Theo og den kæmpehøje dværg – et hæsblæsende eventyr om at turde forfølge sine drømme

Theo og den kæmpehøje dværg – et hæsblæsende eventyr om at turde forfølge sine drømme

I samarbejde med Lift up your child

 

 

Det seneste skud på stammen, blandt børnebøger som E og jeg har testlæst er bogen Theo og den kæmpe høje dværg.
Det, der fangede mig ved bogen, var en af de sidste sætninger af bogens beskrivelse: “[…] et drønsjovt og hæsblæsende eventyr om at turde forfølge sine drømme”. For jeg er og bliver bare vild med al børnelitteratur, der har til formål at løfte og udvikle børn og styrke deres selvværd. Så selvom titlen ikke lige fangede mig, så tænkte jeg, at det var en hyggeligt bog at læse med E, så det kastede vi os ud i.

 

 

Det er den tykkeste børnebog E og jeg har læst sammen. Men det passede helt perfekt med at E nu skulle være hos os flere uger i træk, på grund af alle de her corona-omstændigheder.
Så vi startede putteritualerne lidt tidligere de aftener, og læste så i bogen.

 

“Theo er ikke den mest populære i klassen. Det er ham, de andre sprøjter remoulade på og spænder ben for. Så da han opdager, at en af personerne i en bog, Gevaldig, faktisk er levende og bor i byen, ser han muligheden for at slippe væk fra det hele. Men Gevaldig har sine egne planer. Før Theo ved af det, er han havnet i et magisk land mellem skyerne. Nu er der kun ham og en vred, syv meter høj dværg til at forhindre en ondskabsfuld skikkelse i at kidnappe flere børn. Og til at redde børnene fra en skæbne værre end døden.”

 

Jeg tror dog ikke, at vi læste sammen i mere en 3 dage, så kunne E ikke vente på, at det blev godnathistorie-tid længere og læste selv forud.
Aldrig har jeg set hende læse så koncentreret og aldrig har jeg oplevet hende kunne huske en handling så detaljeret! Hver gang hun havde læst nogle kapitler kom hun ned og var helt høj på sin læseoplevelse og fortalte med store armbevægelser mens hun grinte. Hun synes bogen var så sjov og skør. Og flere gange sagde hun, at hun gerne lige ville op og læse lidt mere, for det var bare så spændende.
Så Andreas Thornvald, du har fået dig en stor fan herhjemme!

 

 

Bogen henvender sig til børn og unge i alderen 8-14år, og jeg kunne faktisk godt forestille mig, at det kan underholde alle børn i det store alderspænd. For børn på E’s alder er den en virkelig sjov og underholdende bog. Og det er en kæmpe succes følelse, at læse en “rigtig roman”, som E beskriver det, på egen hånd.

“Theo og den kæmpehøje dværg er et drønsjovt og hæsblæsende eventyr om at turde forfølge sine drømme. Bogen er særligt egnet for børn og unge i alderen 8-14 år.” 

De ældre børn vil nok kunne hente endnu mere i handlingen og forstå flere af bogens budskaber. Jeg prøvede at tale budskaber med E, for at høre om hun i bogen kunne finde budskabet om at turde forfælge sine drømme. Men hun er nok lidt for lille endnu, til helt at forstå det.

Til gengæld fik hun sig en rigtig god læseoplevelse, og jeg har lovet hende at smide den største anbefaling efter bogen, her på bloggen. Den MÅ I bare læse, som E siger.

 

 

God læselyst!

Kh Alexandra