Hvordan laver man en baby?

Hvordan laver man en baby?

Elouiza: “Aleeex.. skal dig og Baba egentlig have børn en dag?”
Mig: “Ja, en eller anden dag skal vi da, skat.”
Elouiza: “Ej, Så ved du godt I skal bolle ik´?”
Mig: “…”

Ovenstående samtale havde jeg med E for et lille halvt års tid siden. Jeg var ved at tørre hendes hår efter bad. Det ironiske ved den samtale var, at fire timer senere, lå jeg inde i sengen med en kanyle i hånden og stak mig i maveskindet – Hej til fertilitetsmedicin! Hej til det 21. århundrede, hvor storken ikke kommer med babyen og du faktisk slet ikke behøver at bolle!

 

 

 

Jeg var 24 år dengang da jeg smed p-pillerne. Det var juni 2016.

 

Hold nu op det var spændende!

 

Farmand og jeg havde besluttet, at vi var klar til at forene vores gener og få vores eget fælles barn. Vi stod og var ved at flytte til en ny og større lejlighed. Foruden, at E kunne få sit helt eget værelse, var der faktisk også et ekstra værelse – perfekt til den kommende baby! Alt var bare så lykkeligt og lyserødt!

Jeg er en rigtig planlægningstype. Så selvfølgelig gik jeg og lavede lidt planer i tankerne omkring hvornår det liiige ville være smart at ramme plet i forhold til eksamener, praktik og barsel.

Men hvis der er noget, jeg har lært af den her rejse, så er det, at planlægning kan man nogen gange stikke skrot op! For 3,5 år skulle det tage, før vi stod med en positiv graviditetstest.
På de 3,5 år har jeg set utallige i min omgangskreds blive gravide. Læst flere falske 1. aprilsnart annonceringer på facebook, hostet babyshower og leget dikke dikke med familiens babyer. Men min egen baby kom bare aldrig…

 

Det er 3,5 år hvor jeg virkelig har oplevet de værste sider af mig selv, de mørkeste dage og lysten til ikke at eksistere. Det er samtidig også de 3,5år hvor jeg er vokset aller mest. Hvor jeg har lært at have så intens et håb og en tro, der næsten kunne flytte bjerge. Hvor jeg har oplevet de hidtil stærkeste sider af mig selv.

 

Nu er vi ude på den anden side – og her håber jeg vi bliver.

 

Intet blev som jeg drømte om, men det her blev vores rejse og der er altid en mening med alting.
Jeg kan se så mange meninger med hvorfor det netop er lige nu, at det er helt perfekt for os at få et barn. Der er så mange ting, der er meget bedre nu end for 3,5 år siden. Min relation til E, familieforhold, at vi lige er flyttet til et idyllisk rækkehusområde, hvor intenst vi kender hinanden i vores parforhold og meget mere.

Det jeg ikke kan se meningen med, er al den smerte.

Jeg bliver aldrig den samme person igen – men jeg bliver meget snart mor! <3

 

 

“Det egentlig ret sjovt det der med at have sex, når man gerne vil have en baby. Slut med klatter på lagnet, på barmen eller i munden hvis du er lidt frisky.”

 

Det egentlig ret sjovt det der med at have sex, når man gerne vil have en baby.
Dig, der har prøvet det, kan måske nikke genkendende til den der helt vildt kærlige og intime stemning, når man kravler under dynen og det ikke kun handler om hård diller og liderlighed, men om, at man gerne vil skabe noget sammen. Slut med klatter på lagnet, på barmen eller i munden, hvis du er lidt frisky. Nu er det en målrettet klat! Og går du hele vejen, så svinger du lige benene op ad hovedgærdet bagefter! Bum! Så er den i vinkel – godt arbejde!

 

Første gang graviditetstesten var negativ var skuffelsen stor, men håbet endnu større.

Vi var jo kun lige gået i gang, og havde jeg ikke også hørt, at det kunne tage noget tid før hormonet fra p-pillerne er helt ude af kroppen? – Ind og google og læse på minmave.dk.

De næste par gange går det også nogenlunde an, og så begynder tankerne at suse rundt.

Tilføjelsen af ægløsningstest gør kun det hele meget værre.
Sex er fedt!
Men planlagt sex kl 22 efter en dag i fuld flor med knald på hjemmet med bonusbarn og madlavning og lektier.. Det altså knap så fedt! Tilføj en sms fra en hidsig biomor og prøv så at komme i den rette stemning! Ha!

Men ja. Efter et år med vild sex, der bliver til planlagt sex, der bliver til en knap så sexet stress faktor, kan man blive indstillet til fertilitetsbehandling via egen læge.
Her havnede vi så! To trænings-helse-freaks på 25år og 28år.

Fortsættelse følger… 

 

 

 

 

Tak fordi du læser med!

Kh A

 

 

Andre blogindlæg i samme serie:
Den største eksamen i livet