Min nye familie

Min nye familie

februar 5, 2021 0 Af admin

Efter Gabriel er kommet til verden, har flere af jer spurgt ind til mine følelser omkring alt det med at blive mor og fortsat være bonusmor. I vil gerne vide, hvordan jeg har det med E efter, at Gabriel er blevet født. Hvordan E klarer at være storesøster. Hvordan vores familie er nu, Og mere til. 

Jeg vil rigtig gerne dele det. Det er nok det blogindlæg, jeg har forsøgt at skrive flest gange. Men det er sku svært. Jeg har lyst til at skrive alt muligt, men må slette det igen. Det ikke alt jeg bare kan dele af hensyn til de personer, der indgår. Jeg tænker virkelig over hvordan, jeg formulerer mig her på bloggen, og når følelserne fylder, så er det svært. For det har været et stort rod af følelser. Både gode og mindre gode. Oveni vores babylykke har samarbejdet på tværs af hjemmene været igennem flere faser, som uundgåeligt påvirker vores liv herhjemme. Jeg har selv været igennem flere faser, omkring mit bonusmor liv. Så det hele er blandet lidt sammen.

Overskriften er til for at provokere. Jeg fik en kommentar på en af blogindlæggene om vores fertilitetsbehandling om, at jeg skulle huske E i “min nye familie” og, at hun var lige lovlig fraværende i vores historie om fertilitetsbehandling. Jeg synes ikke hun hører hjemme i den historie, og vi har gjort alt hvad vi kunne for, at hun ikke skulle vide noget om det og ikke skulle mærke til det, imens det stod på. Når det er sagt, så er E langt fra glemt. Det ved alle og enhver, der kender mig og som læser med her på bloggen eller følger med på instagram. E har og vil altid have en helt særlig plads i mit hjerte!
Som jeg har skrevet til hende i hendes Barnets Bog, så er hun mit første barn, og det vil altid være noget helt specielt!

 

 

Status lige nu er, at vi har ændret samværsordning, så vi kun har E hver anden weekend. Det var vores ønske, og det skal jeg nok følge op på. Det bliver dog i et andet blogindlæg, ellers bliver det her alt for langt. Jeg har derfor trukket mig meget i forhold til forældrerollen hos E.

Når E er her, så bruger jeg meget tid med hende, lige som jeg altid har gjort. Vi laver mad, som vi plejer. Hygger med krea, som vi plejer. Går ture, som vi plejer. Intet nyt under solen der. Intet spetakulært til anledning for hende. Alt er bare som det plejer.
Jeg er meget opmærksom på hende og opmærksom på, at hun føler, at hun er en del af vores familie. Både nu hvor Gabriel er kommet, og det er blevet helt tydeligt, at hun “kun er bonus” til mig, men også nu hvor hun kommer her mindre. Vi har haft flere snakke om det, E og jeg, inden Gabriel kom til verden og talt om vigtigheden af at sige til, når nogle følelser kommer op, som vi skal hjælpe hende med. Indtil videre går alting virkelig godt.

 

 

“Vi kan i bund og grund ikke gøre noget ved det alligevel”

 

 

Jeg har givet slip på alt andet, der ikke omfatter vores samværsdage med hende, for vi kan i bund og grund ikke gøre noget ved det alligevel, og det gør for ondt at blive ved med at prøve. Jeg har givet alt, jeg havde i mig, til E i den periode hvor hun havde det rigtig svært. Nu har jeg trukket bonusmor-kasketten på, og nyder at slippe bekymringerne. Nu er der ro på. Vi har det godt. Hun har det godt i begge hjem. Så alting er okay. Hun skal nok klare det.

 

 

“I forhold til min relation og kærlighed til E, så elsker jeg E, som jeg altid har gjort! Og jeg elsker hende lige så højt, som jeg elsker Gabriel!”

