Fra bonusmor til mor – hvad skal der ske nu?

Fra bonusmor til mor – hvad skal der ske nu?

Det er to år siden, at jeg oprettede min blog. To år siden, at jeg oprettede min Instagram profil. To år siden, at jeg begyndte at skrive hudløst ærligt om livet som bonusmor og dele ud af kærligheden og kreativiteten, der summer i vores lille familie.
Dengang drømte farmand og jeg om et fælles barn og det skulle navnet på bloggen selvfølgelig afspejle – derfor “Mor med bonus” og ikke “Bonusmor”. Så når vores eget lille kærlighedsbarn landede hos os, så var det tænkt ind i titlen.

 

Vi vidste jo ikke, at vi skulle vente så længe.

Nu er han her så. Vores perfekte lille søn. Nu er jeg mor til den dejligste søn, og jeg har den dejligste datter. Mit hjerte er fyldt af kærlighed til dem begge.

Mange gange har jeg ladet mig fortælle, at kærligheden til ens eget barn er anderledes. “Bare vent til du får dit eget barn”, var svaret, hvis jeg fortalte, om E’s og min virkelig tætte relation og, at jeg elsker hende, som var hun mit eget barn. Hun er mit eget barn.

Nu har jeg mit eget barn. Min søn. Jeg har født ham. Og meget er anderledes. Mange ting jeg aldrig havde forestillet mig. Følelser, jeg ikke var klar over.
Men kærligheden? Den er lige. Jeg kan oprigtigt sige, at jeg elsker E lige så højt som jeg elsker hendes lillebror. Og hun er lige så meget min datter, som han er min søn. I mit hjerte er de lige. Jeg elsker begge mine børn lige højt.

“Jeg elsker begge mine børn lige højt!”

Det at blive mor betyder, at mit fokus er skiftet. Nu er jeg både mor og bonusmor. Men mor på fuld tid og det fylder selvfølgelig her på bloggen og på min Instagram profil, af samme navn.

Samtidig fylder bonusmor delen mindre end den nogensinde har gjort. Ikke fordi, E fylder mindre – hun har samme plads, som hun altid har haft – men fordi, jeg har haft brug for at passe på mig selv.
Det har været og ER fantastisk at være E’s bonusmor. Jeg elsker alt ved relationen mellem hende og jeg.

 Det er bare ikke så fantastisk at skulle rumme så meget ballade mellem hjemmene. Både farmand og jeg har følt os helt tyndslidte af hele tiden at skulle stå på mål for de angreb og dårlige odds, der blev sendt vores vej. På et tidspunkt så er der ikke flere ressourcer at stå imod med. Sådan har vi egentlig følt længe. Kærligheden til E er kæmpestor men den går hånd i hånd med så meget sorg og smerte, og ikke mindst afmagt. Og jeg er endda “kun” bonus.

Vi har længe talt om at en 7/7 ordning ikke fungerer sådan som tingene forholder sig. Den ordning kræver samarbejde og gensidig respekt for at skabe et godt fundament for et lille menneske, der kan føle sig hel.

Men hvad gør man så? Når man på den ene side har en mor, der ikke vil opgive nogle af sine samværsdage og på den anden side har et barn, der ikke vil være ekstra hos sin mor?
Vi fandt ikke en løsning.

Men flash forward til Corona-2020 hvor alting ændrede sig. E’s mor skulle endnu engang flytte, fordi endnu en kæreste var ude af billedet.

Da stormen havde lagt sig, oplevede vi, at E blev gladere for at komme hos sin mor og afleveringerne blev uden gråd. Vi oplevede, at E’s mor fik et større overskud til E og talte pænere til os igen. Vi var endelig på vej ud af mørket.

Det er på lånt tid, det ved vi. For vi har set det her mønster flere gange. Men farmand og jeg tog den endelige beslutning om, at overdrage nogle af vores samværsdage til E’s mor og blive weekendforældre. Så E kunne få én base. Én type hverdag at forholde sig til. Én forældres opdragelse.

“E’s mor og jeg er, og vil nok altid være, to modpoler, når det handler om moderskab.”

Så nu er vi gået fra 7/7 til hver anden weekend. Selvfølgelig kunne vi ønske, at det var den anden vej rundt. Selvfølgelig savner vi E og hun savner os. Alt kræver tilvænning.

Men når jeg spørger hende, hvordan hun har det, så svarer hun: “Jeg har det godt”. Efterfulgt af et: “Det går godt med mig og mor”.

Jeg kender kun til det E fortæller og det er fra et barneperspektiv, så jeg kan ikke tænke noget om situationen om hendes mor og hendes mors gøren, og jeg rummer heller ikke at bruge ressourcer på at tænke på det. Jeg har bekymret mig nok, tænker jeg. E’s mor og jeg er, og vil nok altid være, to modpoler, når det handler om moderskab. Men det ene er ikke nødvendigvis mere rigtig end det andet. Det afhænger af øjenene, der ser.

Det jeg har valgt at se er E. Og det jeg ser er, at jeg ikke længere får en pige hjem, der ligger og græder i mine arme.

“Jeg vil altid være der for E, men jeg ønsker, at hendes mor agerer mor, så jeg kan agere bonusmor.”

Jeg har længe ønsket, at E’s og hendes mor ville finde hinanden igen og genfinde deres relation. Jeg vil altid være der for E, men jeg ønsker, at hendes mor agerer mor, så jeg kan agere bonusmor.

Mit håb er, at vi er landet på rette hylde nu.

Så det er en status fra bonusmor land – udover at være nybagt mor til min 3 måneder dejlige kærlighedsbaby.
Jeg smiler indeni, når folk spørger mig om det er hårdt at være blevet mor. De ved ikke hvad de sidste 6,5 år af mit liv har budt på af ting, der var langt hårdere.

Tak fordi du læser med! 
Kh Alexandra