Putteseancen hjemme hos os

Putteseancen hjemme hos os

Klokken er lidt over otte og E sov for længst.

I en lille halv time har jeg ligget inde hos hende imens hun sov, for bare at være der.. nærværende… lytte til hendes vejrtrækning og dufte til hendes hår..

Hun er 7år gammel (Snart 8år) og sover stadig i vores soveværelse, og ligger stadig i arm indtil hun falder i søvn. Noget, der kunne få de fleste familievejledere og sundhedsplejersker til at krumme tæer, med deres prædikener om, at børn skal ud af soveværelset, senest, når de runder de 6 måneder. 

Mit svar til det er, at børn er forskellige. Mennesker er forskellige. Forældre har forskellig tålmodighed. Vi har alle forskellige behov.

Det ligger i vores biologi helt fra naturens side, at unger sover tæt på deres mor, for hvis de bliver separeret fra mor bliver de ædt. Så at sove tæt på mor er lig med overlevelse.
Vi lever i en verden i rivende udvikling, men den udvikling foregår tusind gange hurtigere end naturens og mennesket evolution, hvis du spørger mig. Så selvom der hvert årti er en ny trend omkring børneopdragelse, så er det ikke sikkert, at vores børn er med så langt.

“Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at E i sin krop har kunnet mærke irritationen fra os og vores higen efter at være alle andre steder end lige her, ved sengekanten”

 

Jeg indrømmer, at der var engang hvor det irriterede mig grænseløst, at vi skulle hænge ved sengekanten i 40 minutter i bælgravende mørke med et barn, der tumlede rundt i sengen og rykkede uroligt på sig og som slet ikke ville sove. Når hun endelig faldt i søvn, så gik der ikke mere end tre skridt fra, at man var ude af værelset, til at hun kaldte. Hun var vågnet igen! Det var til at blive skør af, når man var udkørt og længtes efter voksentid for en kort stund, inden lektierne kaldte. Hvorfor kunne hun dog ikke bare falde i søvn selv?

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at E i sin krop har kunnet mærke irritationen fra os og vores higen efter at være alle andre steder end lige her, ved sengekanten. Jeg tror bestemt, at det er dér, vi skal finde grunden til, at hun havde så svært ved at falde i søvn.
Vores nervesystem afslører os nemlig altid i alt, hvad vi gør.Det kender vi fra så mange andre situationer – vi bliver svært utilfredse med noget, og lige meget hvor meget vi prøver at skjule det, så kan alle og enhver se, at vi er utilfredse. Sådan er det bare. Vi læser hinanden. Vores nervesystemer mærker.

 

“Sådan gjorde jeg aldrig selv som barn. Jeg var opdraget til ikke at gøre det. Og jeg blev irettesat hvis jeg gjorde”

 

Jeg har gravet dybt i mig selv og tænkt grundigt over – hvad var det, der gjorde mig så irriteret over denne putteseance?

Svaret, der altid dukker op er: Fordi jeg aldrig selv var sådan som barn!

Det er (var – for jeg har siden arbejdet meget med det) den samme følelse jeg får, hvis vi har gæster og E hænger på stolekanten eller, når de voksne taler og hun nysgerrigt kommer løbende, hvis hun tror hun er ved at gå glip af noget. Jeg bliver altid drøn irriteret, og svaret er, at det er fordi jeg aldrig selv gjorde sådan som barn! Jeg var opdraget til ikke at gøre det. Og jeg blev irettesat hvis jeg gjorde.

Men så spørger jeg altid mig selv – syntes jeg, at det føltes rart dengang?

Jeg forestiller mig 7-årige Alexandra og mærker efter, hvad hun i virkeligheden godt kunne have ønsket sig. Hvordan kunne hun have haft brug for, at hendes følelser var blevet imødekommet?

Sandheden er, at jeg var meget ængstelig som barn. Jeg var bange for mørke, bange for at gå op på mit værelse alene, bange for lyde, bange for at være alene. Jeg havde, som alle andre børn, ingen redskaber til at rumme min egen fantasi.

