.
Men hvor anonymt det center end havde været for os, så føltes det virkelig underligt og meget akavet at skulle derind. Selvom ingen nok havde bemærket os den dag, så kan jeg huske, at jeg virkelig følte, at det var mit livs walk-of-shame og, at alle stirrede på mig og bare vidste, at vi gik dér med en sædprøve gemt i armhulen (den vender vi lige tilbage til) på vej ind for at lave en baby, fordi vi åbenbart ikke selv kunne klare opgaven. Jeg havde det virkelig stramt og kunne ikke rigtigt finde ro i mig selv. Som en kæmpe bonus delte vi elevator med en kvinde, som skulle til et andet sted i bygningen. Så kunne hun så fint stå der, efter hun havde trykket på knappen til etagen med hendes helt almindelige kontorarbejde, på hendes helt almindelige hverdag; og vi kunne få lov til at trykke på knappen til COPENHAGEN FERTILITY CENTER, skrevet i kraftigt neonlys – det føltes i hvert fald sådan.

“Jeg kan huske, at jeg virkelig følte, at det var mit livs walk-of-shame og, at alle stirrede på mig og bare vidste, at vi gik der med en sædprøve gemt i armhulen.”

 

Tilbage til sædprøven… 

For bare for at toppe fortællingen om hvor akavet fertilitetsbehandling kan være, så synes jeg lige, at du skal høre lidt om hvordan det foregår!
– Eller jeg håber, at du godt ved hvor sæden kommer fra og hvordan du får den ud. Det vil i hvert fald være til stor gavn for både dig og din mand og jeres baby-making-projekt, hvis I har gang i sådan et. Ellers bare for fornøjelsens skyld da.

Sædprøven skal afleveres som noget af det første på behandlingsdagen, mellem klokken 8.00 – 8.15 om morgenen, så den kan nå at blive oprenset og gjort klar til inseminationen, der foregår på et eller andet tidspunkt hen ad formiddagen.

Proceduren er, at man ved scanningen hvor tidspunktet for ægløsningssprøjten fastlægges, får udleveret en kop med låg og en følgeseddel. I den her kop skal klatten så havne og den skal opbevares lunt indtil den afleveres på klinikken, hvorfor de anbefaler, at man gemmer den i armhulen. Desuden må prøven ikke være for mange timer gammel, så skal man hellere lave den på klinikken.

Så ja, klokken 8.00…
Det lyder måske ikke så tosset. Det er jo standard mødetid. Men hvis du medregner morgentrafikken så skal der altså rives i dilleren et sted mellem klokken 6.00-7.00 om morgenen!
Nok kan morgensex kan være en formidabel måde at starte dagen på, men altså ikke klokken-før-fanden-får-sko-på og med formålet at fylde en kop. Det bliver pludselig meget ucharmerende.

Farmand og jeg har tilstræbt os på at være så meget sammen om hele forløbet, som vi kunne – og det er noget jeg varmt kan anbefale alle, der går i behandling!
Han har så vidt muligt været med til alle scanninger og kun misset virkelig få, og jeg har så vidt muligt været med til alle prøver, der skulle laves (om ikke andet, så på en lille hjemmelavet video. Man er vel lidt frisky!) og har kun af gode grundet glippet de prøver, der er blevet lavet i børneuger. Der har jeg sørget for afgang virkelig tidligt, så farmand kunne få hjemmet – og hjemmevideoen – for sig selv.

Jeg kan garantere dig for, at vi har fået nogle virkelig gode grin over vores ihærdige forsøg på at få klatten i koppen på en tidlig morgenstund. Og helt ærligt – den situation er så opstillet og påtvungen, at hvis man ikke kan grine lidt af det, så det lige før det bliver for sørgeligt.

