Fra Tinderdate til Bonusmor – Mødet med min bonusdatter

Fra Tinderdate til Bonusmor – Mødet med min bonusdatter

Første gang jeg så Elouiza, lå hun og sov i sin seng.

Det var en aften i foråret. Klokken var 20:00 og jeg var på besøg hos farmand. Bevidst efter hendes sengetid, fordi vi var enige om, at der lige skulle gå lidt længere tid før E og jeg mødte hinanden.

Hun så virkelig så yndig ud, som hun lå der. Det var lige så det biologiske ur begyndte at tikke og æggestoklene vibrere.

Det gik dog ret hurtigt over skal jeg hilse og sige, for efter en sukkersød start udviklede denne lille krøltop sig til et lille monster, der gav mig tørt på!

Men det kommer vi til.

“Jeg kan huske jeg sad på gulvet på E’s værelse sammen med hende, og alt imens hun ivrigt forsøgte at lege med mig, var min eneste tanke: “Hvad i alverden gør jeg?””

 

Da E og jeg første gang mødte hinanden, var det hjemme hos hende og farmand. Hun var glad og nysgerrig og snakkede løs. Jeg forstod bare ikke et eneste ord, af hvad hun sagde, og måtte have farmand til at oversætte det meste.

På få minutter havde E taget mig på sightseeing igennem det meste af hendes legetøj og var tydeligvis begejstret over min tilstedeværelse.
Jeg tror ikke hun helt forstod, hvad det betød, at jeg var farmands kæreste, men derimod nød hun at have  en spændene ny legekammerat. Og en PIGE! Så kunne man jo lege pigeting herhjemme hos farmand!

– Jeg var så dårlig til at lege!

Vi havde ingen små børn i min familie på det tidspunkt og havde ikke haft det i mange år, så jeg var ret rusten i børnelege. Jeg kan huske jeg sad på gulvet på E’s værelse sammen med hende, og alt imens hun ivrigt forsøgte at lege med mig, var min eneste tanke: “Hvad i alverden gør jeg?”. Jeg følte mig på bar bund.

 

Elouiza 3år. Vi leger salon, og laver fodbad i køkkenvasken.

“Det var så stor en ting for mig. Det var et skridt længere væk fra solo-livet i Vanløse og et skridt længere ind i rollen som bonusmor”

 

Jeg lærte ret hurtigt at jonglere med børneleg og bleskift og vigtigheden af at have sutter og vådservietter med i tasken, når jeg forlod hjemmet.
På kort tid kom det hele til at køre.

Samværsordningen for E har været 7/7 siden, at jeg lærte hende at kende. I de uger hvor E var hos farmand var jeg på besøg én – max to, gange på en uge. Når jeg ikke var der spurgte E efter mig og kunne ikke helt forstå hvor jeg var henne.

Efter nogle måneder tog farmand og jeg den beslutning, at jeg skulle “flytte ind”.
Både fordi  E blev forvirret, når jeg nogle gange var der, og andre gange ikke var. Men også fordi, at det var nu mens E var så lille, at vi skulle arbejde på den her nye familiekonstellation, hvis jeg skulle blive mere end blot fars kæreste.
Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle møde en mand, der havde et barn i forvejen, men når nu det var sket, så var det vigtigt for mig, at vi blev en familie os tre sammen. Jeg ønskede ikke blot at være en tilskuer på sidelinjen, for nu var det her jo også mit liv.

Så jeg flyttede ind i den forstand, at vi ryddede den ene del af tøjskabet og så flyttede jeg det meste af mit tøj, mine skoleting og et par enkelte nipsting, der lige kunne skabe lidt følelse af hjem i den lejlighed i Valby, der pludselig skulle være mit nye hjem.
Jeg beholdte stadig min egen lejlighed i Vanløse – i halvandet år faktisk. Selvom det ikke just er at satse på kærligheden, så var det det fornuftige at gøre.
Selvom både farmand og jeg var enige om, at det her parforhold var noget vi ville og, at vi, nu hvor Ea var blevet en del af det, ville kæmpe med næb og kløer mod de udfordringer vi ville møde, så tror jeg alligevel, at det har givet en del ro i underbevidstheden, at lejligheden i Vanløse stadig var en mulighed. I hvert fald for mig.
Når det hele blev for meget i far-mor-barn-konstellationen så kunne jeg lige tage et smut med s-toget til Vanløse og koble af. For mit vedkommende har det fjernet det pres, der lå i at nu skulle det her forhold –  den her familie – bare fungere.

