Gaven, der skaber ro og nærver hos dig og dit barn

Gaven, der skaber ro og nærver hos dig og dit barn

I samarbejde med Roomforreflection

 

Den fantastiske jul er over os. Med julehygge, traditioner, ønskelister, nisser og julekalender.

Selvom det for de mindste kan føles som om, at der er mange dage til juleaften, så fortæller kalenderen os, at der kun er 24 dage.

24 dage hvor de fleste børn får lov til at spise godter dagligt fra deres julekalender. Hvor der er klippeklister i skolen, julefrokost på arbejdet, besøg hos bedsteforældre, advents søndage og andre traditioner. Vi glæder os til hyggen, men selv med de hyggeligste planer kan vi – store som små – have brug for at finde ro imellem alle juleplanerne.

Jeg elsker selv alt ved julen. Men hverken jeg selv, eller resten af familien kan holde til et presset juleprogram. Vi har brug for pauser.. ro og nærvær.. Det er essensen for, at alle andre ting i vores familieliv er i harmoni.

Vi har mange metoder til at finde ro og nærvær i hverdagen.

Vores nyeste tiltag vil jeg dele med jer her

 

 

Vi har modtaget dette  flyvende tæppe fra Gitte fra Room for reflection.
Da jeg læste beskrivelsen af tæppet, på websitet blev jeg helt forelsket i ideen om dette tæppe, og måtte bare eje det. Så jeg skrev straks til Gitte, som sendte den lækreste pakke til os med tæppet, en pausepude og de skønneste bøger. Dem kommer i til at høre mere om senere.
Men nu har vi efterhånden haft tæppet herhjemme i et stykke tid, og jeg tænkte det var på tide at dele alle de fantastisk oplevelser det giver os, med jer
Det er anderledes end hvad vi plejer at arbejde/lege med. Herhjemme har vi ofte brugt massage, meditationsmusik, stearinlys og andet.

Til en start har jeg bare ladet Elouiza lege med tæppet for at lære det at kende. Det har vakt en naturlig nysgerrighed hos hende at bruge det i sin leg. Så nu er tæppet blevet noget hun holder af. Ellers ville det hurtigt kunne blive noget hun kunne forbinde med en lur, og det kan der godt være lidt kampe forbundet med. Men tæppet er faldet i god jord, og vi har efterhånden opdaget et par af dets mange muligheder, og dem vil vi dele med jer:

Sådan leger vi…. 

 

Vi flyver til…. Marokko!

Den ene dag efter skole hoppede Elouiza og jeg ind på det flyvende tæppe og legede, at vi skulle flyve til Marokko. Vi stod på tæppet, nede i knæ og med armene ude til siden, som hvis vi skulle holde balancen på et tæppe, der faktisk fløj. På vores rejse kom vi igennem turbulens hvor tæppet rystede. Vi oplevede kulde hvor vi skulle vise med vores kropssprog, at vi havde det koldt og ligeså med varme, storm, regn og mere. Fælles for alle elementerne var, at vi skulle prøve at vise dem med vores kropssprog.
Så landede vi i Marokko hvor vi legede, at vi sad på tæppet og spiste mad.

Denne leg er god fordi:
Kroppen bliver bevæget igennem efter en dag hvor hovedet har koncentreret sig meget.
De forskellige elementer giver mulighed for at arbejde med kropssprog.

Legen stimulerer barnets fantasi. 

 

 

Frilæsning

Tæppet er et genialt “helle” til frilæsning, når man har et barn i indskolingen, der skal læse de klassiske 20 minutter om dagen. Vi tager en bog og sætter os sammen på tæppet. Det skaber et fantastisk lille rum midt i larmen hvor tiden går i stå og fantasien kan få lov til at flyve afsted på tæppet dirigeret af bogens tekst.

Denne leg er god fordi:
Det bliver sjovt at læse! Det bliver pludselig en leg, når (bonus)mor eller (bonus)far hopper med ned på gulvet og leger flyvende tæppe. Så fjernes fokus fra pligten, og i stedet kan frilæsningen blive en hyggelig stund. 

