Mine 3 bedste råd til skiftedagen

Mine 3 bedste råd til skiftedagen

Læs også: Skiftedagene hjemme hos os

 

At være bonusmor til E har lært mig mange ting – blandt andet at sige pyt og give slip!

Jeg har lært at acceptere, at jeg ikke kan (eller skal) gøre noget ved de situationer, der er på mors banehalvdel men, at jeg kan forberede mig, så det ikke påvirker os på vores banehalvdel.

Jeg har lært, ikke at lade små ting gå mig på, ved at gentage for mig selv: “Har det betydning om 5 år? Hvis ikke, så skal det ikke tage mere end 5 minutter af min tid”.

Jeg har krummet tæer rigtig mange gange, af ren og skær frustration over E’s mor.
Der er især nogle situationer, der virkelig kunne frustrere mig før i tiden.
Jeg deler tre klassiske situationer med dig her, og mit bedste råd ud fra det.

Nummer 1:
Stol på, at du er god nok som du er, og at dit barn gerne vil se dig, selvom det bare er til en helt almindelig fredag eftermiddag.

 

Noget, jeg ikke har kunnet undgå at bemærke, er den tendens E’s mor har, til altid at planlægge store begivenheder, når E skal hjem til hende – og det faktum, at hun altid lige skal minde E om det, inden hun afleverer til os, eller inden, at vi overhovedet har nået at sætte E af, hjemme hos mor.

Nu er det oftest os, der afleverer, og vi er flere gange kommet hjem til E’s mor, hvor E ikke engang har nået at sige farvel, før E’s mor står op hopper på stedet og nærmest synger: “I dag skal vi i Tivoli med mormoar og mosteeer og….” – Og E bliver også helt gejlet op, og så er det som at stå og se på to syvårige piger, selvom den ene godt nok er 30 år, og farmand og jeg står helt akavet og har ingen ide om vi bare skal bakke langsomt hen til elevatoren, eller om vi skal afbryde deres lille heppekor, for at sige ordenligt farvel til E. Vi har tilmed afleveret E, hvor hendes mor åbnede døren til et hjem fyldt med gæster og legekammerater mens hun ivrigt udbrød: “Surprise!!” og E gik helt i baglås, fordi hun ikke vidste noget om det. Det var lige i den periode hvor E havde det aller sværest med at skulle hjem til sin mor, og jeg kunne bare mærke hvordan kun med sin lille hånd klemte min, så hårdt hun kunne.

På trods af mors store anstrengelser, så ringer E alligevel til os om aftenen, fordi hun savner os.
Jeg er overbevist om, at det er fordi hun ikke får lov til at lande rigtigt. Hun har brug for at mærke sin mor og mærke, at her er hun tryg og at mor godt kan rumme hende, selvom hun savner os. Jeg har flere gange opfordret E til at gå ind og få en krammer af sin mor, når hun ringede til os, i stedet for at sidde alene på sit værelse. Og jeg har også fået lov til at overhøre, at hendes mor har afvist hende, når hun forsøgte. Jeg forstår godt, at det kan være svært at rumme. Da E var lille kunne hun også sagtens savne sin mor. Men hvor utilstrækkelige vi endt følte os, så vidste vi jo godt, at det ikke havde noget med os at gøre, og at hun i virkeligheden bare havde brug for at mærke, at vi kunne rumme det.

Men sådan har det stået på, så længe jeg kan huske, og det har resulteret i, at E, den dag i dag, ikke synes det er særlig fedt at skulle hjem til sin mor, når hun ikke ved, at der venter en “belønning”. Så lyder det oftest: “Jeg gider ikke hjem til mor. Jeg ved ikke engang om vi skal lave noget”.

Nogle gange, kan det ikke undgås at begivenheder må planlægges på skiftedagene. Men så synes jeg, at det er vigtigt at være forberedt og at være overbærende, det gør vi i hvert fald meget ud af herhjemme. Der er alle mulige faktorer, du ikke kan kontrollere, fordi du ikke har haft dit barn dagen inden. Og det er lige fra hårvask til sengetider. Så det er en rigtig godt ide være forberedt.
Det kan være noget så simpelt som at planlægge at hente barnet hjem tids nok til, at I kan nå et bad og et tøjskift, hvis I skal til fødselsdag, eller tids nok til en lur, hvis I skal noget, der kommer til at vare sent ud på eftermiddagen (afhængig af alder selvfølgelig). Det har vi i hvert fald god erfaring med, og det giver ro hos os alle tre, og meget mindre irritation.

