Jeg vil ikke hjem til mor – del 2

Jeg vil ikke hjem til mor – del 2

Læs del 1 her

 

E’s mor er nu vendt tilbage med et svar på SMS’en og den håndsrækning vi gav hende, og vi har efterhånden rundet samtalen af.

Det korte af det lange er, at det kom der ikke noget godt ud af og det var ikke meget samarbejde, der kom ud af den situation – desværre.

“Mor sagde, at hun ville tænke over det. Men der gik ikke engang et minut, så sagde hun nej”

 

Det var et meget skuffet barn, vi fik hjem, fra mor, den efterfølgende skiftedag. Hun var ked af det og fortalte, at hun slet ikke følte, at mor ville lytte til hende.
Da E havde fortalt, at hun gerne ville bo her flere dage, havde mor, i følge E, spurgt:
Jamen kommer du da ikke til at savne mig?“.

E fortalte, at hendes mor havde sagt, at hun ville tænke over det, og i følge E gik der ikke mere end et minut før mor sagde nej: “Hun nåede ikke engang at rejse sig fra sofaen, Alex, det er jo ikke at tænke over det”.
Men svaret var nej. Uden nogen grund. Bare nej.

Jeg spurgte E, hvordan hun havde det med det. Hun sagde, at hun var rigtig ked af det, og følte ikke, at mor var en man kunne snakke med. Men hun ville jo heller ikke gøre mor ked af det ved at spørge igen, for mor havde jo også sagt til hende, at hun ikke måtte plage.

Så der gik lige et par dage med at bearbejde hele den seance, men så har der ellers været en dejlig ro hos hende i de her tre uger, hvor hun har været hos os. Det er faktisk først de sidste par dage her op til skiftedagen i dag, hvor hendes humør er dalet igen. På trods af, at hun ikke har set sin mor i tre uger, begyndte hun allerede i foregås med at være ked af det over, at hun skulle til sin mor i dag. Her til morgen var det spidset helt til, med et ulykkeligt barn, som skulle trøstes inden skole, så afleveringen kunne foregå nogenlunde roligt.

Vi prøver med alt hvad vi har, at anderkende hendes følelser, samtidig med, at vi prøver at hjælpe hende med at tro på, at det nok skal gå.

“Jeg prøver at tænke på, at det er hendes odds som delebarn. At selvfølgelig skal hun se sin mor.
Alligevel står jeg med den her følelse af, at jeg svigter hende”

 

Nogle gange ville jeg ønske, at vi bare kunne skrue tiden fire år tilbage til dengang E godt kunne lide at være hos sin mor. Dengang vi krammede en glad pige farvel, og glædede os til næste gang hun kom igen. Jeg synes det er svært at stå i skiftedags-situationen og sige farvel til E, når hun er så ked af det. Jeg prøver at tænke, at det er hendes odds som delebarn. Og selvom hun så gerne vil være mere her, så skal hun også se sin mor, og hun skal nok komme igennem det. Selvom, at der måske er mange ting lige nu, som gør hende ked af det derhjemme, så vil der også være gode ting, der gør hende glad. Og på et tidspunkt bliver situationen forhåbentlig bedre.

Alligevel står jeg med den her følelse af, at jeg svigter hende…

Især de aftener hvor hun græder i mine arme og grædende beder: “Du må gøre noget, Alex“.
Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre?

 

“Medmindre vi indberetter mor, eller søger om ændring af samværsordning og bopæl, er der ingen hjælp at hente til E” 

 

Jeg føler, vi har ringet rundt til alle tænkelige ressourcer, i et forsøg på at opnå lidt vejledning om, hvordan vi bedst tackler den her situation.

Vi har talt med Gladsaxe kommune, hvor E har bopæl. De fortæller at medmindre vi indberetter mor, så kan de kun tilbyde, at E kan tale med en forebyggelseskonsulent. Jeg ved dog ikke hvad en indberetning skulle kunne hjælpe i den her situation? Det ser hverken farmand eller jeg som en mulighed. Forebyggelseskonsulenten, som E ville kunne tale med, havde netop opsagt sin stilling, og så var der ikke mere hjælp at hente der.

Vi har også talt med Familieretshuset, og de fortæller, at medmindre vi ansøger om bopæl og ansøger om ændring af samværsordning, kan de heller ikke hjælpe. Det er kun E’s mor, der kan tage hende til en børnepsykolog, da hun er bopælsforældre, og familieretshuset kan ikke tilbyde samtaler med børn, medmindre barnet er tilknyttet en igangværende sag.
Begge steder opfordrer de til, at vi går i dialog med mor (Tak, det havde vi da slet ikke tænkt på eller prøvet 🙂 ) og, at vi så søger bopæl og ændring af samværsordning, når nu det er det E vil. Men de kan ikke garantere, at der vil blive taget højde for E’s ønske, fordi hun er under 12 år. I øvrigt, så når forældrene ikke er enige i sådan en sag, bliver sagen videregivet til retten, fordi familieretshuset kun kan mægle imellem forældrene.
Det altså en kamp, der både vil trække på de økonomiske og såvel som de mentale ressourcer. Det er hverken noget farmand eller jeg har lyst til at kaste os ud i. Mest af alt fordi, vi er så bange for, hvad det vil gøre ved E. Hun er allerede påvirket nok af dårlig samvittighed, efter de samtaler, som hun har haft med sin mor på baggrund af det her. Så jeg kan kun forestille mig, hvad det vil gøre ved hende, hvis vi ender i sådan et rod.

Men når vi så ikke vil gå ad den sti, så er der faktisk ikke så meget andet at gøre end at bearbejde og trøste, når hun kommer hjem og styrke og hjælpe på vej, når hun skal afsted igen.
Det er oddsene lige nu.

Vi kan ikke komme i tanke om andre muligheder for at række ud til E’s mor. Så lige nu lader vi situationen være som den er, og ser hvordan E klarer det.
Hun er hos os næsten hele sommeren og størstedelen af august måned, så der går heldigvis en del tid før vi er tilbage i 7/7 igen.

 

. . .

 

Tak fordi du læser med!

Kh A