Der gik faktisk over et år før vi flyttede det første møbel fra min lejlighed til lejligheden i Valby. Det var TV’et. I dag har farmand og jeg vores egen lille interne vittighed omkring det tv (som vi for øvrigt først lige har skiftet ud til et nyere tv!) fordi det var så stor en ting for mig, at vi flyttede det. Det var et skridt længere væk fra solo-livet i Vanløse og et skridt længere ind i rollen som bonusmor.

 

Alexandra 22år. Elouiza 3år. På tur i Tivoli.

 

Den første tid hvor jeg blev en del af E’s liv kørte det hele på skinner hjemme hos os. Elouiza elskede at være sammen med mig. Vi hyggede, lavede perlearmbånd, tegnede, dansede til musik og havde det så dejligt sammen. Det var stadig kun farmand, der duede, når der skulle puttes og trøstes, men det var helt i orden, al ting til sin tid.

Det tog dog ikke mere end tre måneder, så var idyllen ovre. Som i virkelig ovre!

“I hvert fald var den unge dame svært utilfreds og det lagde hun ikke skjul på. Hvis jeg sad i sofaen sammen med farmand, så kom hun marcherende ind og møvede sig ned lige imellem os”

 


Det føltes som fra dag til anden, at hele dynamikken i hjemmet ændrede sig. Måske var det gået op for E, at jeg var en hun skulle dele farmands opmærksomhed med? At nu kunne farmand og jeg nogen gange føre en samtale, som hun ikke nødvendigvis var en del af, og fokus kunne flyttes fra hende af og til.
I hvert fald var den unge dame svært utilfreds og det lagde hun ikke skjul på.
Hvis jeg sad i sofaen sammen med farmand, så kom hun marcherende ind og møvede sig ned lige imellem os. Hvis farmand holdte min hånd, tog hun fat i min hånd for at fjerne den, så hun selv kunne holde farmand i hånden. Hun forsøgte tilmed at sparke mit ben væk engang, fordi det hvilede på farmands stol.

Jeg var ved at blive sindsyg!!!

Farmand lagde ikke mærke til en fløjtende fis, så jeg gik her og troede, at jeg malede fanden på væggen og gik konstant rundt med en kæmpe irritation over, at hun skulle være sådan en møgunge. Og samtidig  en mega dårlig samvittighed, fordi – helt ærligt, pigen var 3år gammel. Det måtte jo være mig, der så spøgelser? Hun kunne jo ikke være jaloux i den alder, kunne hun?

Det var den værste følelse at gå med. Jeg følte mig splittet og hoppede fra den ene følelse til den anden. I den ene uge var jeg kæreste med den her helt vidunderlige mand, som var mere end jeg kunne drømme om. I den næste uge følte jeg mig sat helt på sidelinjen af en ung dame, som gerne ville styre dagsordenen, og en farmand, der slet ikke bemærkede hendes agenda. Men igen, en 3årig kan da ikke have en agenda på den måde! Kan hun?

Det var en virkelig hård periode med rigtig mange tårer og rigtig mange kampe. Flere gange havde jeg lyst til at løbe skrigende bort, men kærligheden til farmand holdt mig fast, og mig eget løfte om, at kæmpe til sidste dråbe, før jeg ville smide håndklædet i ringen

.

Hver gang vores børneuge skulle til at starte styrtdykkede mit humør. Min mave vendte sig og hele min krop skreg, at jeg bare ikke skulle være her. Jeg havde ikke lyst.

