Max 10 uger – #Uge 2

Max 10 uger – #Uge 2

oktober 24, 2019 0 Af admin
#Hvalpenivalby

 

 

Max er 10 uger gammel i dag og han har nu boet hos os i 14 dage.
Der er ingen tvivl om, at han allerede er en trofast del af familien – og uden tvivl familiens midtpunkt.

Vi har fejret dagen med at købe ham et nyt halsbånd og noget nyt tygge-legetøj. Den lille tur til Maxi Zoo var åbenbart hygge nok for Max, for nu er han gået koldt under bordet.
I dag var også dagen hvor Max for første gang præsterede at lægge en hømhøm på en anden græsplæne end den i vores baghave. Hurra! Så kan det være, at vi snart får vores baghave igen. Lige nu, dufter den nemlig ikke så dejligt.

 

 

Bideri

Det var vidst noget med, at jeg i sidste blogindlæg skrev, at bideriet ikke var så slemt, som jeg havde forestillet mig? Nå men karma ville det, at Max, nærmest momentant efter jeg havde postet blogindlægget,  begyndte at tage tænderne i brug! Og det er hele tiden!

Kun en gang i mellem får han bidt hårdt til, fordi han er så ivrig efter at lege. Eller så er det bare at han gerne vil bide efter os hele tiden og kan han slippe afsted med det, så også lige nusses samtidig.

Han er rigtig glad for at bide fast i ting og ryste helt vildt på hovedet. Eller hvis vi holder fast i legetøjet og han prøver at få det ud af vores hænder. Han er også begyndt at bide mere aggressivt i sine bully sticks og af og til må vi også lige fjerne ham fra paneler eller trappetrin. Mon ikke de driller ham lidt de mælketænder.

Vi har fået masser af tip imod bideriet på møbler. Flere fortæller at de har kommet dråber at chili eller citron på de steder hvor hvalpen bider. Andre har haft succes med en spray, der hedder “gå væk hund”. Lige nu er vores løsning bare at vi afskærmer de ting han ikke må bide i. Så må vi se hvordan det udvikler sig.

 

 

Socialisering

Max har fået sin helt egen plads i vores familiekalender, så vi kan holde styr på hvilke situationer han får oplevet og hvad vi får trænet med ham.

I denne uge har vi været i parken, hvor vi bor, et par gange hvor han har mødt andre hunde og hvalpe. Der er blevet leget til den store guldmedalje. Fordelen ved at møde andre hundeejere, der selv har hvalpe er, at de er lige så træt af at blive bidt i, som vi er, så de er helt med på at stoppe op i en halv time for at lade hundene lege færdig. Aldrig har vi mødt så mange mennesker, som efter vi har fået hund! Så det er vidst både socialisering af hund og hundeejere, det der foregår!

Vi har også været en tur i Spinderiet i Valby og i Lyngby storcenter.
Vi ved, at Max får mange til at dreje hovedet og sige “nåårh”, men det her var jo helt utroligt! Vi stod det samme sted i måske 20 minutter bare fordi, der var så mange, som ville sige hej til Max. Flere spurgte om de måtte tage billeder med ham – så hvem ved, måske er der en Instagram karriere på vej til Max!

I søndags var hele familien med farmand til Crossfit hvor han underviser. Og så har vi været på en del små køreture.

 

 

Træning

I forhold til træningen er vi nået overraskende langt i forhold til hvad vi forventede.
Vi havde som sådan ikke noget mål med ham, men bruger træningen som en måde at stimulere ham på i ulvetimen.
Allerede nu kan han:

Reagere på kommandoen “Sit” – både ved lyd og ved håndtegn.

Reagere på kommandoen “dæk” – lyd med håndtegn, eller håndtegn alene.

Reagere ved kald. Både hjemme og når vi træner i parken.

Reagere på kommandoen “Giv pote”.

Vente ved kommandoen “Vent” med håndtegn – fx når en dør åbnes eller hvis vi skal over en vej.

Vente ved kommandoen “vent”, hvor vi lægger en godbid foran ham, og han først må tage den, når vi siger “værsgo”

Vi kan ikke komme udenom hans selektive hvalpe hørelse. Så det sker nogen gange, at han bliver for distraheret, eller ikke vil reagere, fordi der er noget andet, han hellere vil.
Men vi er ret stolte af hvor langt, vi er nået, når man tænker på, at han kun er 10 uger og vi kun har haft ham i 14 dage!

Lige nu øver vi konsekvent, at han skal sidde og vente før vi går over en vej. Det går vi med kommandoen “Sit” og “vent” og så bruger vi hånden for at signalere vent. Når vi har kigget efter biler siger vi “værsgo” og så går han med os. Sejt ikke?

På søndag skal vi starte til hvalpetræning! Det glæder vi os rigtig meget til.

 

 

 

Trivsel & Helbred

Et par dage før vi skulle hente Max var han, hans søskende og mor ramt af dårlig mave. Derfor fik vi to piller med fra vores opdrætter, så vi kunne gøre behandlingen færdig herhjemme.
Siden har han haft sporadisk dårlig mave og lidt tiltagende igår.

Det kan jo skyldes flere ting – flytningen, godbidder eller noget helt tredje, som ikke nødvendigvis er farligt.
Men med råd fra vores opdrætter har vi været i Maxi Zoo og hente noget “Canikur”, som vi prøver de næste tre dage, og ellers må han en tur til dyrlæge og blive undersøgt.

Men trods dårlig mave, så er han bare så livlig og totalt på farten. Han er en sjov kombination af virkelig meget krudt i røven og virkelig meget nussehund. Til stor fornøjelse for hele familien.

 

 

 

 

I den kommende uge kommer fokus til at være at træne ham til at sove nede i stuen. Vi synes ikke han falder lige så meget til ro oppe i soveværelset, som han gør her. Så nu vil vi prøve at sove med ham hernede, og så hvordan det går.

Så skal han snart have et bad igen – vi er nemlig ikke bange for det våde vejr herhjemme, og det kan både ses og lugtes på Max’ pels.

Vi håber på, at vi kan arbejde lidt videre med negleklipningen. Flere har delt deres erfaring med os og flere fortæller at deres Eurasiere ikke behøver at få klippet negle, fordi de sliber dem på fliser. Men Max’ negle er altså vokset hurtigt og river ret meget nu, og vi kan jo ikke gå ret lange ture med ham, fordi han er hvalp. Så vi prøver at træne det og ser hvordan det går.

– Og så er der jo hundetræningen i weekenden! Det skal nok blive spændende!

 

 

 

Tak fordi du læser med!

Kh Alexandra