Sådan knækkede vi læsekoden – fra lix 5 til 29 på 5 mdr!

Sådan knækkede vi læsekoden – fra lix 5 til 29 på 5 mdr!

november 16, 2018 0 Af admin

Da Elouiza gik på sommerferie i børnehaveklassen, havde hun i postmappen to sedler.
En seddel med login til superbog.dk og en seddel med en læsebingo, der gik ud på, at hun skulle læse på forskellige steder – fx under et bord, oppe i et træ, under en paraply osv; og så måtte hun krydse af, når hun havde udført det pågældende felt.

Jeg synes faktisk det var en rigtig sjov ide, fordi det gjorde læsningen til noget sjovt.
Så vi gik i gang med det samme.

Vores første læsestund var i sofaen. Jeg har af gode grunde ingen erfaring med hvor man fagligt skal ligge i slutningen af børnehaveklassen, så jeg kunne ikke vurdere om Elouiza var med. Men jeg havde til gengæld læst mig frem til at “elever, der er dygtige læsere bliver bedre i sommerferien, hvor elever, der halter bagefter bliver dårligere læsere i løbet af sommerferien“, af den simple grund, at de dygtige elever ofte læser mere i sommerferien og derfor bliver de bedre. Hvor dem som ikke får læst glemmer en stor del af det, som de har lært i børnehaveklassen og derfor starter forfra på mange områder, når de starter i 1. klasse, efter deres første lange ferie fra skole.
Nu er jeg hverken skolelærer eller typen, der udfører disse undersøgelser, men den læsning fangede mig nok til at tænke, at vi herhjemmefra da i hvert fald skulle gøre alt hvad vi kunne for at hjælpe Elouiza godt på vej.

Så vi gik igang med superbog.dk.
Det er en app man kan få login til via skolen, hvis skolen har licens til den. Er man ikke typen, der går på biblioteket eller har et udvalg af bøger hjemme, så synes jeg, at den app er så genial.
Mest fordi den også har små opgaver til hver bog, der får eleven til at reflektere over handlingen.
Det eneste minus er, at barnet sidder med en ipad, og for Elouizas vedkommende så forringer det altså koncentrationen, at man kan trykke på knapper og bliver lyst lige op i ansigtet, så vi skiftede undervejs til de gode klassiske biblioteksbøger. Men mere om det senere.

Vi startede på lix 3-5.
Elouiza kunne læse de fleste ord på siden men var alligevel udfordret ved en del. Hendes koncentration var især udfordret og humøret fik også et par udsving for hvert bump på vejen, men vi forsøgte at gøre det til en god oplevelse.

Vi skabte os en lille rutine hvor vi satte vi lidt rolig meditationsmusik på i baggrunden og lavede te og så fandt vi på at bygge huler eller tage dynerne med ind i sofaen eller lignende, så det blev en hyggelig stund. Vi sad tæt og krammede eller lå på maven tæt op ad hinanden mens vi læste. Det blev i det hele taget til nogle meget hyggelige stunder.

Min første observation gik faktisk ikke engang på Elouiza men på mig selv.
Jeg indså hvor mange gange jeg sagde “nej”, når hun læste forkert. Ikke fordi jeg mente det ondt, men ordet var jo forkert læst, såe nej?..
Jeg tror ikke Elouiza egentlig bemærkede det på samme måde som jeg, men jeg følte, at jeg måtte lægge min stil om. Jeg ville ikke selv føle det var særlig motiverende at finde mod til at prøve igen og igen, hvis jeg hele tiden hørte et negativt ord som “Nej”, når jeg læste et ord forkert. Og der var mange nej’er i starten, da der jo var mange ord, som hun lige skulle lære at læse.

Så jeg prøvede at være meget bevidst om mit ordvalg. I stedet for “nej” begyndte jeg at sige “prøv igen” og kvitterede med et “rigtig flot” eller “godt læst”, når hun så fik læst ordet rigtigt.
De små rosende bemærkninger gjorde rigtig meget for Elouiza. Det kunne mærkes på hele hendes kropssprog, at hun fik mere tiltro til sig selv.