 

I de uger hvor Elouiza var hos sin mor, havde farmand og jeg mange lange samtaler, hvor vi prøvede at arbejde os igennem det og finde en løsning. Men det var et følsomt emne, og derfor endte mange af samtalerne i skænderier, der igen endte med, at den ene gik og den anden græd. Det var som regel farmand, der gik og mig, der sad og græd. For hvor farmand er lidt en hidsigprop, så er jeg en følsom mus. Det store problem i vores samtaler var, at farmand måtte være frustreret over E’s opførsel – han var jo hendes far og mente ikke noget ondt med det. Men hvis jeg var frustreret, tog han det personligt. Det kom der ikke noget godt ud af. Vi snakkede forbi hinanden hele tiden.

Tiøren faldt da jeg læste en artikel om børn og jalouxi – Konklusionen? Børn på 3 år kan meget vel være jaloux på en ny voksen! Det fik mig til at se tingene fra et helt nyt perspektiv og farmand med.
Vi gik til foredrag om sammenbragte familier, læste bøger skrevet af familieterapeuter og hvad der ellers ikke var. Jeg søgte nettet tyndt for alt hvad der var om livet som bonusmor, i et desperat forsøg på at finde hoved og hale på det hele.

Oven på alt det så holdt vi møde hver søndag aften inden vores uge med Elouiza startede (dengang havde vi skiftedag om mandagen). Vi snakkede om følelser – mest om mine følelser.

Hver gang vores børneuge skulle til at starte styrtdykkede mit humør. Min mave vendte sig og hele min krop skreg, at jeg bare ikke skulle være her. Jeg havde ikke lyst. Jeg havde ikke lyst til at komme træt hjem fra skole og ikke kunne blive krammet i armene på min dejlige kæreste, uden at der stod en 3årig og kaldte: “Farmand, farmand, farmand os miiiiig”.
Jeg følte ikke, at jeg kunne ligge paraderne ned. Jeg følte ikke, jeg kunne slappe af.
Jeg følte mig kvalt og irriteret hele tiden.

Jeg følte, at det hele tiden var de to sammen og så mig. Jeg var ikke en del af det. Jeg kunne ikke finde ud af bare at være til og nyde, heller ikke når E var med på den og inviterede ind til det.
Så var jeg så fyldt med irritation fra alle de andre gange, hvor hun havde været irriterende, at jeg ikke kunne give slip. Jeg gik bare rundt helt anspændt og ryddede op, lige indtil hun sov.
Så kunne jeg slappe af.

Det var sådan en rutsjebanetur. Og en konstant kamp om at stå op for mig selv og mine følelser, og samtidig en mega rådden samvittighed – for se lige den lille krøltop? Hvordan kunne man ikke elske hende? Hun er jo bare et barn.

Når ugen var gået holdte farmand og jeg igen møde. Vi snakkede og evaluerede. Snakkede børneopdragelse – hvad var vi enige om? Hvor var vi uenige? Hvordan finder vi et kompromis?
Vi blev bedre og bedre til at kommunikere om de svære ting. Efter et intenst halvt år med virkelig mange skænderier og virkelig mange tårer, var vi en enhed. Farmand lærte at give mig plads, og jeg lærte at træde i karakter. E lærte at respektere os begge to.

Fundamentet var sat. Farmand og jeg var blevet et team. Vi havde lært at være forældre sammen!

 

Vi laver mad med matchende forklæder, fra min far og bonusmor


“Halvvejs i hendes grædeseance, råber hun højt, at hun ikke vil stoppe med at græde, før hun får en is. For hjemme hos mor, får hun altid sin vilje, hvis bare hun græder længe nok”

 

Det var et hårdt år! Tingene blev bedre med tiden, men der var stadig så mange kampe!

