Kære dagbog – 6. september 2019

Kære dagbog – 6. september 2019

Fredag d. 06.09.19

Kære Dagbog

 

I dag skulle jeg have været på hospitalet og få taget en HCG-blodprøve, det vil sige en graviditetstest, som opfølgning på vores seneste ægoplægning. Det er nummer to.

Jeg havde fuldstændig glemt alt om det midt i vores flytning! Jeg sad helt chokeret over mig selv, da det gik op for mig, at jeg havde glemt det. Men det var for sent, for klokken var 16:00 så alle blodprøvetagningsambulatorierne var lukkede og det samme var fertilitetsklinikken, så jeg kunne ikke engang ringe derind.

Jeg er både rigtig ked af det over, at jeg havde glemt det, for hvad gør det så ved vores behandlingsplan? Og jeg var også rigtig pinlig. For hvem glemmer noget så vigtigt? Hvad vil de så ikke tænke om mig, når jeg ringer ind på klinikken på mandag, og fortæller, at jeg har glemt det?

Farmand ringede fra Portugal. Han er på forretningsrejse. Han fik sat lidt ro på mine tanker: “Få taget prøven på mandag og så ringer vi ind og hører ad. Det skal nok gå min skat!”.
– Og ja, det skal det jo nok.

Jeg har googlet mig frem til at blodprøvetagningen på Hvidovre Hospital åbner klokken 7:00 på mandag. Så må jeg lige drøne ind forbi inden skole. Så skal jeg bare lige finde tid til også at ringe til klinikken og få svar på prøven. Det bliver jo nok midt i min undervisning.
Jeg hader at blande de to ting sammen! Alt der har med fertilitetsbehandling at gøre, gør mig så følsom og skrøbelig og jeg har på ingen måde lyst til at skulle håndtere det mens jeg er på skolen. Heller ikke selvom jeg allerede kender svaret på prøven!

Jeg fik min menstruation for 5 dage siden. Dagen før hvad min app dikterede. Det var lige midt i vores travle weekend med flytning, så jeg nåede ikke rigtigt at forholde mig til det.
Jeg opdagede det sent om aftenen, da jeg skulle på toilettet. “Shit!” tænkte jeg. “Farmand bliver så knust!”.

Jeg har ikke selv haft et oprigtigt håb denne gang. Det faktisk længe siden, at jeg har haft håb omkring vores behandlinger. Alle de følelsesmæssige rutsjeture knækker mig, så jeg har taget lidt afstand fra at lade mig mærke det. Men farmand har håb nok for os begge. Han har kysset min mave og talt til vores lille spire, siden dag dag hvor den blev lagt op: “Please bliv derinde! Vi lover du får det dejligste liv, med to forældre, der virkelig ønsker dig!”.
Jeg elsker ham for det! Det gør mig glad, når nu jeg selv har taget så meget afstand til det.

Tirsdag morgen, en time før farmand skulle til lufthavnen, sprang min følelsesboble så. Ud væltede alle følelser. Den massive træthed efter en virkelig hård flytning. Hormoner og humørsvingninger. Sorgen over endnu et mislykket forsøg. Og en enorm ked af det hed over, at farmand skulle rejse og at jeg skulle være alene hjemme. Jeg var slet ikke klar til at give slip på ham!
Jeg kæmpede virkelig for at afbryde min gråd, så vi kunne komme afsted mod lufthavnen.

Jeg har haft ondt i maven lige siden han tog afsted. Jeg mangler ham virkelig og glæder mig så meget til, at han er hjemme igen. Min krop er træt og udmattet af alle de følelser. Jeg har mareridt hver nat.
Jeg glæder mig til, at jeg kan krybe op i favnen på min dejlige mand og mærke alting blive okay igen.

 

 

Fortsættes…