Syvårige Alexandra ville have elsket at have en forældre, som ville ligge i arm og synge sange og nusse i håret. En som kunne bekræfte, at der ikke var monstre under sengen eller slukke for frygten om tigeren, der ville komme hvis tæerne stak ud for dynen. En forældre, som kunne gøre det hele lidt mere trygt at falde i søvn.

Jeg tænker tilbage på, hvad jeg kunne have ønsket mig, kigger på E og indser, at det er det samme hun ønsker. Og det skal hun få. Fra mig. Så længe hun har brug for det. Så godt som jeg nu kan give det.

 

“Tror jeg virkelig at vores 15-årige teenage-datter vil hænge i dobbeltsengen, hvis hun ikke lærer at sove på eget værelse fra hun er 6 måneder?
Nej, det tror jeg ærligt ikke”

 

Nu er jeg voksen og har for længst har lært, at der ikke bor et monster i skabet og, at jeg heller ikke får besøg af tigeren, hvis tæerne stikker ud under dynen. Men jeg har været nødt til at indse, at lige meget hvor meget, jeg fortæller E, at det er fantasi, og at det ikke sker hende noget, så skal hun stadig selv vokse op og hendes hjerne skal modnes for at kunne forstå det. Og indtil da søger hun tryghed i os.
Er det så forkert at give hende? Tror vi virkelig at vores 15-årige teenage-datter vil hænge i dobbeltsengen, hvis hun ikke lærer at sove på eget værelse fra hun er 6 måneder?
Nej, det tror jeg ærligt ikke.

Så når jeg mærker, at jeg bliver irriteret over en situation, laver jeg altid en lille refleksion. Svaret ligger oftest i, at dét, jeg bliver irriteret over, er noget, jeg selv var opdraget til, at det måtte jeg ikke. Løsningen er altid, at jeg mærker efter, hvordan jeg ville ønske tingene havde været, hvis de skulle have imødekommet mine behov og følelser. Langt hen ad vejen ønskede jeg jo bare det samme, som E ønsker fra farmand og jeg. Og derfor giver jeg hende det, så godt jeg nu kan.

 

“Ofte er vores børn de aller bedste til at minde os om, at vi skal leve i nuet. At opvask og pligter godt kan vente i en lille stund. Bare lidt endnu”

 

Jeg nyder putteseancerne så meget nu. Jeg elsker den lille stund hvor vi sammen afslutter dagen. Vi snakker om de ting, der skal snakkes om. Siger tak til hinanden, for endnu en dejlig dag. Vi nusser og plukker kys hos hinanden og ligger arm i arm. Vi holder hånden på hinandens hjerte og siger “jeg elsker dig helt op til månen, rundt, over alverdens bjerge, rundt, og tilbage igen”.

Så kravler E helt ind i min favn og putter sig, mens jeg stryger hende i håret og fortæller hende hvilken fantastisk datter, jeg synes hun er. At hun er elsket. At hun bringer mig så meget glæde hver eneste dag.Og så ligger vi der, indtil hun sover – hvilket som regel kun tager 10 minutter, når vi putter på den her måde.

At E kan sove på 10 minuter, og det ikke længere tager de uudholdelige 40 minutter, tror jeg bestemt har noget at gøre med, at E kan mærke, at jeg nyder at ligge der med hende, lige så meget som hun nyder at ligge der med mig.

Ofte ligger jeg derinde et stykke tid selvom hun er faldet i søvn. Jeg ligger bare og krammer hende og lytter til hendes vejrtrækning. Jeg gearer ned. Jeg lader op. Jeg synes, at det er mere berigende end selv de bedste afstresningsteknikker. Ofte er vores børn de aller bedste til at minde os om, at vi skal leve i nuet. At opvask og pligter godt kan vente i en lille stund. Bare lidt endnu.

Der kommer en dag hvor hun er for stor til at få kys, og hvor hun ikke længere vil puttes og ligge arm i arm. Indtil da vil jeg nyde hvert sekund med hende. Og føle mig taknemmelig over, at hun finder sådan en tryghed i mig.

 

 

 

Tak fordi du læser med!

Kh Alexandra 

 

 

Hvordan er putteseancen hjemme hos jer?
Del gerne i kommentarfeltet, hvis du har lyst. Så vil jeg rigtig gerne læse med 🙂