De kampe, der virkelig kunne trække tænder ud, var når E brugte sin mor.
Jeg husker tydeligt en dag hun kom hjem fra børnehave. Hun havde sat i hovedet, at hun gerne ville have en is, men farmand sagde nej, ikke inden aftensmaden. E blev hysterisk og begyndte at græde helt voldsomt. Efter en tid, hvor hun ikke ville trøstes, fortsatte farmand aftensmaden og E satte sig på gulvet på hendes værelse og hylede videre, hun nærmest skreg.
Her sad lille E så og var mega sur og råbte: “Dumme dumme farmand”. Hvis vi ikke reagerede, blev det efter fulgt af et: “Jeg savner moooaaar” alt imens hun græd og skreg. Jeg har aldrig hørt et barn græde så højt. Jeg kan huske, at jeg var helt i chok over hvor længe hun kunne holde det lydniveau.
Halvvejs i hendes grædeseance, råber hun højt, at hun ikke vil stoppe med at græde før hun får en is. For hjemme hos mor får hun altid sin vilje, hvis bare hun græder længe nok.
Jeg var chokkeret!

Både over hvor sørgeligt, jeg synes det var, hvis det virkelig var tilfældet hos hendes mor, og hvor genial hun egentlig var den bette lort.
Det endte med, at hun græd i over en time – men fik dog ingen is!

Jeg frygtede altid, når vi satte grænser for E. Jeg frygtede for, at hun ville begynde at græde og starte sin “Jeg savner moooar”-rutine. Jeg syntes, det var så fejt, og det gjorde ondt.
Jeg vidste, hun bare var et barn. Hun afprøvede situationens muligheder. Når der blev sat grænser blev hun utilfreds, og i hendes børnelogik var der et hjem hvor reglerne er anderledes, så børnelogikken sagde hende, at “der vil jeg gerne hen, så jeg får det, som jeg vil ha’ det”.

Men det gjorde stadig ondt. For vi var meget forskellige, og E fik lov til rigtig mange ting hos sin mor, som hun ikke fik lov til hos os, så der kunne meget nemt opstå situationer, hvor jeg-savner-mor-showet blev sat på.

Det gjorde ondt, når man prøvede sit bedste, og alligevel fik så hård en afvisning.
Det gjorde ondt på mig, at se hvor såret farmand blev. Han har kæmpet så hårdt og altid været der for det barn  – og for hendes mor, for den sags skyld, og så kan han få lov til at sidde her med en følelse af utilstrækkelighed, fordi alle de værdier og de grænser, han prøver at sætte for sin datter føles nyttesløse. Det var hårdt, at se ham kæmpe alle de kampe hele tiden.

 

“Det kan mor også”

 

Da E mere eller mindre havde fundet ud af, at hun ikke nåede så langt med sine kampe, faldt hun mere til ro. Det var stadig farmand, der var i førertrøjen i forældrerollen, men hun kunne rumme, at jeg var der og nød at få godnathistorier fra mig, så længe det bare var farmand, der lå inde hos hende, når hun skulle falde i søvn.

Vores familie blev mere harmonisk igen, og jeg var efterhånden ret meget inde i rollen som bonusmor. Jeg følte mig som en bonusmor. Jeg var noget ekstra, til noget, der i forvejen eksisterede. Jeg forsøgte ikke at udfylde en mor-rolle. Det var ikke mit ønske. Det var vigtigt for mig, at E vidste, at jeg ikke var en konkurrent til hendes mor. Jeg var bare noget ekstra.
Jeg omtalte mig heller aldrig som E’s bonusmor, men som “Elouizas fars kæreste“.

Elouiza var efterhånden blevet meget glad for mig. Hun nød alle de ting, jeg kunne give hende. Nogle ting, der var ret forskellige fra hvad hendes mor kunne tilbyde, for vi er to meget forskellige personer.  Jeg var hendes Alex.

