Trick or Treat

Trick or Treat

Oktober måned er over os, og dermed også Halloween

Vi har egentlig aldrig været de store dyrkere af Halloween herhjemme. Det har altid begrænset sig til en græskarlygte og hjemmelavet græskarsuppe lavet af “indmaden” fra græskaret, og så ellers bare fuld skrue på familiehyggen.

De sidste to år er interessen dog steget – nok dels fordi det er blevet mere eksponeret på forbrugermarkedet. Butikkerne bugner jo alle vegne af halloweenpynt og godter, langt mere end for bare et par år siden. Men dels også fordi bonus er blevet større, så nu er det ikke længere så skræmmende men bare endnu en god grund til at klæde sig ud og pynte op. Og hvis der er noget vi ELSKER herhjemme, så er det pynt (og farmand er helt sikkert om bord på vognen!).

Helt genialt, så vi en reklame for Flying Tiger’s fødselsdagsjubilæum hvor alt var sat ned til 10 kr, og de sælger Halloween pynt i alle afskygninger. Så farmand og jeg tog en tur derned. I den lille butik de har i Spinderiet endte vi med at stå i kø i halvanden time. Halvanden time senere var vi så totalt dehydrerede og havde brugt knap 600 kr på halloweenpynt, billedrammer til bonus’ værelse, raflegaver til hele julen og kalendergaver til bonus. Når vi tænker på alt det vi fik var det faktisk lidt af et kup!

– Her må jeg lige slå et slag for den fantastiske mand jeg har. Da vi slæbte alle vores sager hjem, spurgte jeg lidt fortvivlet om det ikke var totalt dumt det vi lige havde gjort? Jeg har aldrig i mit liv brugt 600kr i flying tiger. Jeg tror ikke engang jeg har brugt 600kr til sammen hvis jeg lægger alt jeg har købt i den butik sammen! Men herlig som han er svarede han bare “neeeej skat, det var da mega fornuftigt!”.
Hvor mange mænd ville lige sige det? Hvor mange mænd havde overhovedet stået i kø halvanden time for at købe tikroners-ting? Svar: MIN mand! Og han er simpelthen den bedste, hihi 🙂

 

 

Tilbage til pynten: Vi endte med at købe nogle fyrfadsstager, servietter og lidt ophæng.
Jeg er slet ikke til alt det uhyggelige og blodige gys, og selvom bonus mener, at hun godt kan tåle det, så har vi stadig lige en livlig lille børnefantasi, der skal tages hensyn til så natten ikke bliver fuld af mareridt.
Så temaet blev græskar og flagermuse, sidst nævnte er også bonus’ kostume i år. Størstedelen af det pynt vi har købt kan genbruges til næste år, så i år blev ligesom året hvor vi starter vores egen lille tradition med at pynte op til halloween.

 

 

I dag stod den så på “trick or treat” rundt i Valby. Hvert år afholdes der “Halloween på Toftegårdsplads”, hvor man kan skære græskarlygter, lave snobrød, få ansigtsmaling og meget mere. Nogle af de lokale butikker pynter op så børnene kan gå rundt og “trick og treat” hos dem. Det er så hyggeligt og der er rigtig meget liv i byen på sådan en dejlig efterårsaften.

Arrangementet startede allerede kl 16:00, så inden jeg hentede bonus i skolen kl 14:00, havde jeg lige nået at pynte op, dække et fint Halloween bord og forberede til aftensmaden. Hun vidste ikke vi ville pynte op og ej heller at det var i dag vi skulle på trick-or-treat, så det var en glædelig overraskelse for hende.

Jeg er en stor fortaler for ro og nærvær i familielivet, så på en dag som i dag havde farmand taget tidligere fri fra arbejde og hele familien kunne derfor være samlet allerede klokken 14.30. Så havde vi god tid til at lave mad og spise og lige finde hinanden efter bonus havde været en uge hos sin mor.

Aftensmaden stod på det vi herhjemme kalder “sund fastfood” – ala halloween style. Det vil sige lidt nuggetsagtige kyllingefileter fra Lidl og pastasalat – vi spiser meget sjældent pasta herhjemme, men de havde de sjoveste halloween pasta i Lidl, så de kom i salaten til aften. Til stor fornøjelse for bonus.

 

 

Så det var startskuddet på årets Halloween eventyr for vores lille familie.
Søndag skal vi i KU:BE på Frederiksberg og se musicalen “Halloween Mysteriet” og på onsdag skal bonus have halloween i skolen. Måske skal vi også et smut forbi Kronen i Vanløse i løbet af ugen, for de har også et par aktiviteter i forbindelse med Halloween.

 

 

Rigtig glædelig Halloween til alle jer!