Lektiecafe del 1 – hvorfor laver vi lektiecafe?

Lektiecafe del 1 – hvorfor laver vi lektiecafe?

november 20, 2018 0 Af admin

I onsdags da Elouiza og jeg skulle i gang med vores lektiecafe, lød det fra Elouiza
– Skal vi lave matematik? Jaaa, jeg elsker matematik!

Vidunderbarn? Matematisk geni?
– Begge dele hvis du spørger mig selvfølgelig!
Men det har ikke altid lydt sådan hjemme hos os.

 

Da Elouiza startede i skole var hun ikke særlig begejstret for matematik. Hun elskede alle andre fag, men bare ikke lige matematik. Så om morgenen, når der stod matematik på skemaet, hang Elouiza altid lidt med hovedet, var mut og havde meget svært ved at blive afleveret i skolen.

Elouiza har altid være rigtig dygtig sprogligt. Da hun var bare fire år havde hun det mest utrolige ordforråd og hun kunne få selv den mest garvede voksen til at tabe underkæben, når hun endelig lagde sig ud med sine fortællinger, diskussioner og argumenter og hvad hun nu kunne finde på.
Hvis hun hører sange i radioen, hvor lyrikken er engelsk, så kan hun synge med efter at have hørt den på repeat et par enkelte gange. Lige så fiks er hun, når vi er på weekendtur i det tyske hos min far. Inden farmand og jeg får set os om, så siger hun både “Danke” og “Guten tag” og kan tælle til 10 og bede om mere slik på tysk.
Hun har totalt et sprogøre! Så det kom sig ikke som den store overraskelse, at matematikken ikke var en favorit.

Elouiza elsker de ting hun er god til.
Det har altid været en udfordring for hende, at skulle øve sig på de ting hun ikke kan og forstå, at man ikke bare skal give op, men at man skal øve sig for at blive bedre.
Så farmand og jeg besluttede os for at se situationen lidt an. Det var trods alt kun børnehaveklassen og der var mange ting, som var nye og lige skulle læres.

I takt med at skoleåret forløb, begyndte der at dukke projekter og plancher op på væggene i og omkring klassen. Vi var til forskellige arrangementer på skolen hvor børnene viste deres projekter frem og de ting, som de havde lavet.
Der var ingen tvivl om, at Elouiza havde fulgt med i undervisningen. Hun kunne fortælle meget detaljeret om det de havde lært.
Men noget farmand og jeg bemærkede var, at Elouizas projekter ofte kun var lavet halvt færdige.

Da vi så, at det var en tendens som mere eller mindre var kommet for at blive, forhørte vi os med hendes lærere om det var fordi hun ikke var helt med på det niveau hun skulle være på eller hvad der kunne være grunden. Vi blev dog forsikret om, at hun var helt med, og at børnene ligger på meget forskellige niveauer, hvilket er meget normalt i børnehaveklassen.
Men det er også sådan med børn i børnehaveklassen, ja måske børn generelt, at de rigtig godt kan lide at blære sig og sammenligne sig. Så når de piger som Elouiza legede meget sammen med, fortalte vidt og bredt om hvor langt de var i deres remabog og to af dem var endda gået igang med toeren, så stod der en meget mut Elouiza, som var meget vant til at være den bedste til det meste i hendes venindegrupper, og som nu fandt sig at være bagud.

Farmand og jeg var enige om, at selvom der fagligt ikke var nogen grund til bekymring,  og at det hele ikke skal handle om hvordan man præsterer eller om at sammenligne, så var vi nødt til at gøre noget, for ikke at få en lille pige som fuldstændig mistede modet til at gå i skole. Noget hun havde set frem til siden hun lærte hvad skole var.

Man kender nu engang sit eget barn bedst. Og facts er, at Elouiza godt kan lide at være god. Hun bliver også super let distraheret og er virkelig glad for at snakke. Samtidig får hun ordentlig nedtur på, når hun møder forhindringer, og giver hellere op end at prøve til det lykkes. Den kombination er altså heller ikke særlig nem at stå med, når man er 7 år gammel i en børnehaveklasse på 22 elever, hvor der altid er noget mere spændende, der fanger ens opmærksomhed.