Jeg fik nu kram og kys og masser af opmærksomhed. Hvis jeg ikke var hjemme fra skole på skiftedagen, når E kom hjem til os, ringede hende og farmand altid og sagde hej, fordi E gerne ville vide, hvornår jeg kom hjem.
Det var et stort skridt for hende, og jeg følte mig meget beæret over, at hun gav mig al den kærlighed. Da jeg mødte E ville hun ikke krammes. Kun af mor og far og kun, når hun var ked af det eller træt og gerne ville bæres. Men ikke af andre i familien, og ikke hvis hun ikke havde brug for det. Og hun gav i hvert fald aldrig kys.
Jeg kan stadig huske samtalen mellem farmand og mor til en sommerfest i børnehaven, hvor de jokede lidt med, at de da skulle have været bonus-forælderen, med al den opmærksomhed jeg fik fra E, som kun ville sidde hos mig, og holde mig i hånden. Her fortalte farmand til mor: “Ja, og Alex kan endda få kys af Elouiza“, hvortil mor svarede: “Ej hvor er du heldig. Det må jeg ikke engang.
Så det var bestemt ikke noget jeg tog forgivet. Allerede her, var begyndelsen på den relation vi har i dag.

Efter en tid med denne kærlige dynamik kom en fase hvor Elouiza var meget loyal overfor sin mor.
Hvis hun blev glad for noget jeg lavede med hende, eller noget jeg kunne, så bremsede hun sig selv i sin begejstring og skulle altid lige nævne, at “mor kan også…”

Det gik først rigtig op for mig, hvad det var, der rørte sig hos Elouiza, da jeg havde strikket hende en sweater, og hun simpelthen blev så glad, at hun hoppede og klappede i hænderne, hvorefter hun stod bumstille og sagde “mor kan også strikke“.
Det ved jeg, at hendes mor ikke kan. Det var der, det gik op for mig, at E havde en kæmpe loyalitet over for sin mor. Det synes som om, at E fik dårlig samvittighed over for sin mor, når hun blev glad for ting jeg var en del af. Farmand og jeg snakkede lidt om det, han havde også observeret det.
Vi var enige om, at den følelse skulle E ikke stå med, så vi begyndte at snakke om nogle gode ting omkring hendes mor herhjemme. Hidtil havde hun ikke været det store samtaleemne (siden jeg-savner-mor-fasen), medmindre det var fordi, E havde fået gaver eller slik, så ville hun rigtig gerne fortælle om mor. Så vi begyndte at snakke lidt mere om mor.
I situationer som den med den strikkede sweater, satte vi ord på situationen og fortalte E, at det var helt okay at blive glad. Også selvom det er noget mor ikke kan. Men så kan mor helt sikkert noget andet – noget som farmand og Alex måske ikke kan.

Efter en periode slappede hun mere af, og så var det som om vi efterhånden havde skabt en balance i familien igen.

Jeg var kommet meget ind i billedet, og jeg følte mig stadig ret meget som en bonusmor. Jeg var noget ekstra. Jeg var en del af en familie og hele mit liv var struktureret omkring E. Men jeg var alligevel ikke en del af det, når det kom til beslutninger, møder, ugebeskeder og hvad der kunne være. Jeg kunne trække mig hvis jeg ønskede det.

 

Bonusmor med stort “mor”

 

De næste par år vokser båndet og kærligheden mellem E og jeg. Hendes plads i mit hjerte vokser sig større og større. Vi er igennem alle de hårde tider, og der er harmoni i vores familie. Vi er E, farmand og Alex. Vi er et team! En familie!
Jeg vokser mere og mere ind i forældrerollen, og E åbner sig mere og mere for, at jeg får den plads hos hende.

Da E når femårsalderen er jeg efterhånden solidt plantet i forældrerollen med alt hvad der hører til af madpakker, putteseancer, hente/bringe-ture til børnehave, trøste, nusse, vasketøj og bussemænd.
– Selv E kan mærke det og fortæller, at hendes forældre er Mor, Farmand og Alex, når de taler om det i børnehaven. Det er også omkring denne tid hvor farmand og jeg bliver forlovet, og E sidder med tårer i øjnene og siger, at det er den bedste dag i hendes liv, da vi fortæller hende, at farmand har friet til Alex, og vi skal giftes.