Både farmand og jeg lagde mange ressourcer i at gøre læsningen til en god oplevelse. Og i løbet af Elouizas første del af sommerferien hos os fik vi skabt en rigtig god rutine.
I stedet for en pligt var det blevet en hyggelig stund på dagen hvor Elouiza sad uforstyrret med den fulde opmærksomhed fra den ene af os. Hun var begyndt at nyde det så meget, at hun selv kom med ipad’en og spurgte om vi ikke skulle læse nu.

 

Den første store udfordring, efter vores succesfulde start, kom, da hun kom tilbage fra ferie hos sin mor, hvor hun ikke havde læst. Alt det vi havde bygget op var utroligt nok helt forsvundet, og vi var tilbage ved frustrationerne og den sure mine.
Så der var ikke andet for end, at hun måtte op på hesten igen og starte forfra.
På præcis sammen måde som tidligere.
(…Vent venligst mens “jeg-sluger-lige-nogle-kameler-og-finder-nyt-overskud-og-tålmodighed-frem” kontoen loader…)

Den næste store udfordring var en af dagene i sommerferien hvor Elouiza havde to veninder på besøg. Pigerne sad med ipad’en og ville læse så de alle tre kunne krydse deres læsebingo af.
Begge piger var meget bedre til at læse end Elouiza. Som i MEGET bedre.
De læste fuldstændig flydende så man forstod handlingen mens Elouiza hakkede sig igennem.
Jeg vidste ikke om Elouiza var bagud eller om pigerne bare var super gode, og jeg er heller ikke typen, der sammenligner. Men jeg vidste, at det var vigtigt at få Elouiza med på det niveau, for at hun ikke skulle tabe modet, når nu det var de piger hun spejlede sig i.
Elouiza har altid været meget langt fremme i forhold til sine jævnaldrene i børnehaven, så at starte i skole hvor der fra dag til anden var andre som var på niveau med eller bedre end hende var en stor udfordring.

Da Elouiza var færdig med at læse så hun noget mut ud. Øv.

Mit instinkt ville, at jeg måtte beskytte hende fra hvad der kunne ende som en mega nedtur og få hende til at tabe modet og læselysten helt.
Så jeg snuppede ipad’en fra hendes hænder med et “super flot læst piger”, og bragte mit livs bedste gameface, hvorefter jeg udbrød:
“Eeej det må du altså virkelig undskylde skat! Den bog jeg valgte til dig var lix 16, og slet ikke lix 8 som de andre pigers bøger.”

Da det var sengetid og dagens skulle bearbejdes gennem hyggesnak på sengekanten, lød det meget bebrejdende fra Elouiza, at det godt nok var en svær bog, jeg havde valgt til hende, og hun også undrede sig over hvorfor hendes bog var så svær. Så det var jo ikke for klogt af mig, kunne jeg jo nok se.
Nej lille skat, det har du helt ret i. I morgen prøver vi med en lidt nemmere bog. Men jeg synes du klarede det så flot.
Så var det ligesom det.
Bum.

Resten af ferien læste vi og læste.
Vi læste hver dag!
Og når farmand kom hjem fra arbejde genfortalte Elouiza handlingen fra den bog vi havde læst til ham.

 

 

Det var da vi skulle vi på weekendtur til Tyskland for at besøge min far, at Elouiza for alvor knækkede læsekoden.
Normalt plejer hun at have en ipad med en downloaded film med sig på bagsædet, men denne gang tog jeg altså chancen og pakkede bøger (Og ipad’en som back up. Som om jeg ville udsætte mig selv for andet?!)
Mens jeg rodede vores bøger igennem fandt jeg en Søren og Mette bog fra da jeg var barn.
Mette så en ko. Søren så en so. Mette og Søren så en ko og en so
– En ægte klassiker!

