Fra tinderdate til bonusmor, del 1 – It’s a match!

Fra tinderdate til bonusmor, del 1 – It’s a match!

Velkommen til dig der læser med!

Det her er første afsnit, i en serie af 4, om hvordan farmand og jeg i sin tid fandt hinandens hjerter, og om hvordan vi gik fra at være Tinder dates til en sammenbragt familie med alt hvad det indebærer.
Det bliver meget ærligt. Måske vil der også være en smule over-sharing, men det må I så tage med. Det nok alligevel mig, det bliver mest pinligt for anyway.

God læselyst!

 

Efter et par minutters savlen, og en kort tanke om, at han sku nok var en selvoptaget Fuck’boy, så swipede jeg alligevel til højre.

 

 

Vi spoler tiden tilbage til det tidlige forår i 2014. Jeg er akkurat lige fyldt 22år, og har en snak med min veninde om Tinder dates og one-night stands. Hun lader åbenlyst til at synes, at jeg er temmelig kedelig på den front. Måske endda lidt amish. Jeg ved ikke om det er mine lollandske velopdragne gener eller det faktum, at jeg siden seksualundervisningen i 6. klasse har været overbevist om, at alle mænd, man ikke kender har sex-sygdomme. Men i hvert fald jeg var jeg stor modstander af Tinder og alt hvad den app stod for.

Det endte alligevel med, at jeg bukkede under for min venindes salgstale og tænkte, at jeg sku da i hvert fald ikke være kedelig, Tinder here I come!

Det tog dog ikke meget mere end en uge og et tilbud om at “komme hjem og se film og putte”, før jeg gik Tinder-kold.
Jeg med mit naive ungpige hjerte, drømte om en prins charming, der var hele pakken. Ikke en nutidens Tinder version med en prins albert. Ellers tak!

Så jeg var faktisk mere eller mindre klar til at slette appen og lægge mit meget korte Tinder-eventyr bag mig, da jeg lige gav mig til at sidste kig.

Jeg sad og kiggede lidt, og så var der alligevel et billede, der lige fangede min opmærksomhed. Jeg var lige ved at scrolle forbi i min swipe-til-venstre-opgivende-tilstand, men nåede at stoppe i tide.
Og hvor er jeg dog taknemmelig for det i dag! Men det kommer vi til!

Jeg ser det her billede af hvad der nok er verdens lækreste nougatgodte! – Og jeg kan sådan set ikke engang lide nougat. En omgang eye-candy at et mandfolk med store biceps, mandelformede brune øjne og brystmuskler så lækre og poppende, at jeg ikke vidste om jeg helst ville sætte kløerne i dem eller putte mig ind til dem i verdens dejligste kram – Hello Mr. Biceps!

Efter et par minutters savlen, og en kort tanke om, at han sku nok var en Fuck’boy og sikkert vildt selvoptaget (og det jo ellers ikke fordi jeg er særlig dømmende!), så swipede jeg alligevel til højre. Hvis han ikke havde swipet selv, så kunne han jo alligevel ikke se det. Så hvad kunne det skade?
Men ja, jeg swipede til højre og en tekstboks dukkede op på min skærm erklærende:


“IT’S A MATCH!”

 

Og så skulle jeg ellers lige tænke hurtigt! Det forløb noget i stil med:

– What the fucking, fuck, fuck fuck? Hvad sker der?

– Hvad svarer jeg?

– Slap af han er stor!

– De der biceps er virkelig store!

– Hvordan udtaler man egentlig hans navn? Ben…. Benha.. Due? duo? duuuuooo..?

– Men anyway han er stor! Han må træne meget!

– For søren de muskler er muuums!

Set i bagspejlet skulle jeg nok lige have trukket håndbremsen og være faldet lidt ned, inden jeg skrev. Måske skulle jeg endda have forsøgt med et at lade ham skrive først. Det ville både have virket mindre deperat, og skånet mig for, hvad der kommer nu – men det er jo nemt at være bagklog.