Det rørte mig. Der er så mange historier med bonusbørn, der ikke accepterer deres bonusmødre og bliver ulykkelige, når farmand skal giftes med en ny. Jeg ved, at vi er lagt fra sådan en situation, og at det skyldes en masse hårdt arbejde. Men jeg kan stadig ikke lade være med at være så inderligt taknemmelig for den familie vi har fået bygget op.

 

 

“Jeg havde bare lyst til at holde hende og beskytte hende – for hendes egen mor! Det var var så surrealistisk en situation at stå i”

 

 

Det er dog også i denne periode, at E’s mor får en ny kæreste. Det er ikke den første kæreste E møder, men det er den første kæreste, som vi hører om og lærer at kende.
Efter kort tid flytter de sammen. Vi flyttede også sammen tidligt, men det der adskiller mor og hendes nye kæreste, fra den situation vi var i, er at mor opsagde sin lejlighed, og hun er bopælsforældre. Så hvis hun flytter så flytter hun på hele E’s base.

Mor flytter til den nye kærestes lejlighed og selvom farmand var imod det, skal E derfor skifte børnehave for det sidste år inden skolestart. Omkring en måned efter de er flyttet sammen går de fra hinanden og mor må flytte igen.

Vi hører kun en brøkdel af det, der egentlig foregår, men sidder til gengæld med et utrøsteligt barn i armene, som ikke vil hjem til sin mor. Det var en rigtig hård periode for E. Hun er urolig og umulig at få til at falde i søvn, fordi hun bare græder og græder.
Jeg husker så tydeligt en aften, hvor jeg sidder med hende i skødet på gulvet på hendes værelse, og vukker hende roligt, mens hun klamrer sig fast til mig og græder og græder. Det var sådan historien om Sally Søvnfe kom til. Et desperat forsøg på at få ro på den lille piges tanker, da klokken var nær midnat.

Det korte af det lange er, at i den her periode knytter E sig så ekstremt meget til mig. Jeg kan ikke forlade vores lejlighed uden, at hun græder, selvom hun har sin far. Det er mig, der skal putte, det er mig, der skal trøste, mig, der skal nusse. Det er også her vi dropper alt om at sove på eget værelse og begynder at samsove. Hun græder og er ulykkelig og tydeligvis frustreret over situationen hos sin mor.

Mit hjerte knuses om og om igen i den periode af sorg over alt det Elouiza skal igennem.
Jeg følte mig magtesløs. Jeg ville hjælpe hende, det ville vi begge! Men vi kunne jo ikke blande os i det som foregik hos mor? Vi kunne ikke engang samarbejde, for den mindste tøven fra vores side og mor var helt oppe i det røde felt. Vi kunne kun trøste og tage imod alle de ekstra dage med E, som hun søgte og som mor godkendte.

Jeg havde bare lyst til at holde hende og beskytte hende – for hendes egen mor! Det var var så surrealistisk en situation at stå i. Jeg var så vred på mor i den periode. Det var jo hende som var MOR. Hvordan kunne hun svigte sin lille datter så voldsomt?

Lad os bare sige, at det var et hårdt år for os alle sammen, nok også for mor.

 

 

“Det er den dag, med alt hvad der ledte op til, jeg husker som at være skelsættende for E’s og mit forhold. Her ændrede min rolle sig fra at være bonusmor, til at være en mor, når hun var hjemme hos os”

 

 

Jeg kan huske en dag, i hele den her kaotiske periode, jeg var ude og gå en tur med E. Hun fortæller mig, at hun synes, at jeg er verdens bedste bonusmor og føler sig så heldig, at hun har mig. Så klemmer hun min hånd ekstra meget og siger, at jeg må love hende, at farmand og jeg aldrig nogensinde går fra hinanden. Jeg kysser hende i håret og svarer med et: “Det lover jeg dig skat!“.

Det er den dag, med alt hvad der ledte op til, jeg husker som at være skelsættende for E’s og mit forhold. Her ændrede min rolle sig fra at være bonusmor, til at være mor, når hun var hjemme hos os.
Nu kaldte hun mig bonusmor, når hun præstenterede mig for andre, og sagde også, at hun gerne ville have, at jeg gjorde det samme.