Jeg lagde den i Elouizas taske og da den første kedsomhed meldte sig i bilen foreslog jeg, at farmand fik lov til at vælge musikken og Elouiza og jeg kunne hver i sær finde en bog frem og læse i.
Søren og Mette bogen fangede hende fuldstændig. Fordi de lange ord var inddelt i stavelser formåede hun at læse sig igennem ordene selv og hun kunne dårligt slippe bogen.
Hun læste i den bog hele weekenden ind til den var slut.

Jeg kan tydeligt huske, at hun lå i den store seng på hotelværelset da hun læste den sidste side i bogen og bagefter råbte hun op “Alex, Alex, Baba, Baba jeg har læst hele bogen!!”.
Hun var SÅ stolt!
Hun læste et par af de sidste sider for mig, så jeg kunne høre, at hun rent faktisk havde læst sig igennem ordene, og den var rigtig nok. Der var ikke en eneste fejl i det hun læste op.
Det var så sejt!
(Det var et meget stolt forældre øjeblik skal jeg hilse og sige!)

På baggrund af successen med bøgerne, tog vi på biblioteket og lånte en masse frilæsningsbøger. Herefter droppede vi ipad’en helt.

 

Jeg låner altid nye bøger til Elouiza så vi altid har et stort udvalg af frilæsningsbøger.

I starten lånte jeg bøger på lix 3-5 med det formål, at hun kunne læse dem selv uden så meget hjælp. Det var nemme at gå til og korte, så hun kunne hurtigt få læst en hel bog færdig, hvilket var godt for hendes koncentration, eller manglende heraf.
Strategisk lagde jeg dem de steder, jeg vidste hun sad mest stille, så ved hendes skrivebord og så altid to ude på vasketøjskurven på toilettet. Ja i know! Men det virkede altså!
For hvis der er noget den unge dame elsker, så er det underholdning på toilettet. Så med bøgerne derude gav det anledning til en lille leg hvor hun var en skolelærer, der læste højt for sine elever. Hun er seriøst så underholdende at høre på! For søren hvor jeg elsker den kreativitet, der er i hendes lege.

Foruden lix 2-5 bøger, så lånte jeg også nogle bøger, der var lidt sværere som vi kunne læse sammen.

 

 

Nu er vi steget ret meget i niveau.
Når vi læser sammen, så læser vi serien “Det hemmelige Rige”, som er lix 29. Det er en kæmpe udvikling på de 5 måneder, der er gået siden hun gik i gang med bøgerne på lix 3-5 i juni.

Jeg låner stadig lettere bøger (lix 8-12), som jeg lægger på badeværelset eller i tasken hvis vi er ude og køre, så hun har bøger hun kan læse selv. Og det hjælper rigtig meget. Hun læser i hvertfald de “obligatoriske” 20 minutter om dagen, og så er det jo som det skal være.

Det vigtigste for mig er, at hun har fundet en utrolig glæde ved at læse.
Jeg er ikke i tvivl om, at det har været fordi vi har gjort så stor en indsats med læsetræningen.
Men jeg tror også, at det faktum, at hendes skærmtid er blevet begrænset til max 1 time har været vigtigt. Samtidig med, at vi også har begrænset vores egen skærmtid og i stedet erstattet den med en bog, så hun også har set os sidde og læse.

Jeg tænker, at der er mange måder, man kan gribe læsetræningen an på.
De bedste råd herfra er at skabe ro omkring læsningen og gøre det til noget hyggeligt. Slip kreativiteten løs.
Vær interesseret i at få læst højt, selvom der venter både er en vasketøjskurv med top og en steg i oven, der venter på dig.

Vores helt store favorit lige nu er, at vi pakker vores bøger og tager på cafe, hvor vi drikker varm kakao og sidder og læser. Enten læser vi hver for sig, ellers læser Elouiza mens jeg sidder ved siden af og hækler, så jeg kan støtte hende i svære ord.

 

 

Gør hvad end der virker for jer!
Vi håber vi har kunnet inspirere jer til at gøre det til en god oplevelse.

 

 

 

Kh E & A

#Verdensbedstebonus
#EogApåeventyr