Onlinemagasinet Uligeuger.dk – Min datter, som kalder en anden kvinde for mor

Onlinemagasinet Uligeuger.dk – Min datter, som kalder en anden kvinde for mor

Se den fulde artikel her!

 

Jeg blev for meget lang tid siden spurgt af magasinet Ulige Uger, om jeg ville skrive et blogindlæg om det at elske en anden kvindes barn.
Jeg svarede uden tøven ja, for jeg tænkte selv, at den lå lige til højrebenet, fordi jeg virkelig elsker min bonusdatter så inderligt højt.

 

Min datter, som jeg ikke selv har født

 

Nu, tyve kladder senere, sidder jeg stadig med en følelse af, at ordene kommer mig til kort.
For hvordan kan jeg beskrive den specielle kærlighed, jeg føler til min datter? Min datter, som jeg ikke selv har født. Min datter, som kalder en anden kvinde for mor.

Lad mig starte ved begyndelsen..

Da jeg først blev bekendt med, at min mand havde en datter, havde jeg ingen ide om hvilket liv, jeg var på vej ind til. Jeg kan huske, at jeg dengang tænkte, at det var et plus, for det måtte jo betyde, at han var moden og ansvarlig.

Min mand viste mig et billede af den sødeste, tykke lille krøltop og jeg blev lige så charmeret af hende, som jeg blev af hendes far.

Kærligheden mellem farmand og jeg var intens og passioneret. Trods vi begge kom med skabet fuld af skeletter og en kæmpe bagage, mærkede vi begge, at det her var begyndelsen på noget virkelig godt.

Med et barn involveret, udviklede tingene sig ret hurtigt. Min mands beskytter-gen, over for sin lille datter var stort, hvilket resulterede i det meget kontante spørgsmål:

– Vil du det her eller ej? For jeg har en datter og jeg involverer hende kun, hvis du virkelig mener det.

– Og det mente jeg.

 

Min ide om familielivet måtte revurderes

 

Jeg har fra barnsben haft en klar ide om hvilket familieliv, jeg ønskede for mig selv, når jeg blev voksen. Lad mig være ærlig og sige, at det på ingen måde involverede en anden kvindes barn. Trods en stormende forelskelse, så rystede det mit fundament og jeg måtte lære at se mine drømme og ønsker fra et nyt perspektiv. Jeg vidste, at jeg ville være mere end bare fars kæreste. Mit moder-gen er alt for stort til, at jeg bare kunne stå på sidelinjen og se til, og følelsen af, at det var et ‘team farmand og jeg’ mod et ‘team farmand og datter’ var jeg heller ikke fan af. Jeg ønskede harmoni. Jeg ønskede, at vi alle tre ville have følelsen af at være i familie.

I tillæg til det, ønskede min mand en partner, der ville tage del i hans datters liv, og ret hurtigt var vores fælles værdigrundlag lagt.

Så indledte vi en periode, hvor jeg var fars kæreste, som var ny, hyggelig og spændende, og som kunne finde ud af pigeting og perleplader.

 

At blive testet på grund af loyalitet overfor mor

 

Efterfulgt af en loyalitets-periode over for mor, hvor min bonusdatter flittigt tilføjede et “det kan mor også”, hver gang hun nød noget, jeg kunne tilbyde hende. Det hele blev toppet med en periode med jalousi, hvor hun rev mine hænder væk, hvis far holdte mig i hånden, eller møvede sig ned imellem os hvis vi sad sammen i sofaen. Afslutningsvis kom en kort periode, hvor hun gerne ville ignorere alt hvad, der blev sat af grænser fra mig – og så faldt det hele endelig til ro.

Opskriften på at komme igennem sådanne perioder, hvis du spørger mig, er at udvise stabilitet og venlighed. Kærlighed er ikke altid muligt, eller naturligt. Men med venlighed kan man komme langt. Og så en helt masse tuderi i min mands arme, når min bonusdatter sov. Det var ikke helt til at undgå, når man på daglig basis følte sig utilstrækkelig og terroriseret af en treårig.  

Da min bonusdatter med tiden fandt ud af, at jeg var her som en ekstra voksen for hende, og ikke som en trussel, der ville tage hendes far fra hende, begyndte vores relation til hinanden at tage fart.

Vi elskede at tilbringe tid sammen og vi blev tættere og tættere. Jeg husker tydeligt første gang hun valgte mig til at være den, som trøstede hende og da hun valgte mig til at være den, som måtte putte hende. Jeg husker al den kærlighed hun kastede lige i armene på mig, og jeg greb den. Jeg greb hende.

 

I dag er hun også min datter

 

I dag er vi tættere end nogensinde. Jeg introducerer hende som min datter, og jeg selv som hendes bonusmor, selvom hun herhjemme nu kalder mig mama.

Jeg er den af hendes mor, far og jeg, der tilbringer mest tid sammen med hende og jeg går op i hendes trivsel med liv og sjæl. Som mange andre mødre, ser jeg hendes behov, før hun selv er klar over dem. Vi kan størstedelen af tiden færdiggøre hinandens sætninger og gennemskue hvad hinanden tænker. Det er surrealistisk at opleve sådan et tæt forhold til et barn, jeg ikke deler den mindste smule DNA med. Alligevel kigger jeg på hende og ser mig selv.

 

Jeg er hendes mor dybt taknemmelig

 

Jeg er taknemmelig, ind til det dybeste i mit hjerte, over den relation, jeg har til min bonusdatter.

Jeg er også taknemmelig for, at hendes mor, i sin tid, gav mig plads og accepterede, at jeg blev en del af hendes liv. På trods af, at bølgerne af og til går højt, vores to familier imellem, vil hun altid have min anerkendelse og taknemmelighed, for at lade mig være en del af vores datters liv.  

 

 

 

 

Tak fordi du læser med!

Kh Alexandra