Mors dag – fra en bonusmors perspektiv

Mors dag – fra en bonusmors perspektiv

Indeholder reklamebilleder

 

Til mors dag i år fik jeg et virkelig kærligt brev fra Elouiza.
Det var faktisk så kærligt, at jeg fik tårer i øjnene.

Det fik mig til at tænke på hele den rejse, vi har været igennem og alt det her med mors dag, når man er bonusmor.

 

“Jeg er hverken mor eller far, men et helle lige i midten, hvor alle følelser er tilladte og alt kan deles”

 

For 5 år siden, da jeg lærte E at kende, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at vi ville ende med at udvikle så tæt en relation, som vi har i dag.

Dengang var jeg bare fars kæreste. Jeg blev prøvet af og testet til den store guldmedalje. Hun drev mig til vanvid og gjorde mig usikker. Men hun fyldte også mit hjerte med kærlighed og gav mig modet til at rejse mig hver gang jeg faldt, og prøve om og om igen, i forsøg på at skabe en god relation til hende.

I dag er vi så tætte, at det kan gøre selv farmand lidt misundelig (på den gode måde selvfølgelig). Jeg er hendes go-to, når tingene er svære. Jeg er den, hun deler sine hemmeligheder med og den hun kommer til, når hun har brug for hjælp, brug for omsorg og kram. Jeg er Schweiz i forældrerollen. Jeg er hverken mor eller farmand, men et helle lige i midten, hvor alle følelser er tilladte og alt kan deles.
Det er svært at sætte ord på hele den rejse vi har været igennem, og det heller ikke alt, der hverken skal eller behøver at blive delt. Men dybt inde fra mit hjerte, kan jeg sige, at det har været alle kampe og tårer værd og, at jeg elsker den her lille pige så inderligt.

 

 

 

“Måske vil de fleste forældre, der drukner i tegninger med kruseduller på og perleplader i et virvar af vilkårlige mønstre og farver, måske vil rynke lidt på panden og tænke om det nu er så vigtigt?”

 

At være bonusmor, kan tider være en utaknemmelig rolle, hvis man ikke er så tætte i relationen om E og jeg er nu.
Jeg kan godt huske en tid hvor min arbejdesbyrde med madpakker, tøjvask, bleskift og hente/bringe ture til institution lå lige så meget på mine skuldre som på farmands og mors, men jeg fik kun tjansen – aldrig “belønningen”. Det var ikke mig, der duede, når der skulle trøstes eller når der skulle puttes. Det var aldrig mig hun savnede. Jeg var der ligesom bare. Jeg var fars kæreste, Alex…

Jeg kan også huske, når det var jul og de lavede julegaver i børnehaven. De fine ting E havde med hjem til farmand og til mor. Eller når hun lavede perleplader og tegninger og de altid var til farmand og mor. Det er meget naturligt, de er jo hendes forældre. Måske vil de fleste forældre, der drukner i tegninger med kruseduller på og perleplader i et virvar af vilkårlige mønstre og farver, måske vil rynke lidt på panden og tænke om det nu er så vigtigt? Men det ér vigtigt.
For at føle sig påskønnet i en rolle, der er så besværlig, betyder bare rigtig meget.

I hjemmet, kommer man som bonusmor, meget hurtigt til at udfylde mor-rollen, med alle de praktiske gøremål. Det er meget naturligt. Man er hjernen i hjemmet, den, der har overblikket. Man er den, der har styr på, ting som, at der er skiftetøj i institutionen og hvornår det er tid til hårvask. Men man er samtidig lidt overflødig, for der er jo allerede to forældre.
Så i bonusmorrollen, er man det ekstra. Og hvor er ens rolle så?
Man er måske ikke lige den, der får alle guld-øjeblikkene med kys og kærlighed, med krammere og anerkendelse.

 

“Bare vent til du får dit eget barn. Så bliver det helt anderledes”

 

Jeg ved ikke om det bare fordi jeg har et virkeligt stort mor-gen i mit hjerte, eller om der er andre bonusmødre derude, som føler/har følt på samme måde?
Men jeg har, siden jeg mødte Elouiza, givet hende alt jeg havde. Hun har været min nummer et. Jeg har sat hendes behov og trivsel før mine egne, og taget mig af hende, som var hun min egen datter alt i mens jeg har måtte lægge øre til hundredevis af kommentarer som “hvorfor skal du gøre det, når det er hans datter?” eller “bare vent til du får dit eget barn, så er det helt anderledes“.