 

Yoga ish…

Tæppets dimension gør det også brugbart til yoga. (Vær dog opmærksom på, at det glider hvis det ligger direkte på trægulv eller fliser).
Der er ikke nogen af os herhjemme som er yoga-guruer, men en enkelt kriger og barnetsstilling kan man vel altid trylle frem. Nogen gange laver vi bare udstræk. Andre gange finder vi en video på youtube og sætter på, som vi følger. Så kan det være vi leger yoga-skole, og så er Elouiza helt vild.
Det afhænger af om vi vil bruge 10 minutter eller en time.

Denne er leg er god fordi: 
Alle børn og voksne har godt af at bevæge sig. Voksne har oftest indskrænket bevægelighed, når de runder de 30år, og vores børn er nu engang bare generation-ipad, så der kan næsten ikke sættes ind for tidligt hvis vi skal komme nakkespændinger og muse-arm til livs. 
Legen øger desuden balance og kropsbevidsthed. 

 

Meditation

Vi kan kalde det at meditere, men vi kan også bare kalde det en pause. Det handler i bund og grund om at få stoppet tiden og bare være til stedet i nuet. Jeg elsker disse “lege” med Elouiza. Fordi vi begge to er så nærværende i legen, og det skaber en helt fantastisk samhørighed med sit barn.
For os kan det være alt fra, at Elouiza ligger på ryggen på tæppet og jeg giver hendes krop så klem fra storetåen og helt op til toppen af hovedet (sammen med massage er det her er selvfølgelig hendes yndlingsleg), eller at jeg verbalt guider hende gennem en kropsrejse.
Det kan gøres så simpelt som at fortælle barnet, at hun skal forestille sig en mariehøne, der lander på storetåen. Så letter den og lander et nyt sted. Start fra storetåen og forsæt systematisk op til toppen af hovedet. Put detaljer på hvis du kan. Kan man mærke en lille brise fra vingerne når den letter? Kilder mariehønens fødder på huden? Kun fantasien sætter grænser.

Andre gange sætter vi noget meditationsmusik på (søg på “meditation music” på spotify eller youtube) og ligger og lytter til det.
Det kan også være vi bare ligger og holder i hånd og snakker. Det skaber også et rigtig godt rum til at barnet kan dele ud af sine oplevelser, så man som forældre får indblik i hvad der rører sig, og det hele ikke kommer væltende ud ved sengetid og forstyrrer søvnen.
Der er mange muligheder. Vi gør det, som føles rigtigt netop den dag ud fra de behov der måtte være hos Elouiza (og ud fra hvad jeg er i stand til at give af mig selv. For det er lige så vigtigt).

Denne leg er god fordi:
Ro og nærvær! (Mine yndlingsord efterhånden).
Barnet lærer at koble af og falde til ro. 
Meditationen øger koncentrationen, og kropsrejserne øger kropsbevidstheden. 
Denne type leg skaber et rum til nærvær og kærlighed. En dejlig kontrast til hverdagen. 

 

Fri leg..

Flere gange har Elouiza selv haft leget med tæppet. Jeg kan se, at hun finder inspiration i de lege vi har lavet. Den ene gang byggede hun en lille seng med puder og tæppet, en masse bamser og en lyskæde. Så lagde hun sig her og begyndte at læse.
Det var vel og mærke midt i køkkenet hvor jeg skramlede med gryder og pander, fordi jeg var midt i aftensmaden. Men Elouiza lukkede sig ind i sin egen lille verden, med sin bog. Det var så dejligt at overvære.

Denne leg er god fordi:
Den giver barnet mulighed for at udfolde sin fantasi og bearbejde det indtryk barnet har modtaget fra de andre lege på tæppet.
Al leg er terapi for børn. Læg mærke til at de lege dit barn leger ofte er en leg, der bearbejder noget aktuelt i dit barns liv. 

 

For siden er vi gået i gang med bogen I mit hjerte.
En bog med børnemeditationer, der lærer børnene “om selvkærlighed og giver børnene en større fornemmelse af, at de altid har deres forældres kærlighed med sig, hvor end de er”.
Det var netop den sætning i bogens beskrivelse, der gjorde jeg faldt for den.
I får en update inden så længe!

 

 

Tak fordi du læste med!

Kh E&A

 

 

#Verdensbedstebonus
#EogApåeventyr

 

 

Hvis du kunne lide dette indlæg,
er du måske også interesseret i, blogindlæget: om at mærke efter