Hvorfor fejrer vi fastelavn?

Hvorfor fejrer vi fastelavn?

 

 

I år falder fastelavn søndag d. 3 marts.
Vi har fået de sidste detaljer til Elouizas kostume på plads, så hun er klar til fastelavnsfest i skolen.

Det fik os til at snakke lidt om fastelavn. For hvad er fastelavn egentlig? Og hvordan forklarer man lige en hundrede år gammel tradition, der inkluderer katte-mord og alkohol, på en børnevenlig måde?

 

 

 

40 dages faste

Oprindeligt knytter fastelavn sig til den Kristne faste, som varede i 40 dage, fra onsdagen efter fastelavn (askeonsdag) til påskedag.
Den kristne, religiøse faste var en måde at fordybe sig i sin relation til Gud, med fokus på bibellæsning, bøn og hjælp til medmennesket. I gamle dage gav man afkald på mad i 40 dage, ligesom Jesus, der fastede 40 dage i ørkenen.

 

 

Fastelavn

Fastelavn kommer af det tyske “Fastelabent”, der betyder aftenen inden fasten.

I gamle dage var fastelavn en fest for voksne, med udklædning og mad og drikke i rigelige mængder, som strakte sig over fire dage: Fastelavnssøndag, Mandag efter fastelavn, Hvide Tirsdag og Askeonsdag.

Både fastelavns søndag og mandag blev der spist flæsk og kød i store mængder.

Hvide tirsdag spiste man ikke længere kød, men i stedet hvedeboller, der kan minde om det, vi i dag kender som fastelavnsboller.

Askeonsdag er så onsdagen efter fastelavnssøndag. Nu starter fasten.
Denne dag handler om livets synder. Igennem bøn og anger forbereder man sig på de mirakler påsken bringer.

 

 

 

Fastelavnsboller

Tirsdag efter faste, kaldet hvide tirsdag, var det slut med flæsk og kød.
I stedet måtte man nu spise “hvide fødevarer” som hvedemel, æg, mælk og sukker.
I gamle dage var disse råvarer dyre, og blev normalt kun serveret ved særlige lejligheder.
Der blevet lavet en særlig ret af disse ingredienser, kaldet Æggesøbe. Det spiste man med hvedeboller.

Måske er det her vi finder inspirationen til vores fastelavnsboller?

 

At slå katten af tønden

I gamle dage var der en rigtig kat i tønden. Der findes ikke nogen mild måde at sige det her på – men kort sagt, så troede man på, at man ved at slå katten ihjel i tønden, kunne slå det onde ihjel.
I dag har vi heldigvis fundet på en festligere måde at fejre fastelavn, med en tønde fuld af slik og en kat af sort karton – klistret på tønden.

 

 

Fastelavnsris

Fastelavnsriset havde flere betydninger i gamle dage, og var ikke helt så fint, som det er i dag med slik og pynt.
Fastelavnsriset blev brugt til at slå med, for at mindes Jesu lidelser.
Men Fastelavnsriset blev også brugt til de såkaldte “drilleskikke”, som var små sjove drillerier.
Blandt andet brugte man det til at “rise hinanden op”, hvilket betød, at man blev vækket på sengen ved at blive slået med fastelavnsriset. Her kunne det vidst godt betale sig at stå tidligt op.

Fastelavnsriset blev også brugt som en drilleskik af de unge mænd til at slå pigerne, da man troede på at det kunne fremme frugtbarheden, at slå pigerne med de friske grene.

 

 

 

Glædelig Fastelavn til Dig og Dine!
Tak fordi du læser med!

Kh Alexandra