Jeg er ikke sikker på, at jeg vil føle, at det så meget anderledes, når jeg får mine egne børn (jeg skal gerne følge op på det). For siden dag ét har jeg taget Elouiza ind til mig, som var hun min egen datter. Med tiden har vores forhold udviklet sig, og nu elsker jeg hende, som var hun min egen datter – hun er min datter. Jeg er ikke hendes mor, men jeg er hendes forældre.

“Så kan du altid tænke på mig, også når jeg er hjemme hos mor”

 

Jeg husker tydeligt første gang Elouiza gav mig en gave. Vi sad og lavede perlesmykker hjemme i stuen. Jeg spurgte hende om den var til mor eller farmand og om vi skulle pakke den fint ind? Men hun svarede “neej Alex, den her, den er til dig!”.

Jeg har altid gjort meget ud af at hjælpe hende med at lave fine gaver til hendes mor, og pakke dem ind, også til fødselsdage og mors dag, når E ønskede det. Det har jeg aldrig haft noget i mod. Jeg er selv “skilsmissebarn”, så jeg kender følelsen af at stå lige i midten med loyalitet til begge forældre. Så det har været vigtigt for mig, lige fra starten, at vise E, at mor var en del af familien og, at der var plads til hende, hjemme hos os.
Men på trods af det, må jeg indrømme, at jeg blev virkelig rørt over, at hun lavede en gave til MIG. Tænk engang, at vi var her nu?

Nu 5 år senere bliver jeg overdynget i hjemmelavede gaver og kærlighed fra E.
De sidste par år har det betydet meget for hende at være hos os på mors dag – eller mamas dag, som vi kalder det herhjemme. Hun tager med farmand i byen og finder gave til mig, og om morgenen på mors dag, vækker de mig med brunch og har købt blomster – den dag, sover jeg pudsigt nok længere end farmand og E. Sikke en herlig tilfældighed.
Det er virkelig sødt!

I år fik jeg et rigtig smukt hjerte til mit pandora-armbånd. I rosa guld med sten på.
Så havde hun fundet en nøglering til mig, som var et hjerte med et A, for Alex.
Hun blev så glad da jeg satte den i mit nøglebundt, og det var tydeligt, at hun var virkelig stolt over at have fundet den gave til mig. “Så kan du altid tænke på mig Alex, også når jeg er hjemme hos mor”. Det var virkelig sødt. I kortet havde hun skrevet de kærligeste ting – blandt andet: “jeg elsker dig mere og mere jo ældre du bliver“. Åh hvor jeg dog elsker den kærlighedserklæring. Børn er herlige.

 

“Der skal da selvfølgelig stå mama!”

 

Da vi sammen sad og kiggede nøgleringe til farmand på fars dag – til hans nye bilnøgler. Synes hun også at jeg skulle have en nøglering til min bilnøgle. Det var sådan nogle lædernøgleringe, som man selv kunne få lov til at designe. Så E fik lov til at bestemme, hvad der skulle stå, og så foreslog jeg symbolerne til bagsiden af nøgleringen.

Jeg spurgte hende, hvad der skulle være på min nøglering og hun kiggede på sådan en det-burde-du-da-vide-alex-agtig-måde og sagde “der skal da selvfølgelig stå mama!”

Jeg har aldrig ønsket at skulle erstatte Elouizas mor hjemme hos os. Jeg har meget respekt for, at hun er hendes mor, og jeg har altid gjort det klart for E, at jeg er hendes Alex. Men med tiden er jeg bare blevet så meget forældre for hende, at hun betragter mig som en ekstra mor. Hun siger det også tit til mig, og det varmer mit hjerte.
Jeg har overhørte hende engang sige til sin veninde, at det at have en bonusmor jo i virkeligheden er en stor gave. For så har man en ekstra mor. Det varmer mit hjerte så inderligt, at hun har det på den måde. For jeg har mindst lige så meget kærlighed til hende, som hun har til mig.

 

Jeg er så glad for den nye nøglering. Og den minder mig om hvor langt vi er kommet i vores særlige kernefamilie. Jeg havde aldrig forestillet mig, at min kernefamilie skulle være en sammenbragt familie, men jeg elsker alt ved den, og jeg elsker min rolle som bonusmor for Elouiza. Hun er den mest vidunderlige datter, en bonusmor kunne ønske sig.

 

 

 

Tak fordi du læste med!

Kh A

 

 

Du kan læse mere om nøgleringen, jeg nævner i blogindlægget, her.