Jeg vil ikke hjem til mor – hvad er status?

Jeg vil ikke hjem til mor – hvad er status?

Fortsættelse af Jeg vil ikke hjem til mor del 1 og del 2.

 

Det er længe siden, at jeg har fulgt op på hele situationen med E, og hele den episode, at hun ikke ville hjem til sin mor. Jeg er ærlig talt så udmattet og træt af alle de kampe, der hele tiden er, så bare det at skulle forsøge at formulere mig i et blogindlæg tager nærmest pusten fra mig. Jeg ved hverken hvordan jeg skal starte eller slutte det, og hvad jeg skal fortælle jer og hvad jeg er nødt til at undlade, af hensyn til familiens medlemmer.

Men fordi jeg har været ærlig omkring de hårde tider, så synes jeg kun, det er på sin plads også lige at nævne, når tingene lysner sig.
For det har lysnet sig.

 

 

Det er klart, at der er gået meget forud for den ændring vi oplever nu, men det er langtrukkent og jeg synes, at det har fået den opmærksomhed, det skulle, så det uddyber jeg ikke her. Jeg kan bare sige, at det har krævet en stor indsats, men jeg håber, at vi er ved at lande alle sammen nu.

Vi er nået til et punkt nu, hvor jeg kan sige farvel til E om morgenen uden, at hun græder, og så kører hende og farmand til skole. Det er jo helt fantastisk, når man tænker på hele den mølle vi plejede at skulle igennem hver gang, at det var skiftedag.

Der er uden tvivl mange ting, der stadig frustrerer hende hjemme hos hendes mor.
Men eftersom vi selv måtte indse, at det bare ikke er muligt at tale med hendes mor om de svære ting, så har vi også måtte lære E, at navigere rundt i det. Det har været svært for mig at acceptere. Det skal jeg gerne indrømme. Jeg synes det er uansvarligt, at et barn på 8 år selv skal stå med det ansvar, fordi vi ikke kan tale sammen som voksne mennesker – også når tingene er svære! Men det er nu engang sådan, at landet ligger. Og efter 6 år, har jeg indset, at jeg er nødt til bare at acceptere det.

 

“Jeg synes det er uansvarligt, at et barn på 8 år selv skal stå med det ansvar, fordi vi ikke kan tale sammen som voksne mennesker – også når tingene er svære!”

 

 

Vi har måtte finde en måde, at hjælpe E på benene og give hende nogle gode værktøjer, til at klare den situation, hun står i.

Vi har læst mange børnebøger, der handler om at være delebarn, og talt om hendes situation ud fra hvad vi læste i bøgerne. Så har vi læst børnebøger, netop med formålet, at håndtere følelser. Der findes nemlig rigtig mange gode børnebøger, der giver redskaber til lige netop det. Og det har været en stor hjælp.

I forhold til alle de ting E ytrer om sin mor, har vi fortalt hende, at vi altid vil lytte til hende, når hun har brug for at lufte sine frustrationer. Men hvis hun virkelig ønsker en forandring, så må hun lære at tale med mor. Vi har talt med hende om, at hun er nødt til at give mor en chance ved at tale med hende, for mor kan ikke ændre på noget, hun ikke ved. Når E ikke tør tale med sin mor, har vi lært hende at skrive tingene ned, så hun får det ud af sit system. Det har hun været ret glad for. Bagefter giver hun mig papiret, og så gemmer jeg det væk. Aftalen er, at hun kan bede om det, hvis hun gerne vil have det med hjem til mor, så de kan tale sammen.

“Vi har virkelig prøvet at lære hende det her med, at vi gør tingene forskelligt i de to familier, og bare fordi hun ikke altid er vild med mors måde at gøre tingene på, så betyder det ikke, at det er forkert.”

 

Vi har virkelig prøvet at lære hende det her med, at vi gør tingene forskelligt i de to familier, og bare fordi hun ikke altid er vild med mors måde at gøre tingene på, så betyder det ikke, at det er forkert. Det er jo rigtigt ifølge mor, ellers ville hun ikke gøre sådan. Der kommer også til at være tider hvor hun ikke kan lide vores måde at gøre tingene på, og så ønsker vi også, at hun vil tale med os om det. Nogen ting kan vi ændre på, andre kan vi ikke. Og sådan vil det nok også være hos mor.

 

Lige for tiden er E faktisk nogle ekstra dage hos sin mor.
Det skyldes, at jeg har været meget dårlig i starten af graviditeten, og vi ville blive for pressede hvis farmand hver dag skulle tage tre timer ud af sin arbejdsdag for, at aflevere og hente E. De timer skal jo også indhentes på et tidspunkt. Med hovedet hængende over håndvasken og opkast i stride stråler, har jeg ærligt også bare haft brug for, at kunne trække stikket lidt, og ikke hele tiden skulle yde omsorg. Det var svært for mig, at tage sådan et “egoistisk” valg, for jeg vil altid gøre alt, for at være der for E. Men for en gang skyld, trænger jeg også til lidt ro.

Da jeg forklarede E hvorfor hun skulle være ekstra hos mor, sagde hun: “Jeg forstår det godt Alex, selvom jeg ikke er helt vild med det”. Men hun var ikke ked af det og hun mente, at hun godt kunne klare det. Så det er virkelig fremskridt!
Vi kan godt mærke på hende, at hun savner at være her. Da jeg i weekenden fortalte hende, at det er sidste gang hun skulle være ekstra dage hos mor, før vi var tilbage til 7/7, så røg der helt uhæmmet en knytnæve i vejret, efterfulgt af et højlydt “Yes!”. Bagefter sagde E, at hun så ville ønske, at hun nu kunne være nogle ekstra dage hos os. “Det kan vi godt kigge på, på et tidspunkt“, sagde jeg til hende.

Jeg er så lettet over, at vi igen er nået til et punkt hvor E kan være hos hendes mor uden, at det ender i en nedsmeltning og gråd, når hun lander hos os igen. Det har været to hårde år at komme igennem, og jeg håber, at det her betyder, at vi er ude på den anden side.

Det super dejligt, at E’s mor vil tage E nogle flere dage i den her forbindelse. Selvom sms’erne fra hende stadig svinger meget mellem attitude og venlighed, så er det tilnærmelsesvis tåleligt at kommunikere med hende igen. Farmand og jeg har accepteret, at det eneste vi kan kommunikere om imellem de to hjem, er samværsdage og ferier, og så må farmand og jeg sænke ambitionerne for samarbejdet omkring E. Om end, vi ønskede, at det var anderledes.

 

 

Så sådan ligger landet lige nu, i bonusmor-land.
Bølgerne går som altid både højt og lavt i samabejdet, men E er langt mere robust end hun plejer og vi håber, at vi alle tre kan få lidt ro på nu. Heldigvis har vi allesammen noget at se frem til, når lillebror kommer om bare 5 måneder, så det går størstedelen af snakken heldigvis med.

 

 

Tak fordi du læser med!

Kh Alexandra