Jeg vil ikke hjem til mor!

Jeg vil ikke hjem til mor!

Det her er nok det ærligste blogindlæg til dato her på bloggen. Det nok ikke for enhver, men tak for alle de positive reaktioner og kærlige feedback fra mange af jer. Jeg ved, I er mange, som kæmper med en lignende situation <3

 

 

“Åh nej! Så er det i dag, at jeg skal hjem til mor..”

Sådan lød det fra Elouiza i morges, da jeg flettede hendes fletninger.
– Efterfulgt af et stort suk og et meget trist udtryk i ansigtet.

Den er ikke ny.

Ligesom, at jeg har gjort de sidste mange måneder, forsøgte jeg igen i dag at hjælpe hende med at se frem til de gode ting.

Der var engang, hvor Elouiza glædede sig til at se hendes mor. Vi er tilbage til tiden før, hun fyldte 5 år. Jeg ved, at hun også dengang elskede at være sammen med os, men hun elskede lige så meget at være sammen med sin mor – måske endda mere. Især, da E var omkring 3-4 år kunne hun, af og til, godt savne sin mor.

Men da Elouiza var knap 5 år blev hun for første gang sådan rigtigt introduceret til en af hendes mors kærester (af hvad vi ved af) og Elouiza begyndte at blive involveret i sin mors, desværre turbulente, datingliv. Det har haft sin pris.
Tre år med forskellige familiekonstellationer, flytninger, flytning af institution og en base, der konstant var under forandring, fik E til at gå helt i baglås.

I mere end et år, har Elouiza grædt hver fredag, når jeg hentede hende, og haft brug for at bearbejde en hel masse fra sin uge hos mor. Det var standard rutine, at når vi kom hjem, så sad vi bare i sofaen, i ét langt kram, indtil E var klar til at løsrive sig.
Ligeså var det rutine, at jeg hver torsdag aften, lå med E i mine arme mens hun græd og græd.
“Prøv at tænk på hvordan det er at være mig Alex. Jeg skal være hjemme hos mor en hel uge”, græd hun.
Og mit hjerte gik lidt itu.

Den ene side af mig tænker, at det er hendes MOR. Ja tingene derhjemme er udfordrende for Elouiza for tiden, men det jo stadig hendes mor! Så slemt kan det vel ikke være, kan det? Er det måske bare hendes odds som delebarn?
Og hvis nu hun ikke havde vores hjem, med vores måde at gøre tingene på, til sammenligning, havde hun så reageret lige så voldsomt?

På den anden side, så ved jeg godt hvad det er, hun kæmper med, for vi har været vidne til det i så lang tid nu..

“Det er som om, at verden er vendt helt på hovedet hjemme hos mor”

 

Det er meget lang tid siden, at jeg har hørt Elouiza sige en god ting om sin mor, og det bekymrer mig. For jeg ønsker, at de skal have et godt forhold til hinanden. I lang tid har hun spurgt os, om hun må gå i skole her hvor vi bor og bo flere dage hos os. Hun fortæller, at hun bliver stresset af at være hjemme hos mor og, at hun tit har ondt i maven og er ked af det. Hun bruger sætninger som “Jeg føler, at jeg er helt ude af billedet” og “Det er som om, at verdenen er vendt helt på hovedet hjemme hos mor, og jeg ikke betyder noget, selvom det er mig, der er hendes barn“.

Jeg kan ærligt ikke vurdere, om det er “normalt”, at en 8-årig pige, der bor i to hjem, siger således. Men når jeg kan se tårerne løbe ned ad E’s kinder, så ved jeg, at normalt eller ej, så er det, der foregår, ikke godt for hende.

Efter E gentagne gange, har spurgt om hun måtte bo flere dage hos os, og gentagne gange har sagt, at hun ville ønske, hun måtte skifte skole, besluttede vi os for, at det var nødvendigt at tale med hendes mor om det. Nu havde vi set tiden an, og det lod ikke til at være en fase, hun bare skulle igennem.
– Og vidste mor overhovedet hvad, der foregik inde i E? Og hvilke følelser hun sloges med?
Vi tænkte, at hvis E lige frem ville skifte skole, så var hun ved at være godt presset og så skulle os voksne, der er omkring hende, til at hjælpe hende!

Vores forsøg på at tale med mor, gik ikke helt så godt. Der kom ikke noget brugbart ud af det. Vi opfordrede derfor mor til selv at tale med E om det, så hun kunne høre, at det ikke var noget, der kom fra os, men at det oprigtigt var E’s ønske.
– Jeg tænker her, at hvis et barn ligefrem har modet til at fortælle sin mor/far, at det gerne vil bo flere dage hos den anden forældre, så der noget om snakken. Sikke en konflikt, man må føle inden i sig, af sådan en lille størrelse at være.

E samlede også mod til at tale med sin mor. Hun var meget nervøs den fredag, hun skulle derhjem. Men hun var besluttet på, at nu ville hun gerne sige det til mor også.