Min solo-sms-korrespondance til Mr. Biceps lød sådan her:

“Fuck du er stor!”

“Hov!”

“Fuck!”

Ups, det var ikke det jeg ville sige!”

“Jeg mener..”

….

– [emoji-abe, der holder sig selv for øjnene]

10 meget kiksede beskeder senere og en opgivende emojismiley af en abe, der holder sig for øjnene, sad jeg der med min telefon i hånden og så min værdighed traske langsomt ud af døren viftende med det hvide flag. MEGA fail!!

Jeg lagde min telefon væk og bed fat i hovedpuden mens jeg lige skreg lidt af mig selv og min virkelig dårlige flirten. Og mest af alt prøvede at sluge det nederlag det var, at være sååå kikset! Hvordan er det seriøst muligt?

Hvorfor er det lige, at alle altid tror, at jeg flirter, når jeg bare er mig? Og når jeg så virkelig vil give den gas, så lyder jeg som en, der kunne have haft hovedrollen i Ugly Betty!? Jeg vælger at give mine knap 3 år på medicinstudiet og al for megen færden blandt ligdele og tunge tekster om biokemi skylden for min manglende evne til social tilgang og adfærd blandt homo sapiens af modsatte køn!

[Take home note: Hvis du tror jeg flirter – så er svaret nej!! Blev du derimod fornærmet over noget jeg sagde, ja så det en helt anden sag…]

For at I ligesom kan se hvad det er, at jeg taler om, og forstå hvad der fik 22årige, mega nørdede Alex op at ringe sådan her, så deler jeg lige et billede af Mr. Biceps her, fra dengang jeg swipede til højre.

 

 

I know right!? Velbekomme!

10 meget kiksede beskeder senere og en opgivende emojismiley af en abe, der holder sig for øjnene, sad jeg der med min telefon i hånden og så min værdighed traske langsomt ud af døren viftende med det hvide flag. MEGA fail!!

 

Nå men altså. Der sker jo det, at Mr. Biceps svarer tilbage med noget i retningen af:

Hehe, du forstår da virkelig at give en mand selvtillid, hva?”

I mit hovede tænker jeg bare: “Don’t screw this up, Alex! don’t!”

Jeg får kørt den i land med en kommentar om, at: “Det da helt bestemt også var det, der var meningen, hvad er en uskyldig flirt ikke?” Eller et eller andet åndsvagt.
– Lad mig bare sige, at vi vidst alle sammen skal være glade for, at jeg ikke færdes på Tinder længere.

Det viser sig at Mr. Biceps foruden at være mega eye-candy, også er den sødeste, sødeste fyr. Fra første øjeblik er vores kemi god, og vi har mange lange telefonsamtaler og sms’er hele dagen igennem, i flere dage. Det føles som om, at vi har uendeligt meget at snakke om, og det er jo bare perfekt, for jeg elsker jo at snakke!

Men ja, så kommer spørgsmålet – hvornår skal vi mødes?

Mr. biceps er lidt hurtigere på aftrækkeren. Han fortæller, at han gerne vil ses hurtigt for at vide om der er kemi, så det ikke bare er spild af tid.
Jeg, derimod, er totalt livrem-og-seler-typen, og havde slet ikke travlt.
– Og hvordan var det nu lige med netdating?
Er det ikke noget med, at man skal sørge for at mødes et offenligt sted og lige sikre, at der er en, god ven, som ved hvor man er in case, at det nu skulle ske, at man blev kidnappet i en sort varevogn? Lidt ligesom man så i rejseholdet da man var lille og ikke heeelt var gået i seng, når mor og far sagde man skulle.

Vi fandt et kompromis nogenlunde midtvejs og endte med at aftale en date.

– Et offenligt sted selvfølgelig!!

 

 

 

Tak fordi du læser med!

Kh Alexandra 

 

 

 

 

Andre blogindlæg i samme serie:
Fra Tinderdate til bonusmor – Første date
Fra Tinderdate til bonusmor – Mødet med min bonusdatter
Fra Tinderdate til Bonusmor – Min bonusdatters mor