Husmor eller karrierekvinde?

Husmor eller karrierekvinde?

 

Vores liv har ikke altid været så harmonisk og med så meget ro og nærvær, som I kan læse jer til her på bloggen. Det er noget vi har arbejdet os frem til, de sidste to år.

Især min tid før farmand og E, har været i et langt højere gear, end hvad godt er.

Jeg ved ikke om jeg har nævnt det før. Men før, jeg mødte Farmand og baby-E, læste jeg på medicinstudiet og havde en overbevisning om, at jeg skulle være en succesfuld plastikkirurg, koste hvad, det koste ville!

Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg har siddet på læsesalen med næsen i bøgerne med en dobbeltshot latte og 2 energidrikke og hvad jeg ellers kunne finde af hurtige kulhydrater i seven-eleven, ved min side. For bagefter at tage hjem kl 21 på en søndag og lægge mig i min seng med totalt hjertebanken. Jeg var meget drevet, ambitiøs og intet skulle stå i vejen for min karriere. Heller ikke min familie! I øvrigt var jeg overbevist om, at jeg godt kunne begge dele.
– Det kan man sikkert også, men nok ikke uden at gå på kompromis hist og her.

Hvis der var noget, Baby-E lærte mig, så var det, at min familie kunne jeg aldrig gå på kompromis med!

Efter min anden sygemelding i en alder af kun 24 år, endte jeg med at ændre hele mit syn på karriere og familieliv. Jeg havde brug for at finde en måde, hvorpå jeg kunne balancere min vidensbegærlige præstations-hjerne og mit store familie-hjerte.

 

Hvordan kombinerer jeg så det?

 

Det har jeg stadig ikke den perfekte løsning på.
Men jeg har fundet ud af så meget som, at min uddannelse og min karriere ikke skal definere mig.

 

 

 

“Jeg har aldrig været stolt af mine gode karakterer. Til gengæld kunne jeg blive så flov, hvis jeg fik en dårlig karakterer. Når jeg præsterede noget godt, fik jeg mest af alt en følelse af “Så langt, så godt”. Når jeg ikke kunne præstere, så følte jeg mig værdiløs”

 

Jeg har præsteret meget i en alder af 27 år.

Blandt andet flyttede jeg hjemmefra som 16-årig, grundet en ærgerlig skilsmisse mellem mine forældre. Jeg var under 18 og arbejdede til minimumslønnen på 52,50 kr i timen. Derfor havde jeg 3 jobs, for at kunne få tingene til at løbe rundt. Samtidig var jeg lige startet i gymnasiet og vidste, at hvis jeg skulle væk fra den her sølle ø, vi kaldte Lolland, og ind mod den spændende storby, for at gøre karriere som læge, så skulle der nogle gode karakterer til.
– Og det fik jeg! Og mere til.

Jeg søgte ind på medicinstudiet i en alder af 19 år med et gennemsnit på 11,2.
Inden, at jeg var fyldt 25 år, havde jeg deltaget i mit første forskningsprojekt og fik mit lange navn på den artikel, projektet endte ud i.

Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at mine forældre var pave stolte af deres unge datter på medicinstudiet.

Men hvad mærkede jeg selv?

 

Ingenting… 

 

Jeg har aldrig været stolt af mine gode karakterer. Til gengæld kunne jeg blive så flov, hvis jeg fik en dårlig karakterer. Når jeg præsterede noget godt, fik jeg mest af alt en følelse af “Så langt, så godt”. Når jeg ikke kunne præstere, så følte jeg mig værdiløs.

Jeg ved ikke hvor det her præstations-gen kommer fra. Men jeg vidste, at jeg ikke kunne have det sådan her for altid. Jeg havde ikke lyst til at have det sådan her!

 

Jeg toppede mit præstations-marathon med at presse min, efterhånden virkelig udmattede, krop igennem en vild transformation, for at deltage i en bikini fitness konkurrence. Jeg endte med at smadre mit stofskifte, og min krop var efterhånden virkelig syg.

Først dér blev mine øjne endelig åbnet!

Jeg måtte ændre noget, drastisk!

Lige nu stod jeg i en ung alder og junglerede med et vanvittigt studie, en syg krop, et nyt familieliv og en forholdvis ny rolle som bonusmor.
– Og så var jeg på anden sygemelding med stress og begyndende depressionssymptomer, og jeg var ikke engang fyldt 25 år!

 

Hvad skete der lige?

 

Fra da af, startede jeg en proces, hvor jeg ændrede hele mit liv.

Jeg lavede en “med.school drop out” og søgte ind på fysioterapeutuddannelsen. Jeg prioriterede ro og nærvær, og alt jeg har foretaget mig lige siden, har været med de to værdier i sinde.

Jeg kunne have dimitteret fra Fysioterapeutuddannelsen denne sommer, men i stedet er jeg et helt år bagud i forhold til det hold, jeg startede sammen med – og jeg har faktisk endnu et orlov planlagt. Ikke kun for min skyld, men fordi vi lige nu har brug for at øge ressourcerne i vores lille familie.

 

Jeg har for en gangs skyld ikke travlt.

 

Jeg prioriterer, til hver en tid, flere ressourcer på farmand og E, end jeg gør på mit studie. Hvis E er inde i en svær periode, som hun har været de sidste to år, så smider jeg alt, hvad jeg har i hænderne, for at være der for hende. For hun er vigtigere!
Jeg får aldrig tiden med E igen. Jeg kan altid tage en uddannelse.

At ytre mig sådan, er meget langt fra den person, jeg var engang.

Nogle gange kan jeg faktisk godt gå lidt i panik, når det går op for mig, at jeg for første gang i mit liv, ikke har en målrettet plan for min karriere. Alle på mit studie har studiejobs og bestemte fagområder, de brænder for. Jeg ved faktisk ikke engang, om jeg vil være fysioterapeut længere?

Jeg har tusind ting, jeg brænder for, men lige nu vil jeg gerne bare være i nuet.
Med E. Med Farmand. Med min familie.

Jeg har aldrig været så stolt over noget, som jeg er, over at være den bonusmor, jeg er, til E, og den hustru, jeg er, til farmand. Jeg er stolt af den familie vi har bygget, sammen. Stolt af den ro og harmoni, som vi altid formår at have i vores hjem.

 

“Jeg har aldrig været så stolt over noget, som jeg er, over at være den bonusmor, jeg er, til E, og den hustru, jeg er, til farmand”

 

 

Præstations-Alex sidder stadig og ulmer under overfladen, og jeg skal være opmærksom på ikke at lade hende få frit løb.

 

Uanset hvad der får dig til at tage en pause, skrue ned og finde roen. Så er det en god investering i dig – både for dig selv, men også for din familie.

 

Jeg har gennem tiden erhvervet mig nogle gode redskaber til stressede situationer, og det er dem, jeg arbejder med. Det er en konstant udvikling. For vi lever nu engang i et samfund, der gerne vil presse os til de yderste. Men uanset hvad, der får dig til at tage en pause, skrue ned og finde roen. Så er det en god investering i dig! Både for dig selv, men også for din familie.

 

 

 

 

Tak fordi du læser med! 

Kh Alexandra