 

 

I forhold til min relation og kærlighed til E, så elsker jeg E, som jeg altid har gjort. Og jeg elsker hende lige så højt, som jeg elsker Gabriel. Jeg siger altid, at jeg har to børn. Inden for vores fire vægge er jeg hendes forælder og omsorgsperson, som jeg altid har været det. Der er ingen tvivl om, at tingene er anderledes med Gabriel. Jeg har født ham. Han er en forlængelse af mig. Jeg kan få lov til at elske ham uden, at det gør ondt. Jeg skal ikke beskytte mig selv. Jeg kan give ham al min kærlighed indtil jeg er hudløs, og jeg nyder det virkelig. Jeg trives i vores lille familie, som vi er til daglig, når vi bare er farmand, Gabriel og jeg. Men jeg savner E. Meget. Når hun er her, så nyder jeg det virkelig og en del i mig sørger over, at vi har hende så lidt.

Men jeg prøver at se lyst på tingene. For der er meget mere balance nu. Og vores liv er ikke længere så påvirket af ting, vi ikke selv kan styre. Vores liv er blevet vores. Det har jeg virkelig haft brug for. Det er ubehageligt, når faktorer, du selv er så uenig i, har så stor indflydelse. Følelsen af kontroltab i eget liv. Magtesløsheden, fordi du ikke bare kan vende det blinde øje til. Den følelse af, at vores liv ikke bare er vores eget. At vores hjem ikke bare kan få lov til at blive inden for de her fire vægge, fordi vi sender et barn frem og tilbage, som deler alt imellem hjemmene. At man skal skjule sin sårbarhed, så det ikke bliver til den andens våben.
Vores nye samværsordning tager alle disse bekymringer og frustrationer ned til det laveste niveau. Jeg giver rigtig meget slip og nyder, at vi nu kan få en familie ud fra de værdier, som føles rigtige for farmand og jeg. Det har vi drømt om længe!
Det er en helt ubeskrivelig fantastisk følelse efter alt det, vi har været igennem de sidste 7 år. Jeg er så taknemmelig.

 

 

“E er jo den perfekte storesøster. Hun er så kærlig og omsorgsfuld og jeg er inderligt stolt af hende.” 

 

 

I forhold til storesøsterrollen så kan jeg ikke sige andet end, at E jo er den perfekte storesøster. Hun er så kærlig og omsorgsfuld og jeg er inderligt stolt af hende. Jeg kan se, at hun virkelig elsker sin lillebror og hun nyder at være sammen med ham. Jeg er altid meget opmærksom på hende, når hun er her. Jeg spørger ind til hende og spørger om der er nogle følelser, hun har brug for, at vi vender. Vi har nemlig talt meget om det her med, at man kan føle, at den lille søskende fylder det hele. Men hun siger altid, at alting er godt. Jeg tror faktisk oprigtigt på hende. For jeg synes heller ikke selv, at lillebror tager opmærksomheden fra hende. E og jeg har noget helt særligt, og det særlige kommer frem hver gang, hun kommer hjem. Faktisk så meget, at jeg efter vores weekend med hende kan mærke, at jeg har fået nedprioriteret Gabriel lidt. Det stadig en balance, jeg lige skal lære. Det også lidt en udfordring, når aldersforskellen på dem er så stor, og det er meget opdelt hvad man kan lave med dem hver især. Men Gabriel og jeg indhenter det om mandagen, hvor vi plejer at bruge meget tid på nærvær, hud mod hud og leg på gulvet.

 

 

 

Men ja, lige nu er vi landet her. Alt er godt.
Jeg nyder vores lille familie. Jeg nyder at være mor. Jeg nyder også at være bonusmor, men er samtidig ved er at have nået en grænse for, hvad jeg kan rumme i den rolle. Mange nye ting ligger og ulmer lige nu og det kan tage hvilken som helst retning. Men jeg er rolig. Jeg er glad. Og jeg tror på, at det hele nok skal gå. Omend jeg ikke selv havde valgt den vej, vi skal ned ad.

 

 

 

 

Tak fordi du læser med!

Kh Alexandra