Jeg vil spare jer for yderligere detaljer. Jeg skal trods alt kunne kigge mine forældre i øjenene bagefter. Men jeg kan virkelig kun anbefale, at I som par, prøver at være så meget sammen om hele behandlingen, som I kan. Det hjælper med at holde modet og styrken oppe og det er bare meget rarere at klare det hele med sin bedre halvdel – hvad en det er en indsprøjtning, en scanning eller en sædprøve.

“SÅ! Nu frier han sku til hende!”

 

Da vi ankom til fertilitetsklinikken (lads os bare kalde den det), var vi ikke det eneste par. Foran os stod en anden mand og pænt overrakte sin kop med morgen-præstationen til kvinden på den anden side af skranken.

Da det blev vores tur skulle vi udfylde nogle papirer, fordi det var vores første gang på klinikken. En overlæge kom ud til os. Jeg tror han kunne se, at vi var rimelig nervøse og utilpas, og han forsøgte at opløfte stemningen. Jeg tror egentlig, at det var jargonen på den klinik. At man forsøgte at være lidt sjofel og sjov, for at lette stemningen. I mit hoved kunne han ikke have ramt mere ved siden af! Jeg havde lyst til at dreje om på hælene og løbe ud, så utilpas følte jeg mig.
Det her var så nyt og så grænseoverskridende for mig, og det eneste jeg havde brug for var at blive mødt i det, med respekt og med et forsøg på at gøre det hele så normalt som muligt, og så lidt tabubelagt som muligt.

På et tidspunkt udfylder farmand nogle papirer, og fordi der er så mange sætter han sig på hug foran et meget lavt bord og jeg sidder i lænestolen ved siden af. Overlægen udbryder gennem hele venteværelset (der var heldigvis kun os og personalet på det her tidspunkt): “SÅ! Nu frier han sku til hende!”, og damerne bag skranken grinede af hans humor – eller manglende situationsfornemmelse? Bedøm selv.

Jeg kunne have gravet mig ned! Jeg har ikke følt mig så pinlig siden min egen konfirmation.
I øvrigt var vi allerede gift, og det ville han vide, hvis han havde læst papirerne vi lige havde afleveret!!

Efter hvad der havde føles som en evighed blev vi kaldt ind i et rum med en sygeplejerske. Jeg var helt ude af mig selv nu og begyndte at hyle, da hun henviste mig til et område, hvor jeg kunne klæde mig af. Jeg gik helt i baglås. Sygeplejersken var rigtig sød og tog min hånd og talte med mig, i et forsøg på at gøre mig rolig. Jeg sad på en stol med tårerne løbende ned ad kinderne og det sidste jeg havde lyst til var at skulle have mit tøj af. Farmand var som altid den aller bedste og vi kom igennem det, sammen.

Vi blev fortalt proceduren. At jeg skulle ligge på briksen og det ville indføre et spekel. Herefter ville de afvaske med noget vand på en stykke vat, og så ville de bruge en lang plastik kanyle til at indføre sædprøven. Jeg var blevet rolig nok til at klæde mig af, så sko, strømper, bukser og trusser havnede på en stol og jeg satte mig op på briksen. Og her sad jeg LÆNGE! Sygeplejersken gjorde alting klar, men i sit søde forsøg på at tale mig rolig kom kun helt ud på et sidespor og begynde at tale om sin egen søn og svigerdatter, der netop ventede barn. Det var virkelig akavet at sidde der med røven bar mens hun bare snakkede. Jeg overvejede så mange gange om jeg kunne liste over efter min cardigan, så jeg i det mindste kunne dække mig lidt til. Efter den dag lærte jeg altid at have kjole på til alle scanninger og behandlinger, så jeg kunne undgå sådan en situation igen – tippet er hermed givet videre!

Behandlingen blev gennemført og sygeplejersken gjorde det rigtig godt. Det var faktisk den mindst smertefulde insemination, jeg har prøvet i hele forløbet.

Vi fik en seddel hvor der stod, hvornår vi skulle teste og fik udleveret en graviditetstest.
Så var der bare tilbage at vente til resultatet!

 

Tak fordi du læser med!

Kh A