Da vi gik på sommerferie have farmand og jeg indkøbt nogle opgavehæfter svarende til 1. klasses niveau. Nogle af dem var efterfølgerne til de opgavehæfter hun allerede kendte, og gav lidt genkendelighed. Samtidig satte vi også ind på læsningen, med de 20 minutters læsning om dagen (læs mere her).

Ganske upædagogisk fyldte vi fryseren med sodavandsis og for hver 20 minutters læsning og 2 sider i opgavehæftet der blev lavet, kunne hun indkassere en is. Det var vel sommer og ferie?
Vi havde ingen forventning til hvordan det ville gå, og intet krav ud over de 20 minutter læsning dagligt – selvfølgelig med undtagelser på de dage hvor der var lagt planer, som ikke tillod en rolig stund til læsningen. Det vigtigste for os var, at det var sjovt for Elouiza og hun hyggede sig med det. Hvis hun ikke havde lyst, så skulle hun ikke presses.

Det tegnede sig ret hurtigt et mønster. Elouiza var faktisk pænt skarp til sine opgavebøger, men hun havde svært ved at koncentrere sig og hun havde svært ved at tro på, at hun faktisk kunne finde ud af det, når hun skulle igang med en opgave.
Hver gang vi gik igang med en opgave lagde hun armene over kors og surmulede, at det kunne hun ikke finde ud af.

Rom blev ikke bygget på en dag, og man behøver ikke være den mest erfarne forældre for at regne ud, at gåpåmodet for matematikken og de andre opgaver altså heller ikke kom helt af sig selv.
Men det her blogindlæg kunne blive meget lang hvis jeg skulle redegøre for hele vejen hertil. Så i stedet vil jeg nævne essensen af vores tilgang til det.

Vi var altid meget rolige, selv hvis Elouiza hidsede sig op. Vi guidede, hjalp med at læse opgaverne op, støttede, og roste processen ikke resultatet! Vi roste hende for at have siddet i en halv time og koncentreret sig, og roste hende for gåpåmod, når hun selv gik i gang med opgaven og roste hende, når hun fandt modet frem efter at være blevet ked af det over at have regnet en opgave forkert. Vi havde ikke fokus på resultatet men på arbejdsindsatsen.
Det helt centrale for Elouiza var, at vi sad ved siden af hende hele vejen igennem. Hun havde ganske enkelt brug for, at vi bare sad der og var til rådighed hvis hun havde brug for det. Så det var sådan det blev.

 

I løbet af sommerferien og hele starten af første klasse har hun virkelig rykket sig. Det er både så hun selv kan mærke det, men også sådan, at hendes lærere henvender sig til mig, når jeg henter hende fra skole.
Hendes koncentration herhjemme er også bare blevet helt vildt god. Og hendes gåpåmod og troen på sig selv er i den grad også forbedret.
Der er ikke noget at sige til at det kan være svært at koncentrere sig i en klasse med så mange glade børn, og vores pige er så bare en af dem, der gerne vil snakke med. Så det må vi anderkende og derfor støtter vi hende lidt ekstra herhjemme, så hun også får tid til at fordybe sig.

Lektiecafeen er blevet en af de hyggeligste stunder på dagen hvor vi virkelig nyder at have tid sammen bare hende og jeg.
Hendes lærer fra skolen har fortalt mig, at hun er så glad for det, at hun i skolen går og siger, at hun elsker at lave lektier og at hun altid spørger om hun kan få opgaver med hjem.
Så kan man vidst roligt sige at farmand og jeg er lykkedes med vores lille projekt, og vores pige er rigtig glad og trives.

 

 

For at blogindlægget ikke skulle blive for langt har jeg lavet et indlæg om hvorfor vi laver lektiecafe, det var det du læste her, og om hvordan vi gør det. Det kan du læse mere om her.

Tak fordi du læser med!

 

Kh 
E & A

#Verdensbedstebonus
#EogApåeventyr

 

 

 

Kunne du lide dette indlæg?
Så vil du måske også synes om vores blogindlæg Lektiecafe 2 – Sådan gør vi!