Om at mærke efter…

Om at mærke efter…

“In af world full of doing, doing, doing. It’s important to take a moment to just be, to just breathe”
-Unknown

Vi endte med at aflyse næsten alle planer i weekenden.

E havde brug for nærvær, og det kan vi bedst give hende, når der ikke er andre ting på dagsordenen.
Så har vi ro til at ligge arm i arm. Ro til at kramme og nusse. Ro til at være nærværende.

 

 

Det ligger dybt i os at opdrage vores børn.
Vi lærer dem at sige tak for mad, at rydde op, at tale pænt og at opføre sig “ordenligt” med alt hvad der ligger i ordets betydning ud fra den personlighed, vi er.

 

Men husker vi at lære dem at lytte til deres behov?

 

At lytte til deres grænser?

 

Lærer vi dem at mærke efter nede i maven og respektere den følelse?

 

Det er nogle egenskaber, jeg har savnet flere gange i mit voksenliv og som jeg nu er meget bevidst om at lære Elouiza.

 

 

“Lær at tage en pause. Ellers kan intet af værdi indhente dig”
– Doug King

 

 

Alt for mange gange har jeg gennemført en plan, af den simple grund, at det jo var planen!
Jeg er dukket op til en aftale, fordi jeg jo havde lavet en aftale!
Begge dele velvidende om, at jeg faktisk overhovedet ikke havde ressourcerne eller lysten til det. Min krop sendte mig alle signaler om at skrue ned. Aflyse. Få ro på.
Men min samvittighed og pli fortalte mig, at jeg skulle gøre, gøre, gøre.
Så det gjorde jeg.

Den helt klassiske, som jeg har gjort alt for mange gange, er at møde sløj op på arbejde, fordi jeg ikke havde samvittigheden til at melde sig syg.
Hvis det så endelig ender med en sygemelding, så skulle jeg være virkelig syg, før mit hovedet ikke længere kørte med tanker og planlægning. Jeg stressede over hvad min chef tænkte og over de opgaver jeg efterlod.
Når jeg var nogenlunde på benene og mødte på job igen, gav jeg mig 120% i et forsøg på at overkompensere for mit fravær.

Hvor meget hjalp den sygemelding så lige?

Hvorfor er vi så pligtopfyldende over for alle andre og alt andet, end de signaler vores krop sender os?

 

 

 

 

“Time you enjoy wasting, was never wasted” 
– John Lennon

 

Da jeg fik Elouiza ind i mit liv, var jeg ikke særlig godt til at lytte til min krops signaler. Jeg var ikke særlig god til at få ro på og jeg var ikke særlig god til, når planer ændrede sig eller noget uventet opstod.

Det har jeg gjort meget for at lære i løbet af årene.
Derfor kunne jeg, en dag som i fredags, være i stand til at trække stikket og frakoble mig – og min familie – fra alt der ventede, fra alt planlagt, og bare være.

 

Nu gør jeg mit ypperste for at give den egenskab videre til Elouiza.

Vi fik en lille snak om, at selvom vi havde glædet os rigtig meget til de ting, vi skulle i weekenden, så var det helt okay at melde fra, når man kunne mærke i maven, at man har brug for ro.

 

 

 

 

Vores weekend endte helt nede i gear. Vi havde ingen planer, men var bare sammen og tog tingene som de kom. Intet var besluttet på forhånd. Vi mærkede efter, hvad der føltes godt i maven, og så fulgte vi det.

Vi sluttede weekenden af med en tur ved vandet om søndagen og tidlig aftensmad, så Elouiza kunne komme tidligt i seng. Da klokken var kvart over fem, sov hun.

Og sådan fik vi vendt situationen fra at have en meget træt og udmattet pige, til at have en pige, der var fuld af godt humør mandag morgen – og som måske ovenikøbet har lært en vigtig egenskab, om at mærke efter i maven og sige fra.

 

Så er vores opgave som forældre gjort, kan man vidst roligt sige <3

 

 

 

Har du tænkt over?

Børn er fra naturens side mestre i at sætte deres grænser og mærke efter deres krops signaler.

– “Må Mormor få et kys lille skat?”
– “Nej!”
.. Og barnet vender oftest den anden kind til eller vrider sig for at komme ud af mormors arme, velvidende om sine egne grænser.

 

Respekterer vi, når vores børn så flot sætter grænser for dem selv?
Eller tromler vi igennem med et: “Nej du kan da ikke være mæt. Du har jo kun spist en halv kartoffel!”

Et eller andet sted hen ad vejen, går det i hvert fald galt, og vi mister de gode egenskaber i større eller mindre grad, når vi bliver voksne.

Heldigvis har vi vores børn, vi kan blive inspireret af.

Jeg har i hvert fald en meget unik datter, som inspirerer mig hver eneste dag.

 

 

 

“The little things? The little moments? They aren’t little”
-Jon Kabat-Zinn

 

 

 

Tak fordi du læser med!

Kh Alexandra