IVF-behandling del 1: Nyt sted, nyt forløb!

IVF-behandling del 1: Nyt sted, nyt forløb!

Efter det første behandlingsforløb har vi, i mellemtiden, fået tid på Hvidovre Hospital. Kalenderen siger Juli 2018, og det er nu to år siden jeg smed p-pillerne.

 

 

Det var med ret blandede følelser. Jeg ville rigtig gerne væk fra Copenhagen Fertility Center, for det var bare ikke det rigtige sted for mig, men samtidig havde jeg så dårlig erfaring med lægerne fra Endokrinologisk afdeling, og det smittede lidt af på min følelse omkring nu at skulle starte forløb på samme hospital.

Forløbet på Hvidovre Hospital var dog over al forventning!
Jeg har aldrig oplevet sådan et fantastisk personale på et hospital. Både læger og sygeplejersker var så søde, imødekommende, forstående og optimistiske. Jeg kan ikke tælle hvor mange gange, at jeg ikke lige er blevet aet kærligt på skulderen af en sygeplejerske eller tilbudt en hånd at holde i. Selvom fertilitetsbehandling er utrolig hårdt at gå igennem, så blev det hele bare lidt nemmere af at være i behandling på den afdeling!

 

Vi skulle igen starte med inseminationsbehandling og vi startede mere eller mindre forfra.

Forløbet startede med, at vi kom ind til en opstartssamtale, hvor jeg i forvejen havde udfyldt en masse papirer og de havde fået svar på alle mine undersøgelser. Farmand skulle aflevere en ny sædprøve til analyse og herefter kunne behandlingen starte.

Det foregik mere eller mindre på samme måde som på den anden klinik.
Lægen, der behandlede mig, så igen, at jeg havde utrolig gode ægreserver og ville også starte langsomt ud på hormonpræparatet. Hun synes dog, at gynækologen havde været yderst forsigtig, og satte mig væsenligt op i dosis. Jeg havde stadig nogle tabletter tilbage fra den første insemination. Lægen mente, at vi skulle give dem et forsøg mere, når nu jeg havde dem, og så gå over til sprøjter bagefter.
Der frøs mine tanker bare. Hold nu op hvor kunne jeg ikke forestille mig at skulle stikke mig selv hver aften! Men jeg forsøgte at slå koldt vand i blodet, for det var jo ikke endnu!
Jeg kan ikke huske hvor mange tabletter, jeg tog, men det var væsenligt mere end ved første behandling.

Efter en periode med hormoner, skulle jeg, lige som sidst, til scanning for at se hvor langt jeg var i min cyklus og hvor modne mine ægblærer var – endnu en gang var der kun modnet én ægblærer, men som lægen sagde, så var det også alt, hvad jeg behøvede. Herefter fulgte ægløsningsprøjten og så inseminationen. Så handlede det om at vente de knap 14 dage til testdag, og så startede det hele ellers forfra igen, efter den negative graviditetstest.

Den behandling forsatte tre gange i alt.

De næste to gange ændrede de præparat, så jeg skulle i stedet tage Gonal-F, som er et hormon på sprøjte. Til forskel for pakken med tabletter til 200kr, kostede de her sprøjter omkring 4-5000kr pr behandling afhængig af dosis. Det var en stor post i den daglige økonomi, men det var et nødvendigt onde.

Jeg startede med 50 enheder Gonal-F dagligt i 2. behandling og 75 enheder i 3. behandling.
Stadig ingen graviditet.

 

“På det her tidspunkt var jeg ret godt knækket.
Hele min hverdag var endt med at handle om scanninger og sprøjter. Mit hoved var ved at eksplodere af information omkring fertilitetsfremmende kosttilskud, fertilitetsfremmende yoga, homøopatiske tilskud, babyklister, 8 timers søvn og ananasfrugt fordelt på 5 dage.”

 

Nu havde vi brugt alle vores inseminationsforsøg, og derfor var det tid til at starte IVF-behandlingen.

Vi fik en invitation til et intromøde, som var obligatorisk at deltage i, før behandlingen kunne påbegyndes.