Jeg var stadig nervøs for at træde hendes mor over tæerne. Men den lille pige havde brug for mig, og jeg lærte med tiden, at det var det eneste, som var vigtigt.
Som E så fint selv sagde en aften ved sengetid:

 

Alex, du er jo faktisk min mor herhjemme. Fordi du jo er min bonusmor. Så det er en rigtig bonus, at jeg har dig. Det er ligesom at jeg har to mødre. Så jeg føler mig faktisk ret heldig“.

 

– Jeg var rørt til tårer. Det var heldigvis ved sengetid, så hun kunne ikke selv se det.

Moralen må være, at der ikke er noget der er så skidt, så det ikke er godt for noget. Selvom jeg stadig ønsker, at hun kunne have været foruden den oplevelse og have en bedre relation sin sin egen mor.

 

Vi har malet skilt og er parate til at heppe på farmand til et crossfit stævne.

“Bliver vi nogensinde en rigtig familie?”

 

E’s første minde med mig var, da vi sad og legede med lego i gangen. Hun husker ikke selv noget fra alle de svære perioder og alle kampene fra vores første tid sammen. For hende har det altid bare været Mor, Far og Alex, som var hendes forældre.

Så sent som i onsdags, da hende og farmand kørte i bilen, havde hun fortalt ham, at hun var rigtig glad for, at han havde mødt mig, og at det var mig som var hendes bonusmor.

Der var virkelig engang, da jeg sad i lejligheden i Valby. E havde haft endnu en af hendes shows kørende, og farmand og jeg havde været oppe og skændes efter, hun var lagt i seng, udkørte af E’s skrigeri. Jeg sad grædende på gulvet og tænkte: “Er det her virkelig dét værd?” og
“Bliver vi nogensinde en rigtig familie?”

Svaret er JA! Det blev vi. Vi blev en rigtig familie!

og JA! Det har virkelig været det hele værd!

Jeg elsker at være bonusmor for Elouiza. Hun er mit guld! Hun kommer i første række før noget andet i mit liv. Jeg elsker hende ubetinget – også de sider, som minder om hendes mor.

Der er mange måder at være bonusmor på. Jeg er blevet formet ind i en rolle efter hvordan jeg selv er som person og hvad E har haft brug for. Og jeg synes den rolle er fantastisk.

Jeg har ofte skulle høre fra min omgangskreds om hvorfor jeg gav så meget af mig selv. Var det jo ligesom ikke hans barn? Hvorfor skal jeg så også være hjemme i børneweekender?
Men jeg vidste fra start af, at hvis jeg trådte ind i dette lille menneskes liv, så gjorde jeg det med alt hvad jeg havde i mig. For det var ikke hendes valg, at jeg pludselig var der. Det var et valg hendes far og jeg havde taget.
Det ligger ikke i mig at gøre tingene halvt – Dét, kombineret med, at jeg har det største mor-gen i mig, blandet med en 50’ernes hjemmegående husmor og en meget ambitiøs ung kvinde gjorde, at jeg blev den bonusmor, som jeg er for Elouiza i dag.
Jeg elsker den pige af hele mit hjerte.

Jeg har flere gange lagt ører til “bare vent til du får dit eget barn”.
Men E er mit barn!
Den dag farmand og jeg får et barn sammen, så vil hun være lige så meget mit barn, som det barn vil være. Det har jeg plads til i mit hjerte.

Som jeg altid har sagt til Elouiza – Du har måske ikke ligget i min mave, men du vil altid været mit første barn. Og det er noget helt specielt!
–  Det er hun godt tilfreds med at høre.

 

 

 

 

Tak fordi du læste med!

Kh Alexandra 

 

 

 

Andre blogindlæg i samme serie:
Fra Tinderdate til bonusmor – It’s a match
Fra Tinderdate til bonusmor – Første date
Fra Tinderdate til bonusmor – Min bonusdatters mor