“Mor havde fortalt hende, at hvis hun ville skifte skole, ville hun være skyld i, at de skulle flytte”

 

 

Da jeg hentede E den efterfølgende fredag i skolen, var hun meget stille. Vi satte os i bilen, og kørte afsted. Jeg spørger som regel kun, om hun har haft en dejlig dag, og så lader jeg stilheden vare, indtil hun selv begynder at snakke. Jeg tænker, at det må være meget rart lige at “lande”, på sådan en skiftedag, og tiden i bilen er som regel en meget god overgang fra det ene hjem til det andet.
Denne fredag nåede vi kun at forlade skolens parkeringsplads, før E brød helt sammen.
Mor havde fortalt hende, at hvis hun ville skifte skole, ville hun være skyld i, at de skulle flytte.
Undskyld hvad!?
(- Vi har siden fulgt op på det her, og E’s mor bekræfter på sms, at det er rigtigt nok. For hun ville ikke have tid til at hente og aflevere E fra en skole i Valby.)
Ikke nok med det, så fortalte E, at mor havde startet snakken nede i Rema1000, og E fortalte, at hun var blevet så ked af det, at de måtte stoppe op midt på gaden, og at det samtidig var rigtig pinligt, for der var kommet to piger, fra hendes skole, gående forbi. Det var tydeligt at høre på hende, at der ikke var blevet værnet om hendes privatsfære, og hun var ret mærket af hele situationen.

E havde det så dårligt og var fyldt med dårlig samvittighed. “Jamen Alex, jeg vil jo ikke være skyld i, at vi skal flytte igen. Vi er jo flyttet så mange gange!”.
– Og samtidig kunne hun dog ikke forstå, hvorfor det ville være nødvendigt, eftersom, at vi jo ikke er flyttet, bare fordi mor endte med at flytte til en ny by og hun skulle gå i skole der?
Hvad kunne jeg sige til det?

For det har hun jo egentlig ret i..

 

“Når jeg kigger på dig, føler jeg, at du er min rigtige mor. Men du er bedre end mor, du er Mama”

 

I det sidste års tid har jeg forsøgt at slukke brande. Jeg kan ikke beskrive med ord hvor intenst et år, vi har været igennem følelsesmæssigt herhjemme. E har været klistret til mig i en sådan grad, at familien omkring os, er kommet med bemærkninger om, hvorvidt hun var okay.
E var så skrøbelig og så udkørt hver gang hun landede hos os.
Jeg kunne ikke forlade hjemmet uden, at hun græd. Jeg oplevede ikke en uge hvor E var hos os uden, at hun skulle fortælle, hvor højt hun elskede mig og, at hun følte, at det var mig, der var hendes rigtige mor. Hun skrev breve til mig, og lagde små sedler rundt omkring. Hun begyndte at kalde mig Mama.

Om end, at jeg nød al hendes kærlighed, og den uden tvivl var gengældt, så var det jo ikke holdbart. E var nødt til at få det bedre med sin mor.

“Jeg kunne jo i bund og grund være ligeglad, og bare nyde den kærlighed, der drysser på mig”

 

Jeg har prøvet på bedste vis at hjælpe E med sine følelser og hjælpe hende med at bearbejde dem, så hun ikke opbygger en for stor frustration til sin mor.
Jeg kan godt frygte, at det, der foregår kommer til at have en konsekvens for deres relation, hvis det ikke snart ændrer sig. Det er tydeligt, at E trækker sig.
Jeg kunne jo i bund og grund være ligeglad, og bare nyde den kærlighed, der drysser på mig, men jeg tror på, at E er bedst tjent med at have det godt med alle sine forældre.

Jeg ville oprigtigt ønske, at vi kunne samarbejde med E’s mor, så vi kunne tale med hende om de her ting og få løst det, så E ikke skulle have det sådan her. Men det er et meget svært samtaleemne, når relationen er så skrøbelig, som den er.

“Jeg kan godt sætte mig ind i, at det må være en virkelig svær følelse, når ens barn ikke ønsker at være hjemme hos en”

 

E har bedt mig om at gøre alt hvad jeg kan for, at hun kan bo her alle hverdagene – dvs hos sin mor hver anden weekend – og gå i skole her. Jeg ved dog ikke, om det er den rigtige løsning?
Jeg har tænkt så mange gange, om det måske bare er en fase, som vil gå over? Selvom det har varet i mere end et år…

Jeg har virkelig ikke lyst til at skulle igennem endnu en kamp med E’s mor. Bare tanken gør mig træt på forhånd. Min samvittighed over at skulle have E flere dage, hvilket betyder hun skal være færre dage hos sin mor, er også alt for stor. Det føles så unaturligt for mig.
Men hvis E er så fastsat på at det skal ske, så er det fordi, hendes følelser er virkelig pressede.

Efter min mening skulle vi have lyttet til hende og reageret på det for længe siden. Så ville det måske være nemmere at løse? Men der skal to til et samarbejde.

