Om os

Om os

Hej til dig, der læser med på vores blog 🙂

 

Mit navn er Alexandra. Jeg er bonusmor til min dejlige datter Elouiza og gift med hendes vidunderlige far, Chakib.

 

 

Jeg blev bonusmor til Elouiza da hun stadig var en herlig lille blenumse, som lige akkurat var nået at fylde 3 år – og jeg selv kun lige var nået at fylde 22 år.
Jeg mødte hendes far på den klassiske tinder-date (Sjov historie, den kan du læse her!), og han charmerede sig lige direkte ind i mit naive-lollandske-ungpige-hjerte med sin absolut skønne personlighed (og lækre mørkebrune mandeløjne og store biceps – en rigtig nougatgodte!).
Han var hele pakken! Bogstavelig talt – for ud over et forhold med min absolut drømmemand, så fik jeg lige en baby og en eks med i købet. Og hvad gør man så??

Ja, det har vi også selv forsøgt at finde ud af i de snart fem år vi efterhånden har været sammen. Som alle andre sammenbragte familier så har det krævet blod, sved og tårer at få alting til at gå op i en højrere enhed, når man er kærester i den ene uge og leger far, mor og børn i den anden uge.
Jeg vil ikke lyve – der har været dage hvor jeg har haft lyst til at løbe skrigende bort. Dage hvor jeg har siddet med ondt i hjertet og tænkt “bliver vi nogensinde en rigtig familie?”.

Men til det kan jeg kun sige: DET HAR VÆRET ALLE KAMPENE VÆRD!

 

 

 

 

I skrivende stund sidder jeg med den dybeste følelse af taknemmelighed.
Taknemmelighed for den helt særlige kernefamilie jeg har, sammen med min mand og min bonusdatter.
Da jeg trådte i rollen som Elouizas bonusmor for første gang, havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at vi ville få så stærk et bånd til hinanden og dele så meget kærlighed imellem os. Jeg kunne ønske det, og håbe på det. Jeg kunne lægge en masse kræfter i at skabe en relation – og det har jeg uden tvivl også gjort. Men det ville alt sammen være ligegyldigt hvis ikke den lille pige havde det i sit hjerte at lukke mig helt ind og acceptere mig i hendes liv.

 

Jeg har langt om længe fundet modet frem til at skrive om vores rejse hertil.
Det kan du læse i en serie på fire afsnit, der hedder “Fra Tinderdate til Bonusmor”, hvor jeg kommer omkring alt lige fra da vi matchede på Tinder, til første date, mødet med min bonusdatter og når ja, min bonusdatters mor!

 

Jeg ved, at der sidder mange bonusmødre derude der, ligesom jeg selv, godt kunne bruge en guide, en manual eller bare et råd i hvordan man navigerer rundt i alt det her bonusmor-halløj.
Men hold humøret højt, og tro på, at det kan lade sig gøre.
Vi har gjort det!

 

 

Vi håber du kan finde inspiration eller lidt hyggelig læsning her i vores univers
hvor nøgleordene er nærværærlighed, og kærlighed. <3

 

Tak fordi du læser med!