Det blev holdt i et auditorium på Hvidovre Hospital og der var alligevel ret mange fremmødte.
På trods af, at vi alle var i samme båd, så var stemningen alligevel ret akavet og når man gik forbi hinanden var det kutyme at hilse med et diskret nik eller smil.
Jeg fik en følelse af, at det her emne var så tabubelagt, at det kunne vi altså ikke snakke med hinanden om, selvom vi alle var i samme båd og vi jo ligesom godt vidste hvorfor vi var der.

Da intromødet var overstået, skulle vi sådan set bare vente på min næste menstruation, og så kunne vi starte IVF-behandling. Det var nu efteråret 2018.
I mellemtiden blev jeg ringet op af en sygeplejerske, fordi jeg matchede alle kriterierne for et projekt de havde gang i, og ville høre om jeg ville være deltager.
Jeg var så fyldt op af i forvejen at skulle balancere alle hospitalsbesøgene på fertilitetsklinikken med dem på Endokrinologisk afdeling og samtidig få mit studie og resten af mit liv til at gå op i en højere enhed, at jeg ikke kunne rumme mere.
Jeg var meget tæt på at sige ja, bare at pli. Men jeg fik rettet ryggen og sagde pænt nej tak, det kunne jeg ikke rumme på nuværende tidspunkt og jeg mødte stor forståelse fra sygeplejersken.

På det her tidspunkt var jeg ret godt knækket.
Hele min hverdag var endt med at handle om scanninger og sprøjter. Mit hoved var ved at eksplodere af information omkring fertilitetsfremmende kosttilskud, fertilitetsfremmende yoga, homøopatiske tilskud, babyklister, 8 timers søvn og ananasfrugt fordelt på 5 dage og hvad jeg ellers havde fundet frem til af fertilitetsfremmende midler. Jeg stoppede med at farve hår eller bruge parfume. Alle cremer og shampoo skiftede jeg ud med produkter der var svanemærkede og uden parfume. Jeg forsøgte at undgå mad fra dåse og sørgede for at vores husholdning som minimum var svanemærket. Jeg gjorde en kæmpe indsats og intet virkede. Det var frustrerende.

 

“I starten fik jeg så ondt i maven, når jeg løj. Min håndflader blev helt svedige og jeg var sikker på at den, jeg talte med kunne se, at mine kinder blussede helt op. Selv mine veninder var jeg begyndt at lyve overfor og ellers så undgik jeg dem.”

 

Hele tiden blev jeg stillet spørgsmålet om, hvornår Farmand og jeg skulle have et barn. E var jo ved at blive stor nu. I starten fik jeg så ondt i maven, når jeg løj. Min håndflader blev helt svedige og jeg var sikker på at den, jeg talte med kunne se, at mine kinder blussede helt op. Jeg kiggede febrilsk rundt mens jeg prøvede at lyve mig ud af situationen. Selv mine veninder, som jeg tidligere havde fortalt, at vi gerne ville have børn, var jeg begyndt at lyve for, og sige, at vi havde besluttet, at det var smart, hvis jeg lige fik gjort min uddannelse færdig, fordi jeg jo rigtig gerne ville hjemmepasse mine børn. Og ellers undgik jeg dem. Jeg kunne ikke klare at blive konfronteret med den kamp, vi stod i og jeg blev helt ødelagt af at skulle lyve. Det var noget af det mest stressende ved hele behandlingsforløbet. Det var så grænseoverskridende for mig.

Til sidst havde jeg taget hele behandlingsforløbet så meget på afstand, at jeg ikke tillod mig at føle noget. Når graviditetstesten var negativ, var det farmand, der brød sammen og mig, der trøstede ham. Rollerne var byttet.

Jeg følte ikke noget!
Jeg var tom indeni!

Jeg fik det skubbet så meget på afstand, at jeg til sidst nemt kunne fyre en “Jeg skal lige være færdig med min uddannelse, så vil vi også rigtig gerne have børn”-kommentar af, uden det rørte mig, når folk spurgte ind til vores situation.