Jeg ville ønske, vi kunne løse det her ved at tale sammen og ved at kigge på E’s behov. Jeg kan godt sætte mig ind i, at det må være en virkelig svær følelse, når ens barn ikke ønsker at være hjemme hos en, men jeg tænker, at det vil kunne løses, hvis man arbejder på det?
Personligt ville jeg da gøre en indsats, hvis E pludselig en dag kom og fortalte, at hun ikke var glad for at være hos os. Ville enhver ikke det?

Og hvor langt lang tid kan vi egentlig blive ved med at trække den?
Jeg tror på, at E nok skal komme igennem det, selvom det ikke er rart. Men jeg tror, at det kommer til at have sin pris.

Jeg er stadig i syv sind over hvad vi skal gøre i den her situation…

 

“Jeg følte, at det var mig, der udfyldte mor-rollen med omsorgen og ansvaret, men at mor havde al kontrollen, og vi var dukker i hendes dukketeater”

 

Som et sidste forsøg, har jeg skrevet en lang og meget ærlig, men også omsorgsfuld besked til E’s mor, hvor jeg giver udtryk for mine bekymringer. Jeg giver hende også en håndsrækning til, at vi får løst det her, og jeg tilbyder min hjælp. Det har virket tidligere, så det er et forsøg værd.
Hun reagerer altid meget bedre på beskeder fra mig end fra farmand. Til mig, skrev hun tak for beskeden og, at hun ville tale med E og så vende tilbage. Havde det været farmand, havde hun nok ikke reageret sådan. Det var vi masser af sms’er, der vidner om.

– Af samme grund var det netop mig, der stod for al kommunikationen med mor i en lang periode. Men jeg er et meget ærligt og godtroende menneske (lidt for godtroende, hvis du spørger farmand), og jeg går langt for min familie. Jeg blev til sidst helt udmattet af at være i kontakt med hende. Jeg synes det var hårdt, at det altid var os, der forsøgte at få samarbejdet til at virke. Altid os, der gav den dét ekstra. Altid os, der skulle gå på kompromis. Jeg følte, at det var mig, der udfyldte mor-rollen med omsorgen og ansvaret, men at mor havde al kontrollen, mens vi var dukker i hendes dukketeater.

Da E så begyndte at være så ked af det så ofte, måtte jeg afbryde kontakten helt. Jeg kunne ikke small talke med mor til skolearrangementer, og skrive ugebeskeder, om E’s skole og trivsel uden at være ærlig omkring hvordan tingene stod til. Ikke så ærlig, som jeg er. Ikke, når jeg konstant havde et grædende barn i favnen. Ikke, uden at sige noget – og det vidste jeg, at der ikke ville komme noget godt ud af.

 

“Jeg ønsker for E, at hun bliver oprigtig glad igen, og glæder sig til at skulle hjem til sin mor”

 

Planen for nu er, at vi afventer mors svar på vores besked.

Jeg synes det kunne være fantastisk hvis E kunne trives i sin 7/7 ordning, så vi kunne fortsætte her.
Jeg ville uden tvivl elske, at hun boede flere dage hos os og gik i skole her. For jeg elsker at have hende hos os. Jeg føler vores familie er hel, når hun er hjemme. Det ville også gøre det så meget nemmere at støtte op omkring hendes skole, læsning og fritidsaktiviteter. Det er herhjemme hun gør alle de ting, så det ville være en kæmpe fordel, at rutinerne ikke hele tiden blev afbrudt.
– Og det ville være dejligt ikke at få et ulykkeligt barn hjem hver fredag. Jeg ønsker for E, at hun bliver oprigtig glad igen, og glæder sig til at skulle hjem til mor.

Mit hjerte går lidt itu hver gang jeg ser E kæmpe med de her store følelser. Jeg føler, at det efterhånden er ved at være så omfattende, at det jeg kan hjælpe hende med, ikke er nok.
Jeg prøver at give hende en lille kasse af redskaber hun kan bruge, i de situationer, som hun oplever er svære. Vi låner bøger på biblioteket om følelser. Vi læser meditationerne fra “I mit hjerte”-bogen. Vi sørger for at skabe ro omkring hende i hverdagen, og skrue ned for legeaftaler og op for rolige stunder med nærvær. Men det, vi kan gøre, føles efterhånden utilstrækkeligt.
Samtidig sætter det et utroligt stort press på vores hverdag, hvis vi både skal skrue helt ned i laveste gear og samtidig bearbejde, så mange følelser. Kun for at ruste hende til at blive sendt afsted til endnu en uge. Men jeg gør fortsat, hvad jeg kan herhjemmefra og håber virkelig, at min besked til E’s mor, var en øjenåbner. Jeg håber inderligt, at vi henter en rigtig glad pige på fredag og at alt det her kan stilne lidt af.

Måske er det lidt for meget at håbe på, men jeg er jo godtroende….

 

 

. . .

 

 

Tak fordi du læser med <3

Kh A

 

 

E’s mor er efterfølgende vendt tilbage med et svar på SMS’en og den håndsrækning vi gav hende, og vi har efterhånden rundet samtalen af.
 Du kan læse del 2, her.