Hvorfor skal vi flytte??

Hvorfor skal vi flytte??

Det var faktisk ikke fordi vi gik med flytteplaner på nogen måde.
Vi bor i en dejlig stor lejlighed på 105kvm, med stor altan, tre store værelser, stort badeværelse, depotrum og et stort køkkenalrum. Og så er det nybyggeri.
En kæmpe opgradering fra vores lille 2-værelses vi boede i, da E var lille.

Vi har dog altid vidst, at vi på et tidspunkt ville flytte.
Når vi får børn en dag kunne vi godt ønske os flere værelser, da det er rart at vi kan have et kontor til farmand, så han kan arbejde hjemmefra.
Vi var også interesseret i at bo til en billigere husleje, da det er vores plan, at jeg max skal arbejde deltid når jeg er færdiguddannet. Lige nu deler jeg mit studiet op i flere dele, så det også svarer til deltid. For ellers kan vi ikke få det til at hænge sammen herhjemme uden, at vi alle sammen bliver trætte og stressede. Vi bruger enormt mange ressourcer på kørsel til/fra E’s skole, så det kræver en holdindsats at få hverdagene i børneugen til at foregå uden stress.

Som et tredje ønske ville vi gerne blive i Valby. Vi er så forelskede i byen og alle dens mulighedheder. Og så er vi omgivet af parker, gode institutioner og skoler, byliv og masser af børnevenlige områder.

Så kort sagt er vores drømme bolig en minimum 5-værelses, til under 10.000kr i husleje, midt i Valby – altså godt og vel umulig!
– Troede vi…

I foråret skrev vi os så op til et rækkehus på Grønttorvet. Der var 24 boliger i alt, og tildeling foregik ved lodtrækning. Der havde været 772 ansøgere! Og så var vi nogle af dem, der fik en bolig!
Say what!?!

Vi havde ikke engang set boligen, men vi sagde ja med det samme!
Den opfyldte alle kriterier og så fik vi endda en have!!

Den efterfølgende tid var vi alle vildt spændte og gik forbi rækkehuset hver gang vi var ude og gå tur.
En af gangene var vi så heldige at blive lukket ind af en håndværker, så vi kunne se boligen indvendigt.
Og jeg var HELT SOLGT! Selvom det er almen bolig+ og princippet er en “budgetvenlig bolig”, så er den endnu mere lækker en den bolig vi bor i nu!

I starten af august kunne vi så vise E boligen indvendigt, da der blev afholdt beboermøde hvor man samtidig kunne få lov til at se sin bolig.
Hun var lige så glad som vi var, og slog masser af vejrmøller rundt i sit nye værelse!

Det hyggelige ved den her boligtype er alle de møder man afholder inden og de udvalg man indgår i sammen med sine naboer. Vi kender stort set alle vores naboer inden vi overhovedet er flyttet ind. Allerede nu er der en god fællesskabsfølelse imellem os alle. Det er en af de ting jeg har savnet SÅ meget i den tid vi har boet i lejlighed. Jeg er vokset op på Lolland hvor alle hilser på hinanden – herinde kender vi ikke engang naboerne, selvom vi har boet i lejligheden i 3 år!

SÅ hurra for rækkehus, græs og søde naboer! Jeg føler mig hjemme!

Tak fordi du læser med!

Kh Alexandra