Jeg havde lukket helt af for følelserne. Jeg var så vant til, at behandlingen ikke lykkedes, at jeg ikke længere håbede. For så gjorde det ikke lige så ondt, når det ikke lykkedes. Jeg var blevet helt kold omkring behandlingen. Jeg følte mig slidt op af at være på hormoner hele tiden. I virkelig lang tid, havde jeg ikke været mig selv. Enten var jeg påvirket af hormoner fra fertilitetsbehandlingen ellers var de igang med at ændre dosis for min stofskiftemedicin, og så oplevede jeg bivirkninger af det. Jeg skiftede tilmed præparat undervejs, fordi jeg var så dårlig. Så hele tiden var der et eller andet.

 

“Jeg kan ikke mere…”, hviskede jeg grædende i telefonen. “Det okay skat!” forsikrede farmand mig.

 

I dagene op til min menstruation, var farmand og jeg begyndt at skændtes. Vi skændes normalt aldrig. For at understrege hvor lidt, så kan jeg afsløre, at vi måske skændes tre gange på et år eller sådan noget, og det har holdt ved i behandlingsforløbet. Men nu var vi begge tyndslidte og hormonerne ræsede i mig. Til sidst eksploderede det hele bare for mig. Jeg kan ikke klare skænderier, og jeg blev så angst for at behandlingen nu ville begynde at påvirke vores forhold. Farmand er mit tætteste. Han er mit helle. Det absolut vigtigste jeg har i mit liv. At vi to nu var begyndt at ryge i totterne på hinanden, fik mig helt ud af kurs og jeg følte mig skrøbelig. Han var hele mit fundament og jeg havde brug for, at vi var okay, ellers kunne jeg ikke klare flere behandlinger og flere hormoner.

Jeg græd rigtig meget i dagene op til. Og den dag jeg fik min menstruation og skulle ringe ind til sekretæren lå jeg og græd inde i sengen. Farmand var på arbejde. Jeg ringede til farmand og var helt ude af den. Jeg havde haft en stor viljestyrke i det her forløb, og lige meget hvor meget hormon-sprøjterne påvirkede mig, så rejste jeg mig og tog et slag mere, fordi jeg virkelig gerne ville have den baby. Og det skulle helst have været igår!
Men nu kunne jeg bare mærke, at min krop sagde stop. Det havde den nok gjort for længe siden, men jeg havde ignoreret den og presset mig selv igennem.
Farmand havde ondt helt inde i hjertet. Han drømte også om en baby, men det gjorde ondt på ham, at jeg skulle igennem alle de behandlinger, og at han ikke kunne gøre noget.

“Jeg kan ikke mere…”, hviskede jeg grædende i telefonen. “Det okay skat!” forsikrede farmand mig.
– Og så ringede jeg ind til sekretæren og fortalte, at vi gerne ville holde en pause. Jeg kunne knap nok samle mig til at tale, så hun måtte tyde ordene igennem min gråd. Hun fortalte, at vi bare kunne ringe op på første menstruationsdag, når vi ønskede at starte op igen. Vi var inde i systemet, så der var ikke nogen ventetid.

Det var oktober, tror jeg.

 

“Lægerne på hospitalet fortalte os, at når vi startede i IVF-behandling skulle vi viske tavlen ren. Det var en ny start.”

 

Der endte med at gå hele syv måneder før vi startede behandlingen op igen.

Farmand og jeg havde brugt den lange pause på at pleje hinanden. Vi gik på dates hele tiden og prioriterede hinandens selskab meget højt. Det har vi altid gjort. Men nu var det helt uden hormoner. Selvom ønsket om en baby, og sorgen omkring vores barnløshed stadig lå i baghovedet, så var det rigtig rart med en pause. Vi havde begge en ny energi, da vi vendte tilbage til behandlingen.

Det var nu tid til IVF-behandling, som var en del mere omfattende og jeg var drøn nervøs. Farmand var også nervøs. Eller måske mest bekymret. Jeg kunne se på ham, at havde det svært. Jeg ved, at han frygtede hvad flere hormoner ville gøre. Jeg havde fået en pause, men trods fornyet energi, var jeg stadig kun skyggen af mig selv.

Men vi håbede begge to, at nu ville det lykkes. Lægerne på hospitalet fortalte os, at når vi startede i IVF-behandling skulle vi viske tavlen ren. Det var en ny start, for den her behandling kunne ikke sammenlignes med inseminationen, hvor der jo kun var 20% chance, for at opnå graviditet.

 

Fortsættes…