Nummer 2:
Respekter hinandens aftaler. Ikke kun for hinanden, men også for barnets skyld

Engang, vi skulle hente E, fortalte jeg hendes mor, at vi ville hente hende tidligt, fordi vi skulle spise brunch hjemme hos os. Så hvis det var muligt, måtte hun gerne nøjes med at spise en let morgenmad. Det var helt sikkert muligt, ifølge mor, og vi aftalte hvornår jeg skulle hente E, så det passede.
Det var en af de få skiftedage, hvor vi havde planer, den dag vi fik E hjem.

Da E kom hjem, var hun stop mæt, fordi mor havde stået og lavet pandekager og brunch til morgenmad. Hun endte med at sidde ved bordet og begynde at græde og fortalte, at hun var så træt, fordi hun var kommet virkelig sent i seng.
Det blev ikke til meget brunch-hygge for E’s vedkommende. I stedet tog jeg hende i mine arme, og vi gik ind i soveværelset, hvor hun fik en god, lang lur.
Herefter planlagde vi så ikke noget på E’s skiftedage i meget lang tid.

Jeg har øvet mig SÅ meget, på at være foreberedt på situationer som disse. For vi oplever dem hele tiden. For to år siden ville jeg være blevet mega frustreret over E’s mor. Både fordi jeg synes det er enormt tarveligt af hende, og fordi jeg synes det er så synd for E, at hun spænder ben for hende på den måde.
Men jeg har lært hendes mønster at kende, så jeg havde forberedt mig på, at en situation som denne ville opstå, i stedet sagde jeg bare pyt og tog E i favnen.

Jeg synes stadig, at det er utrolig synd for E, at hun skal sættes i den position. For hun blev jo også rigtig ked af at hun var for mæt til at spise med.

Men jeg tror et eller andet sted at det handler om usikkerhed og overkompensering, ikke at det skal være en undskyldning.

 

Nummer 3:
Aftal gerne, at skiftene foregår tidligt på dagen. Så undgår I et træt barn, der har gået i venteposition hele dagen.

Vi har prøvet lidt af hvert i forhold til skiftdage – også hvad tidspunkt angår.
Det bedste vi er kommet frem til er, at skiftet foregår tidligt på dagen.
Klokken 10:00 er et passende tidspunkt for os. Så når E lige at stå op, komme i tøjet og spise morgenmad og der er stadig er tid til en ordentlig afsked, uden at hun skal gå i venteposition hele dagen.

Vi kender selv hvordan det føles at gå rundt i venteposition – fx hvis vi skal på ferie. Når alt er pakket og klar, men der stadig lige er et par timer, der skal fordrives. Der er ikke rigtig tid til at fordybe sig i noget, for vi skal jo heller ikke starte det helt store op, før vi skal afsted. Jeg tænker, at det lidt må være sådan, det føles at være delebarn. At man går og venter på afgang.

Da E var lille havde vi ikke gjort os den her erfaring. Så hvis hun først skulle hjem til sin mor om eftermiddagen, blev det til rigtig mange “Hvornår skal jeg hjem til mooor?”-spørgsmål.
Og jeg kan jo egentlig godt forstå hende. For hun havde ingen fornemmelse for tid i den alder. Udfordringen lå hos mig, som blev træt af at gentage mig selv, og konstant blive mindet om hendes mor. Efter E havde spurgt 117 gange på en time, meldte usikkerheden sig og jeg kunne gruble om alt lige fra, om hun ikke kunne lide at være hos os til, om vi var dårlige forældre, fordi vi ikke underholdte hende, inden hun skulle afsted?

Til sidst meldte frustrationen sig, og så ville man bare gerne have den unge afleveret, og resultatet blev en kedelig aflevering for samvittigheden.

Nu hvor E er blevet større, oplever vi ikke den samme udfordring længere. Men det er stadig at foretrække, at vi holder skiftet til formiddagen, for der er E udhvilet og frisk. Så har hun de bedste forudsætninger for at klare skiftet uden for meget savn.

 

 

 

Tak fordi du læser med!

Kærlig Hilsen 
Alexandra